Der var ingen af CNN’s fire eksperter, der var i tvivl. Casey Anthony havde slået sin to-årige datter Caylee Marie ihjel, og hun ville nu få den dødsdom, som de amerikanske aviser havde skrevet om i to år. De fire advokater i nyhedsstudiet anså det allerede for at være et faktum, da de tirsdag aften i minutterne op til domsafsigelsen fra den livetransmitterede retssag i Florida sad og udlagde den årelange sag. Der var alt for mange belastende forhold mod den anklagede mor: Der var næsten gået en måned, før Casey Anthony havde henvendt sig til politiet om sin datters forsvinden, og da hun endelig gjorde, var det kun hårdt presset af Caylees mormor, der savnede sit barnebarn. Hefter ændrede forklaringerne sig fra dag til dag. Først var hun bare blevet væk, så havde nogen taget hende, men da politiet fandt dna-spor af Caylee i bagagerummet af familiens bil, lød forklaringen, at hun var druknet i en svømmepøl, hvor efter Casey Anthony var gået i panik og havde gravet liget ned. Nu kunne hun til gengæld ikke huske hvor, og først efter et år blev barneliget fundet i nærtliggende en skov. I obduktionslingo betød det, at liget var ‘dry bones’, så man kunne ikke sige andet, end at barnet havde lidt en kvælningsdød sammen med en kloroform-forgiftning og sammen med det gaffatape, der også blev fundet i bilen, fik det anklageren til at tro, at barnet var blevet forgiftet og bagbundet. I mellemtiden kom der belastende billeder frem af Casey Anthony, der festede i dagene efter datterens forsvinden og blandt andet storgrinende fik en tattoo med ordlyden »Belle Vita«. Casey Anthony selv forblev tavs. Juryen var en såkaldt ‘anklager-venlig’ jury, der hovedsagelig var sammensat af midaldrende, konservative lavtuddannede civile, men selv om Casey Anthony kun havde haft venstreorienterede juraprofessorer med sig i juryen, var dødsdommen stadig uundgåelig med den forsvarsadvokat, hun havde hyret. »USA’s ringeste forsvarsadvokat,« blev han døbt efter et par måneder i vælten, men egentlig hedder han José Baez. Han blev hyret efter en opfordring fra en medindsat, men var kun beskrevet med en enkelt mordsag, som han til gengæld havde tabt med et brag. Den puertoricanskfødte advokat lavede den ene fodfejl efter den anden. Blandt andet grinede han højlydt og hånligt under anklagerens afhøring, han opfordrede en den ledende politibetjent, der skulle finde liget af Caylee til at »walk away«, hvis han fandt det, og til alles overraskelse undlod han helt at afhøre sin egen klient op mod retssagens afslutning.
Tirsdag sendte CNN live fra retssagen op mod domsafsigelsen. Voteringen havde kun taget 11 timer, hvilket er meget lidt i en dødsdomssag, så der var højlydte gisp i studiet, da juryen pure frifandt Casey Anthony for alt andet end at lyve over for politiet. Måske var Baez i virkeligheden genial, som en af eksperterne sagde.
De undrede sig til gengæld alle sammen over den sidste fodfejl af Baez, der glemte at anmode om at få sin klient løsladt omgående, hvilket betød, at Anthony fik sig et par ekstra unødvendige dage i fængslet.
Casey Anthony selv brød grædende sammen, Baez strakte lidt upassende hænderne op over hovedet, og Caylees bedsteforældre gik tavse og nedtrykte ud af retssagen uden at fortrække en mine.
Det hele blevet spillet live lige for øjnene af mig i min stue, og jeg slugte hvert sekund, som om det var en thriller fra Hollywood. Og det er i virkeligheden nok det, det hele drejer sig om.








Kommentarer