Opslag til denne artikel

Emneord:populisme
Personer:Jesper Langballe, Søren Krarup
Organisationer:Dansk Folkeparti

De seneste år har især et skældsord domineret i dansk politik: populisme. Særligt DF har været under heftige angreb. Populisme associeres i den offentlige debat med platte politiske forslag, der kun er sat i verden for at vinde stemmer.

For et demokrati som Danmark bør det dog give anledning til eftertanke, at populisme er blevet et skældsord. Det er skræmmende langt væk fra ordet rødder og fungerer nærmest som en ironisk kommentar til folkestyret. Populisme har etymologisk intet med popularitet at gøre, det har derimod at gøre med folket populus betyder folk på latin. Populisme handler altså grundlæggende om at varetage de jævne folks interesser. Det burde ikke være et ønske, der bliver mødt med bål og brand i et demokrati.

Det første politiske parti, der kædes tæt sammen med populisme, blev grundlagt i 1876 i USA som et landbrugsprotestparti (The Peoples Party eller the The Populist Party), der var imod faldende priser på landbrugsprodukter, bankers dominans og jernbanepriserne. Generelt var partiet i opposition til det, de opfattede som elitære politikere, der ikke tænkte på almuen.

Et projekt, der sagtens kan kritiseres bevares men ikke bør, eller for den sags skyld kan, opfattes som et demokratisk problem. Det samme gør sig sådan set gældende i dansk politik i dag. DF kan sagtens kritiseres, men det er ironisk og måske direkte skadeligt, at repræsentation af den jævne mands ønsker skal være et skældsord og opfattes som et demokratisk problem.

Det forholder sig nærmere sådan, at det demokratiske problem består i, at eliten mener at kende folkets sande interesser bedre end folket selv.

Langballe og Krarup

Den historieløse anvendelse af sproget suppleres af direkte forkert begrebsanvendelse. Hvis vi antager at populisme netop er at forstå som det uansvarlige fokus på platte enkeltsager, der giver sig udslag i fravær af politisk kontinuitet hos partier, der fører en sådan politik, er det komplet udueligt at kalde DF et populistparti. De er tværtimod stærkt idealistiske. Alle de sager, de politiserer, tjener ét formål: at sætte en værdikonservativ politisk dagsorden.

Langballe og Krarup som populister; det er jo en fortolkning, der er ude af trit med virkeligheden. De er tværtimod idealistiske og dogmatiske. Det sidste vil alle sikkert være enige i, hvilket bare understreger den manglende sproglige bevidsthed i debatten: For hvordan kan det lade sig gøre at være dogmatiker og populist på en og samme tid? Det kan det ikke af den simple grund, at det er meget svært at skifte positionen alt efter, hvilken vej meningsmålingerne peger, hvis man er dogmatiker.

Venstrefløjen, eliten og andre behøver ikke være bange længere: De dogmatiske populister Langballe og Krarup eksisterer ikke, hverken i den politiske virkelighed eller per definition. De er hermed aflivet.

Denne artikel er anbefalet af: