Opslag til denne artikel

Emneord:antidepressiv medicin, medicinforbrug, ungdom
Steder:Danmark

»Hvor hendes skikkelse forfølger mig! Vaagen og i drømme fyldes min sjæl af hende! Her, naar jeg lukker øjnene, her i min hjerne, hvor den indre synsevne samles, staar hendes sorte øjne.«

Ulykken ville, at Lotte, Werthers elskede Lotte, valgte en anden mand. Der er ingen kærlighed mere eksplosiv, end den der føles af den unge, beskrev den tyske forfatter og digter J.W. von Goethe, da han med romanen Den unge Werthers lidelser lod hovedpersonen tage sit eget liv i kærlighedens navn.

Bogen udkom i 1774, men her 237 år senere lader den håbløse ungdom til endnu at være ramt. Forskellen er, at man nu kan medicinere sig ud af de værste eksistentielle kriser og hjertesorger. For oplevet for første gang synes forelskelsen og tabet derefter stadig ubærligt, man elsker hårdere og man falder dybere.

Når sociolog Emilia van Hauen tænker tilbage, er hun ikke i tvivl. Hun havde en klinisk diagnosticeret depression, men dengang i 1980’erne, da hun var 18 år gammel, var behandling ikke noget, man brugte. Hendes sene teenageår og tidlige tyvere var tunge og glædesløse, og Emilia van Hauen blev overrasket, da hun efter nedturen erfarede, at ulykke og tristhed ikke er normaltilstanden.

»Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg havde valget. Jeg ville ikke have taget piller,« siger hun i dag. »Depressionen ligger til ungdommen, fordi ungdommen på mange måder er en ekstrem livsfase at gå igennem. Man elsker mere end nogensinde, og når man er ked af det, er man på selvmordets rand og deprimeret. Her har man endnu ikke af livserfaring lært, at bare fordi, man har det skidt i dag, har man det ikke nødvendigvis i morgen,« siger Emilia van Hauen.

Ubarmhjertige ungdom

Siden starthalvfemserne har de såkaldte lykkepiller eller antidepressiva, som de hedder, sat sig tungt på de mismodiges marked, og pillerne har arbejdet sig ind i den vestlige verdens bevidsthed som en løsning på tristesse.

Først og fremmest er de svært depressive kommet i behandling, succesen har været stor, og man har kunnet registrere store fald i selvmordsraterne.

Ud af adgangen til humørmedicinering voksede dog også dilemmaerne, for hvad skal der til, før man er tilstrækkeligt ked af det til at få piller? Er ungdommens uomgængelige tristhed, tomhed og hjertesorger nok?

Af Danmarks 462.476 indbyggere på antidepressiva var 105.000 unge mellem 20-39 år medicineret i 2010. En stor stigning fra 1999, hvor 41.330 unge var i behandling. Og tallene ser ud til fortsat at vokse. Alene på to år er forbruget hos de 18-37-årige steget med 17 procent.

Det er ikke kun de myndige, der medicineres ud af depressionen. Blandt de yngre fra 0-19 år var 13.188 i 2010 på antidepressiv medicin. Heraf var 1.728 børn mellem 0-14 år.

En ting står dog ikke til diskussion: De er triste, de unge.

Men når de som generation betragtet medicinerer sig mere end nogen generation før dem, er de så mere triste end normalt?

Peter la Cour er forhenværende højskolelærer, lektor ved Syddansk Universitet og klinisk psykolog på Rigshospitalets Smertecenter. Han mener ikke, spørgsmålet kan besvares så simpelt:

»Det kan jo ikke passe, at de unge er mere triste, end de har været førhen, for biologien er nødvendigvis forblevet den samme i forhold til de seneste generationer. Samfundsmæssigt er det dog svært at sige, hvad der er skæg, og hvad der er snot. Den ungdomsgeneration, der er nu, er blevet pacet igennem uddannelsessystemet og står nu uden arbejde midt i en recession. Det giver en naturligvis en følelse af afmagt,« siger han.

I takt med at medicinen er blevet mere tilgængelig, og depressionsbegrebet er blevet aftabuiseret, har ungdommen forelsket sig i ideen om de små hvide humørkombattanter. Overordnet set mener Peter la Cour, at ungdommen har en utopisk forestilling om, hvor glat en tilværelse, man kan have lov at drømme om.

»Ungdommen i dag har for høje forventninger til, hvor nemt livet skal være, samtidig med at de har ekstremt høje krav til sig selv. De ambitiøse unge udgør den største del af ungdommen i den her generation, mens resten af generationen er i den anden boldgade fuldkommen fortabt i ungdomsarbejdsløshed og meningsløshed. Og begge grupper har store grunde til at medicinere sig ud af deres magtesløshed,« siger Peter la Cour.

Han er bange for, at unge alene medicinerer sig for at yde optimalt, og at det intet har med depression at gøre, men snarere handler om livsstilsoptimering.

Du er din egen fjende

Som børn af frigørelsens ‘68-generation og dens efterkommere har ungdomsgenerationen ikke alene skullet yde, de har også skullet brænde. Den individualistiske og selvcentrerede generation er de blevet kaldt, og generationen er blevet overdænget med til- og fravalg. De unge har skullet vælge sig til den rigtige og meningsfulde uddannelse, kæmpet for den perfekte krop og den ultimative seksuelle frihed forbundet med et upåklageligt velfungerende parforhold. Og de har skullet elske deres uddannelse og job.

I dag er fjenden dig selv og ikke din chef, lyder det fra Jens Christian Nielsen, der er centerleder ved Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han betegner nutidens ungdom som emotionel, fremtidsorienteret og meningssøgende.

»I det klassiske industrisamfund blev man trykket på plads af en myndighedsperson og en ond leder, men dengang vidste man, hvem man var oppe imod. I dag er du selv leder, og din nedtrykthed og magtesløshed falder kun tilbage på dig selv, når du er ung,« siger Jens Christian Nielsen.

Førhen herskede forestillingen om, at du som ung skal være ydmyg for der er mennesker, ældre og bedre borgere, der er langt klogere end dig. Den forestilling er erstattet af billedet af den omnipotente unge, påpeger Emilia van Hauen.

»I stedet oplever de unge et præstationspres som aldrig før, og det er derfor, de går i depression. De føler sig omnipotente og på den anden side erfarer de, at de ikke kan magte det,« siger hun.

Den forsvundne lidelse

Igennem de seneste årtier er samfundet blevet mere og mere optaget af lykke. Samtidig er depressionsbegrebet blevet aftabuiseret, og mennesker har sygemeldt sig på stribe. Det polariserede fokus på enten lykke eller depression kan dog have fjernet bevidstheden om alle de følelser indimellem.

Når du enten er lykkelig eller decideret deprimeret og sygemeldt, er alle følelser indimellem blevet gjort til en unaturlig del af tilværelsen. Der findes ikke længere den selvfølgelige lidelse, som intet menneske kan undgå et liv igennem. Og det er en moderne opfattelse, for dengang kirken havde en fremtrædende rolle i samfundet, blev fortællingen om mennesket berettet noget anderledes. Her kunne de rettroende hver søndag sætte sig til rette på bænkene og høre om menneskets lidelser, og hvis blot de unge havde lært, at lidelse er et vilkår i livet, ville de måske anse den som en gave, siger Emilia van Hauen.

»Vi taler ikke længere om lidelse kun om lykke. Det er en skam, for det er for det første uundgåeligt og dernæst en gave. Mit råd til ungdommen må derfor være, at man skal gå i et med lidelsen for at se, hvad der ligger i den mørke side af livet. I stedet for at se angst for eksaminer, kærestesorger og ensomhed som en unormal tilstand, skal man acceptere den som en normaltilstand. Jo bedre man tackler det, des bedre rustet er man til et lykkeligere liv,« siger hun.

Det er i ungdommen, vi lærer os selv at kende. Det gør vi ikke igennem en pille, mener Emilia van Hauen.

»Ungdommens største udfordring er at placere sig selv med mening i verden, og den kamp fortsætter livet igennem. Men det, de skal erfare, er, at der ikke er nogen løsning. Det her liv er trial and error.«

Ensom årgang

4.000 henvendelser årligt får Ungdommens Røde Kors’ rådgivningslinje, Ung på Linje.

»Der er meget ensomhed det er noget af det, vi taler allermest med de unge om,« siger Sofie Reiter, der er projektleder på Ung på Linje, studerer psykologi, er 24 år og har arbejdet som rådgiver i to år.

»Det er ikke nogen videnskabelig udtalelse, men jeg tror, vi unge har sværere ved at være kede af det og ved at acceptere, at livet kan være hårdt. Der er en tendens til, at livet kun må være godt blandt os unge,« siger hun.

Igennem de sidste 40 år har samfundet taget en ensom drejning, siger Peter La Cour. Da han var ung, flyttede de unge i kollektiver og kæmpede for den fælles jord, og ifølge Peter la Cour havde fællesskabet dengang en mere fremtrædende plads hos ungdommen:

»De helt nære fællesskaber naboerne på vejen, medkollektivisterne og Vesterbro Lokalforening det var, hvad der betød noget. Det er ikke mit indtryk, at det samme gør sig gældende i dag. Nu er det individuelle værdier, og det er alt andet lige rigtig hårdt. Det er hårdt at være så meget alene om så mange ting. Så køb en mark og byg en landsby med dine venner,« siger han.

Arrogance

I dag har vi pillerne, og vi er blevet bedre til at diagnosticere, og derfor er det naturligt, at flere kommer i medicinsk behandling for depressioner, påpeger Thomas Søbirk Petersen, der forsker i medicinsk etik ved RUC.

»I stedet for at slå løs på antidepressiv medicin, bør man kigge på de underliggende strukturer i samfundet, der skaber de mange deprimerede mennesker, unge som gamle. Jeg er ikke superskeptiker i forhold til antidepressiva, for det er en barsk tilgang at have til de unges depressioner. Det er et langt sejt træk at ændre samfundet, og mens vi gør det, synes jeg ikke, vi skal lade deprimerede mennesker i stikken,« siger han.

Engang døde mennesker på stribe af sygdomme som lungebetændelse og influenza, og en simpel forkølelse kunne udvikle sig til en terminal lidelse. Men så opfandt det kompetente menneske penicillinen, og siden da har vi kunnet udkonkurrere vinterens virusser. Og man bør se på den antidepressive medicin med de samme øjne, mener Thomas Søbirk Petersen. Pillerne er ikke problemet, de er symptomet, og ifølge Thomas Søbirk er det en arrogant holdning at ville tage pillerne fra mennesker, der har fået stillet diagnosen depression.

»Den holdning lægger sig op ad forestillingen om, at smerte er noget, vi bare skal leve med. En holdning vi også ser, når nogle siger, at kvinder skal føde i smerte. Hvorfor skulle de dog gøre det? Bare rolig, livet skal nok byde på masser af smerte,« siger Thomas Søbirk Petersen.

Modsat ham mener Peter la Cour, at man netop lader ungdommen i stikken ved at være for rundhåndet med den antidepressive medicin.

»Man barnagtiggør befolkningen ved at give dem lykkepiller, og tænk, hvis alle fik medicin for hvert eneste problem, de stødte på, fra de var barn. Så ville vi få nogle hylende små møgunger ud af det. Mennesker som aldrig har lært at løse nogen problemer, og som ville forblive forkælede og selvhævdende. Sådan et samfund synes jeg ikke, vi skal leve i,« siger han.

Fakta: Antidepressiver

Man behandler oftest en depression med de såkaldte serotoninøgende antidepressionsmidler (SSRI)

Ved at blokere for genoptagelsen af serotonin tilbage til den nervecelle, som frigiver stoffet, får disse midler nervecellerne til at frigive endnu mere serotonin.

Blandt de mest populære piller er mærkerne: Akarin, Cipramil, Cipralex, Entact, Esertia, Seroplex, Zoloft, Flutin, Fontex, Seroxat, Fevarin.

Denne artikel er anbefalet af: