Den igangværende debat om grænsekontrollen tydeliggør behovet for en dansk EU-minister. Sådan lyder det EU-parlamentsmedlemmer fra både Socialdemokraterne og SF, som opfordrer en ny regering til at udvide ministerrækken med en EU-minister.

»Debatten om grænsekontrollen ville næppe være kørt så meget af sporet, hvis vi havde haft en minister på området. En EU-minister ville have sikre, at sagen var blevet håndteret noget mere fikst,« siger SF’s medlem af Europaparlamentet, Margrete Auken.

I den ideelle verden ville en samlet dansk regering med statsministeren i spidsen have fokus på EU, mener Margrete Auken, men:

»Virkeligheden viser, at der ikke er et øje, der interesserer sig for EU. Med en fast, stærk og dynamisk minister ville man tvinge EU på dagsordenen,« siger SF’eren, som peger på sin partifælle Annegrete Holmsgaard som et oplagt bud.

Sandsynligt er det, at Danmark i forbindelse med næste forårs EU-formandskab uanset regeringens farve vil udpege en midlertidig minister. En rolle, som Bertel Haarder havde under det forrige danske formandskab i 2002. Men set fra EU-parlamentarikernes side, er det ikke tilstrækkeligt.

Ingen løfter fra Borgen

Ifølge den tværpolitiske Europabevægelsen har 10 ud af EU’s 27 lande i dag en form for europaminister.

Også Socialdemokraternes EU-parlamentsmedlem Britta Thomsen taler for en permanent dansk europaminister.

»EU skal ikke bare dækkes under formandskabet, men på fuld tid,« siger hun og tilføjer:

»Europa fylder mere og mere, og derfor ville det være godt med en minister for området. Også for at udenrigsministeren ikke både skal tage sig af hele verden og EU,« siger Britta Thomsen.

Men hendes partifælle på Christiansborg, politisk ordfører Henrik Sass Larsen er ikke umiddelbart begejstret.

»Vi takker for gode råd og inspiration, men det bliver Helle og partilederne, der skal beslutte sig for indretningen af ministeriet og porteføljer,« siger han og tilføjer:

»Der foreligger erfaringer fra Bertel Haarders tid som europaminister, som vi skal studere. Hvis vi er så heldige at vinde valget, vil vi tage stilling til den tid.«

Heller ikke SF’s europaordfører, Pia Olsen Dyhr, ser umiddelbart en permanent europaminister for sig. Hun forstår med egne ord godt Margrete Aukens ønske om at hæve europapolitikken op på dagsordenen, men:

»Det er lige så vigtigt, at EU-politikken bliver integreret i alle ministerier. I forhold til grænsekontrollen er det tydeligt, at Udenrigsministeriet ikke har været involveret. De ville have gjort det diplomatiske arbejde, som de er dygtige til,« siger hun.

Ifølge Pia Olsen Dyhr er det S og SF’s planer, hvis valget vindes, at udpege en europaminister, som skal fungere under forårets formandskab.

»Til daglig vil arbejdet kunne varetages af udenrigsministeren, men under formandskabet er arbejdsbyrden for stor,« siger ordføreren.

Margrete Auken henviser dog til, at der var samme skepsis forud for oprettelsen af Folketingets Europaudvalg. Også her var argumentationen, at EU skulle varetages af de forskellige fagordførere:

»Men det udvalg har vist sig at fungere rigtig godt,« siger SF’eren i Bruxelles.