Opslag til denne artikel

Emneord:fællesskab, kristendom, venstrefløjen
Organisationer:Folkekirken
Steder:Danmark

»Kast mig ikke bort fra dig, og tag ikke din hellige ånd fra mig!« råber salmisten i Bibelens Gamle Testamente til sin Gud. Man kunne mistænke den danske folkekirke for at have glemt at bede med på denne bøn. Det virker i hvert fald himmelråbende åndsforladt, når den offentlige debat om kirken gennem de seneste år primært har drejet sig om, hvorvidt en sognepræst i Snekkersten kan tillade sig at døbe sine yngste sognebørns bamser, og når selveste biskoppen i Roskilde Stift kaster sig ud i kampen mod udendørs kirkelige vielser.

Er det virkelig den slags banale, formelle sager, der brænder på, når vi som kirke og offentlighed skal forholde os til Gud, troen og det absolutte? Burde man ikke kunne forvente, at vi hver især enten tror på Gud og dermed har større ting at bryde vores hoveder med eller også har afskrevet Gud og dermed kan være ligeglade med kirkens former? Hvad er der blevet af den ægte, inderlige tro eller vantro som det moderne individ gerne skulle være sat fri til at udøve?

Man kunne selvfølgelig forestille sig, at kristentroen, med alt hvad dertil hører af selvopofrende kærlighed og ydmyghed over for universets mysterium, bare helt er forsvundet, så der kun er tilbage for kirken at administrere en vag og uvedkommende kulturarv. Men måske skulle man være lidt mere ambitiøs i sit forsøg på at finde en forklaring og overveje, om debattens fattigdom hænger sammen med en bredere åndløs tendens i den danske offentlighed.

For er det virkelig kun kirken, der har vanskeligt ved at sætte de grundlæggende og afgørende spørgsmål på dagsordenen? I mine øjne rammer den politiske venstrefløj oftest ind i den samme mur: Debatten når aldrig til at dreje sig om, hvad der definerer mennesket som politisk eller socialt væsen, eller om, hvad der er den enkeltes grundlæggende forpligtelse over for sin næste. Den synes i stedet at hvile på en ideologisk konsensus, der tillader al diskussion at handle om, hvilke befolkningsgrupper det kan betale sig at investere i.

Kan der mon findes en fællesnævner for kirkens og den kritiske venstrefløjs kastrationserfaringer? Og hvis en sådan negativ fællesnævner findes, betyder det så også, at det er én og samme ånd, kirken og venstrefløjen har mistet forbindelsen til? Mit svar vil være et ja til begge dele, om end med modifikationer.

Traditionelt uvenskab

At kirken og venstrefløjen skulle være åndsfrænder er vistnok for mange, både troende og venstreorienterede, en kættersk tanke. Hvad enten man som venstreorienteret har styr på sin historiske arv fra Karl Marx og Ludwig Feuerbach eller ej, har de fleste nok en eller anden fornemmelse af, at de svages og marginaliseredes emancipation hænger tæt sammen med frigørelsen fra religiøse dogmer. Religion er jo opium for folket, siges det. I den klassiske venstrefløjs øjne bliver religionen en slags meget tunge, fastlåste tanker, man med stort besvær må tænke sig fri af for at kunne ændre samfundet til det bedre.

Heller ikke kirkelige har let ved at få øje på deres åndelige fællesskab med venstrefløjen. De mærker de venstredrejedes fjendskab og er måske også nervøse ved deres nihilisme og normopløsning. Derfor har kristne traditionelt kanaliseret deres politiske engagement i andre retninger: fra Kristendemokraternes mere eller mindre tandløse optræden til det, der er langt værre.

Og det er vel svært at benægte, at marxismen og arbejderbevægelserne engang rummede en sprængfarlig kerneide om, hvad der grundlæggende kendetegner mennesket nemlig kapaciteten for arbejde og for at organisere en bestemt socialitet derudfra. Med udgangspunkt i denne storslåede vision har venstrefløjen, historisk set, turdet sige noget om mennesket som sådan og om individet. Man har turdet definere individet. Derfor har der været voldsomme slagsmål mellem kirke og venstrefløj om retten til at definere individet.

Skæbnefællesskab

I dag er situationen imidlertid en ganske anden. Fjendebillederne synes forældede. Det er svært at få øje på en bedøvende religiøs tåge, der hindrer, at agendaer om samfundsændringer til fordel for de svage kan trænge igennem. Og truslen mod kirken kommer ikke længere fra sprængfarlige røde ideer, men snarere fra folkets ligegyldighed.

I dag jubler vi over endelig at have fået demokrati og sekularisering. Individet er befriet fra de frygtelige forvrængninger af kristendommen og marxismen, der har domineret det i forskellige historiske og geografiske kontekster. Men med ud med badevandet er røget både kirkens mål om næstekærlighed og venstrefløjens tanker om fællesskab og solidaritet. I stedet har vi fået global undertrykkelse og udbytning, som også Danmark deltager i. Det er en situation, som hverken kirken eller venstrefløjen kan være tilfredse med. Begge ligger de inde med et budskab om, at frihed altså ikke kun består i, at man er fri til at forbruge, som man vil, eller til at udfolde sit private entreprenørskab uhæmmet. Hverken i kirkens eller venstrefløjens optik går det an for den enkelte (person, familie eller virksomhed) at være sig selv nok. De er fælles om at tænke frihed som noget kollektivt, som bundet til et fællesskab, hvor man er grundlæggende forpligtet på hinandens behov.

Frihed indebærer et ansvar, man ikke kan flygte ind i det private fra. Venstrefløjen vil således kollektivt fordele frugterne af den enkeltes arbejdsindsats; kirken taler om synd mod næsten, hvilket tænkes som noget, der begynder helt inde i den enkeltes sjæl. Selv i sit inderste er man altså ansvarlig over for sin næste. Individet er nok frit i Kristus (til at tjene næsten), men privat er det ikke.

Vor tids opium

Sådanne budskaber er det bare svært at komme særlig langt med i et samfund, hvor man er enige om, at det eneste, der kan definere individet, er individet selv. Der er, med filosoffen Jean-François Lyotards ord, ikke nogen ‘store fortællinger’, hvori man har lov at placere individet. Derfor reduceres venstrefløjens diskurs til argumenter for, at der også kommer gode, vækstskabende forbrugere og entrepenører ud af at investere i svage befolkningsgrupper. Og derfor reduceres folkekirken til et sæt tomme former, som vi må holde meget strengt på, for at selve kirken fortsat kan tro i stedet for individet, der er frikøbt til rollen som selvtilstrækkelig forbruger.

I mine øjne giver hverken den kristne kirke eller en kritisk tænkende venstrefløj mening på disse præmisser. Begge bliver nødt til at finde tilbage til deres og hinandens historiske rødder som store fortællinger, der faktisk mener noget om, hvad både individet og fællesskabet er og bør være og som ikke mindst tør tale om og handle på disse forestillinger på en måde, der er undergravende for et vækstfikseret forbrugssamfund.

For spørgsmålet er jo, om ikke det er individets såkaldte frihed til at definere sig selv, der er denne tids opium for folket? Og det næste spørgsmål er, om ikke kirken og venstrefløjen gensidigt kunne drage fordel af hinandens erfaringer med at være den større fortælling, der aktivt ønsker at forme individ og samfund?

 

Benjamin Marco Dalton studerer idehistorie

Denne artikel er anbefalet af: