WASHINGTON DC »Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor du så gerne vil blive i USA. Når jeg ser på de mange overvægtige, på den sindssyge ulighed i samfundet, på den overfladiske dyrkelse af penge og berømtheder, og ikke mindst når jeg ser Fox News, så væmmes jeg ærlig talt. Jeg fatter ikke, hvad det er, der skulle være så attraktivt.«
Sådan bemærkede en dansk veninde sidste år, da jeg lod min omgangskreds forstå, at jeg var mildt rædselsslagen ved udsigten til en mulig tilbagevenden til Danmark.
Min veninde var langtfra den eneste. De fleste forstod godt, at man som udlandskorrespondent med fokus på amerikansk politik kunne blive mismodig, hvis man skulle forlade USA året før et præsidentvalg. Der var også en vis forståelse især blandt mandlige venner over tristessen over at skulle opgive den lille grønne Beetle med det åbne soltag (afgifterne ved indførsel i Danmark var dobbelt så høje som indkøbet af selve bilen i USA) og blandt veninderne over ikke længere at kunne smutte til NYC på shopping.
Men den uforbeholdne fascination af USA som land delte kun de få, som selv havde boet der. Jeg bemærkede mig, hvor anderledes det havde været med Frankrig. Da jeg efter fire år i Paris i 2008 var tilsvarende trist over at skulle forlade byernes by, følte samtlige danske veninder med mig over afskeden med »den smukkeste by i verden«, Triumfbuen, friskbagte baguettes hver morgen, med fransk kultur og litteratur samt Champagne og upasteuriserede oste.
Det ville være nemt at pege på fordomme og en hel del snobberi. Frankrig og fransk er finkulturelt og dannet. Sådan har det været i århundreder. USA er for masserne, det er junkfood, larm, overflade, Hollywood og det engelske sprog, som næsten alle danskere tror, at de behersker til UG.
De eneste amerikanere, intellektuelle danskere rigtigt stoler på er demokrater fra de store byer på østkysten, der har et obligatorisk selvkritisk blik på egen nation og (mangel på) kultur.
Men her ved indgangen til mit fjerde år i USA hvor jeg er lykkelig over, at jeg bliver boende i hvert fald til efter præsidentvalget har jeg indset, at der er mere tungtvejende grunde til min tilfredshed. Bedre grunde end min bil, de lave skatter og ditto priser, det gode vejr og de høflige medmennesker.
I mangel af bedre, og især af plads, kan jeg koge det ned til stikord: frihed, fleksibilitet, kreativitet, mobilitet og innovation; i modsætning til klientliggørelse, stilstand, ‘skomager bliv ved din læst’ og gentagelse.
Åh, jeg er klar over alle de anklager, det socialdemokratiserede Danmark kan vælte ned over USA: et korrumperet, krigsførende land med lobbyister i hver korridor, på randen af bankerot og med Tea Party-politikere hinsides enhver forstand.
Men når man først er her, forstår man, hvorfor USA er det land, flest mennesker i verden er tiltrukket af. Den amerikanske drøm er det mest resistente, jeg har mødt i mit liv som journalist. Hver uge møder jeg nye mennesker, som har gjort utrolige ting; mennesker, der bryder den sociale arv, skaber virksomheder, tager eksaminer, opfinder banebrydende koncepter og innoverer på en facon, som fortsat giver både stræbsomme kinesere og kritiske danskere baghjul.
Byg din egen dør
Min genbo er lam fra brystet og ned efter en bilulykke for ti år siden. Efter at hans venner samlede en million dollar ind til ham og hans familie, så de kunne betale deres kreditforeningslån ud og sende deres børn på universitetet, blev han ansat som direktør for fundraising på det hospital, der stod for hans genoptræning.
Amerikanerne har en betontro på den enkeltes frihed og muligheder og en tilsvarende mistro til store institutioner, til staten og gruppen, som vi slet ikke kan genkende i den danske velfærdsstat.
»Hvis muligheden ikke banker på, så byg en dør,« står der på muren i min lokale Barnes & Noble, boghandlerkæden. Det er præcist så sloganagtigt, som det lyder. Men den berusende følelse af, at dette er mulighedernes land, deler jeg med hundredtusinder af indvandrede latinamerikanere og asiater, der ankommer år efter år.
Som den konservative Charles Murray, berømt politolog og forfatter sagde det, da jeg interviewede ham i 2009:
»Jeg elsker at være på ferie i Europa. At slentre ned ad Paris’ gader, at nyde de grønne og smukke kvarterer i Stockholm eller Amsterdams kanaler. Og hvad kan slå arkitekturen i Rom? Jeg ville heller ikke have det mindste imod at være pensionist i Europa. Jeg ville imidlertid nødig være ung der.«
Da jeg spurgte ham hvorfor, svarede han:
»De ting, der betyder noget for mennesker, handler alle om at skabe noget. At kunne forsørge sin familie, at have et meningsfyldt arbejde og være stolt af sin metier. Den europæiske velfærdsstat suger for meget af meningen med livet ud af sine borgere. Det kan aldrig betale sig at løbe en risiko, for man har altid et behageligt, statsligt finansieret alternativ.«
Murrays standpunkt er fortegnet, javel. Men det er denne blinde tro på de storslåede muligheder, der ligger i det enkelte menneskes skabertrang og evne til fremdrift, der gør USA til verdens dominerende supermagt. Og som gør det vanedannende tiltrækkende at bo her.
Kommentarer
Nu må det være nok. Denne slet skjulte idyllisering af livet, etikken og foretagsomheden i den (meget) bedrestillede del af den amerikanske befolkning er ikke rar læsning - noget skurrer, hvis man har andre kilder til beskrivelse af situationen i dagens USA. Og det har man. Det er jo sikkert ikke forkert, det der skrives. Personlige oplevelser og skriverier kan ikke måles så nemt ud fra en objektivitetsskala, men de kan til gengæld ikke stå for andet end netop personlige oplevelser.
Det kan ikke være rigtigt, at man har en korrepondent i USA, som ikke kan forholde sig til og inddrage alle de mange problemer, som en nation, hvis hele speedede levevis bygger på et ikke- fornyeligt fossilgrundlag, med enorme og øgende uligheder, med udstrakt fattigdom, med enorme problemer i skole- og sundhedsvæsen, med gigantiske miljøproblemer, med nedslidning af infrastruktur, med store vandproblemer, med gigantiske militærudgifter, med et kæmpe underskud og med de mest riges mildest talt meget udemokratiske magtudøvelse. For blot at nævne nogle ting.
Eller er der tale om to forskellige lande?
I stedet skal vi lægge ører til en slet skjult beundring for en eller anden form for individualistisk, din-egen-lykkes-smed neoliberalisme a la den amerikanske model, mens Europas model for velfungerende velfærdsstater nærmest er at betragte som helvede på Jorden.
Men for hvem?
Men måske er USA et for stort og for kompliceret land at beskrive i korthed. Alle tendenser findes måske, men det er sigende, hvor vægten lægges, når man nu engang har spalteplads.
Denne kommentar er anbefalet af:
Nu kunne jeg jo godt hidse mig op, på vegne af alle de unge og gamle fleksible, kreative, mobile og innovative mennesker her i Danmark.
Men jeg gider ikke.
Denne kommentar er anbefalet af:
Som Annegrethe Rasmussen har skrevet i debatten om et tidligere afsnit af serien, er der tale om en redaktionel beslutning; at brændstoffet skal være Annegrethe Rasmussens egen subjektive oplevelse af forskelle mellem Danmark, USA og Frankrig. Om dette skyldes en realistisk vurdering på redaktionen af, hvad man kan sætte Annegrethe Rasmussen til, eller om det skyldes total mangel på udenrigspolitisk kompetence i redaktionen selv, står hen i det uvisse. Sørgeligt er det i hvert fald, at der ikke kan afsættes midler til analytiske artikler om den amerikanske “budgetkrise” - se Erik Rolfsen Nissens glimrende karakteristik af hvad, det handler om. Det er sandelig godt, man har tid til at gå på internettet og gøre det arbejde, som man ellers forsøger, at betale sig fra ved at abonnere på Information.
Nu, hvor modsætningerne på alle niveauer skærpes på verdensplan, havde Information ellers haft en dejlig niche for den voksende del af bevidste borgere, som søger sammenhæng i modsætningerne og opposition til hovedstrømsfortolkningerne. Men Information er allerede selv en del af denne hovedstrøm. Hvis jeg havde alternativet mellem at vælge et abonnement på Information eller en hurtig internetforbindelse, ville jeg vælge det sidste - uanset hvor lidt tid, jeg havde til at udnytte den. For mig er Information mere og mere en gammel vane, som ikke får nok næring i den daglige avislæsning. Avisens fokus er skævt, niveauet for lavt og man er aldrig foran, men altid bagefter. En avis med Informations sideantal og oplagsstørrelse må, hvis den ønsker at gøre en forskel, prioritere langt mere stramt. Den måde Information forsøger at være asymmetrisk på i forhold til storesøstrene giver ikke en reel forskel. Man skulle tro, at det var konkurrenterne, som lægger Informations redaktionelle linje, så den ikke bliver en konkurrent på andre end de gængse konkurrenceparametre i dagspressen. Uden Ulrik Dahlin, Anton Geist og Jørgen Steen Nielsen ville Information være lige til at afbestille. Det gælder især weekendudgaven, som er brændpunktet i de tilstande, som jeg har postuleret ovenfor.
Der bliver længere og længere imellem, at jeg forsøger at overbevise venner og bekendte om at Information er den mindst ringe. Så længe de udenrigspolitiske korrespondenter vedbliver at være bange for at få jord under neglene, og ikke har de fornødne ressourcer og det fornødne overblik til at etablere en referenceramme, der holder, bliver det i hvert fald heller ikke anderledes.
Daglig læser i fyrre år; af den slags, der brugte 3 dage på at læse gamle aviser op, når han kom fra ferie
Denne kommentar er anbefalet af:
Niels-Holger Nielsen
Men du har da vel læst den anden artikel USA’s forberedelse på bankerot og om vrede vælgere og statistik?
http://www.information.dk/274021
Ja, det har jeg Inger Sundsvald. Den er meget tynd og baggrundsdækningen, som den skulle hvile på er ikke-eksisterende.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Niels-Holger
“Uden Ulrik Dahlin, Anton Geist og Jørgen Steen Nielsen ville Information være lige til at afbestille”.
Helt enig. Informations udenrigsdækning er desværre blevet meget main stream…
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Erik R. Nissen (og alle jer der er enige med ham),
Tak for kommentarerne.
Det er nu ikke fordi, jeg (eller avisens øvrigt udenrigsskribenter) ikke kan forholde os til: ” de mange problemer, som en nation, hvis hele speedede levevis bygger på et ikke- fornyeligt fossilgrundlag, med enorme og øgende uligheder, med udstrakt fattigdom, med enorme problemer i skole- og sundhedsvæsen, med gigantiske miljøproblemer, med nedslidning af infrastruktur, med store vandproblemer, med gigantiske militærudgifter, med et kæmpe underskud og med de mest riges mildest talt meget udemokratiske magtudøvelse. For blot at nævne nogle ting.”
Det gør denne avis uge ud og uge ind i striber af artikler, som jeg håber, I alle læser. Vi skriver mange, mange flere kritiske artikler om USA end personlige rosende klummer.
Men faktisk er du selv inde på svaret, når du skriver:
“Eller er der tale om to forskellige lande?”
For det er jo det, det er. Alt det, du efterlyser, findes i USA. Og alt det, jeg skriver om her i min lille klumme findes også.
Og denne klumme handler altså om det sidste.
Jeg har omkring 20-30 (danske) venner, som enten bor eller har boet USA. Ingen af dem er specielt ubegavede og de har alle blik for alle problemerne, ulighederne og det på mange måder uholdbare i den amerikanske levevis. Men de er ikke desto mindre alle sammen dybt fascinerede af USA samtidig. Af nogle af de ting, jeg nævner, kreativiteten, foretagsomheden, troen på individet og mobiliteten.
Det er også ting, vi har brug for i Danmark. Som Inger Sundsvald rigtigt skriver, så har vi mange unge (og ældre vil jeg gerne tilføje) der er både kreative og opfindsomme. Men vi kan blive bedre.
Og vi kan lære af amerikanerne. De kan også lære af os. En hel masse. Men det er ikke klummens fokus eller budskab.
Og I der ikke kan lide personlige klummer; hvorfor spilde tiden på dem? Avisen er lang og vitaminrig, og fyldt med andet stof. Det er svært for mig at forstå, at man kun ønsker at læse klummer af folk, som man i forvejen er enige med
Jeg bruger selv masser af tid hver eneste dag på at diskutere med og læse/lytte til folk, jeg er rasende uenige med både fra det yderste højre og det yderste venstre. Kun sådan bliver man et menneske med en mere bred (og vil jeg mene dermed mere interessant) horisont.
Kun sådan kommer man videre. Hvis man blot ønsker at lytte til (eller i sin avis læse) folk, der bekræfter ens egne holdninger, ja så kan man billedlig talt jo bare begynde at tale med sig selv …
Forsøget på at proppe mig ned i en eller anden isme eller kasse (neoliberal eller borgerlig eller andet) er dømt til at fejle. For det første er jeg ikke specielt borgerlig. Jeg er først og fremmest åben for diskussion og allergisk over for ekstremisme i alle former. Og var jeg i DK i dag med stemmeret, ville jeg stemme radikalt. Jeg har på det personlige plan nogle pejlelinjer, der handler om en tro på den enkelte men også på en velfærdsstat, der sørger for de svageste og udfordrer de stærkeste uden at gøre dem til klienter. Jeg er uforbederlig internationalist, jeg væmmes over for enhver diskrimination over for etniske, religiøse eller andre minoriteter. Jeg tror den europæiske union er et nyttigt og fredsskabende velstandsprojekt med store problemer, der imidlertid ville være større, hvis landene forfaldt til protektionisme og kampe mod hinanden. Jeg vil til enhver tid kæmpe for åbenhed, ytringsfrihed, lighed og solidaritet med de svageste.
Blandt andet derfor har jeg det svært med islamiske diktaturer eller kommunistiske. Jeg tror overordnet set, at Norden har de lykkeligste mennesker med den bedste samfundsmodel. Men det betyder ikke, at vi ikke kan lære fra andre.
Og det betyder da slet ikke, at jeg ikke kan nyde med hver en fiber at bo i USA.
Var jeg fattig ville jeg hellere bo i Danmark, det er klart.
Men skal det være målestokken på lykke?
Næppe.
alt godt
Annegrethe Rasmussen
PS: Jeg skrev gerne meget længere artikler om gældskrisen (en kommentar til Niels-Holger Nielsens bemærkning om min artikel: “baggrundsdækningen, som den skulle hvile på er ikke-eksisterende.” Desværre er det ikke mig, som styrer længden af artiklerne. Den korte artikel om vreden og statistikken er bestilt af en af denne tråds helte (min gode kollega Jørgen Steen Nielsen). Det vil måske chokere jer at høre, at Jørgen har rost både denne artikel og min øvrige dækning af gældskrisen flere gange i denne uge, hvor han er vikarierende udenrigsredaktør. Det kan jo skyldes, at han kender lidt til vilkårene for at lave avis :-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak for dit svar og fordi du har taget dig tid til at formulere.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kom med mig, Anne-Grethe, næste gang jeg skal til USA, så du kan rejse med til andre dele af USA end dem du møder - andet og mere end det lykkeland du møder fordi du er privligeret. Jeg oplever det modsat fra det du gør, fordi jeg voksede op i Middle America. Da jeg kom til Denmark (i 1980), oplevet jeg for først gang demokratiet, medfølelse og respect for alle mennesker - uanset størrelsen på deres bankbog. Jeg ved godt at meget har ændret sig i Danmark til det værre siden da, men alligevel - USA er ved at gå i op i limningen.
Kære Annegrethe Rasmussen,
Jeg vil gerne takke dig for at have svaret på kommentatorene, men jeg synes ikke dit svar er tilfredsstillende. Du skriver f.eks.:
“Jeg har omkring 20-30 (danske) venner, som enten bor eller har boet USA. Ingen af dem er specielt ubegavede og de har alle blik for alle problemerne, ulighederne og det på mange måder uholdbare i den amerikanske levevis. Men de er ikke desto mindre alle sammen dybt fascinerede af USA samtidig. Af nogle af de ting, jeg nævner, kreativiteten, foretagsomheden, troen på individet og mobiliteten.”
Jeg, som voksede op i USA, synes også at landet er kompleks og at de mange nuancer skal med. Men det er ikke ligegyldigt hvordan de forskellige aspekter vægtes og præsenteres. Det er meget forståeligt at folk er meget fascinerede af amerikanernes tro på mobiliteten, især da mobiliteten i dagens USA er betydelig mindre end den er i de europæiske velfærdsstater. Sandsynligheden for social opstigning er blevet mindre, mens sandsynligheden for social nedstigning er blevet større. Det er dybt fascinerende at troen på mobilitet opad, som mere og mere viser sig at være en myte, kan holdes i live, men er det så ikke din opgave at konfrontere myten med virkeligheden? Er det ikke din opgave at vise hvilke konsekvenser denne mytes opretholdelse har for den politiske debat, og hvis interesser den tjener?
Det er opløftende at høre om en genbo som fik en million dollar i støtte fra sine venner, men hvor mange amerikanerne har råd til at lægge sammen til et sådant beløb? Hvor mange “mand bider hund” historier kan man diske op med før det giver et fuldstændig fortegnet billede af det samfund man forsøger at beskrive? Jeg under dig dine tilsyneladende priviligerede boligforhold og din tilsyneladende højt på strå omgangskreds, men jeg synes også at din journalistik må sætte sig ud over en sådan social indsnævring. En stor del af den amerikanske befolkning mener at USA er i forfald. Hvorfor? Er det ikke vigtigt at have det med?
Og det er ikke korrekt at vi, læserne, får de mere relevante oplysninger om USA andetsteds i bladet. Martin Burchhardts idé om journalistik er at tale med en eller anden universitetsprofessor, helst fra Harvard, og sørge for aldrig at stille kritiske spørgsmål. Og så får vi en gentagelse af dit sociale udsyn, ikke et nødvendigt supplement til det. Vi får journalistik fra magtens og de bedrestilledes perspektiv.
En del fremtrædende amerikanske journalister har beskrevet journalistens opgave som “to speak truth to power”. Jeg ved at du har familie med fire børn, og at du ikke kan overkomme fuldtids undersøgende journalistik. Men mindre kan også gøre det.
Mvh. Philip
Denne kommentar er anbefalet af:
“Give me your tired, your poor, your huddled masses …”
Et andet blik på USA og en anden amerikansk virkelighed er der at finde i dagens kronik “Papirløse latinoer: USA’s nye underklasse”
http://www.information.dk/274091
@Philip C. Stone - din kommentar om journalistens private familieforhold “Jeg ved at du har familie med fire børn, og at du ikke kan overkomme fuldtids undersøgende journalistik. Men mindre kan også gøre det.” er hamrende irrelevant og nedvurderende og hører ikke hjemme i en seriøs diskussion.
De fleste danske ‘folk’ jeg møder herhjemme er ikke imponerede over USA - overhovedet - ser nærmere landet som et skræmmeeksempel på social ulighed med hjemløshed, foodstamps etc.
Og jeg har personligt mange historier om både den ene og den anden side af USA; om en veninde, der på trods af at vokse op i ekstrem fattigdom og misbrug har formået at få en af de bedste uddannelser i landet. Om par i 30erne der er bange for at få børn fordi de ikke kan tjene de enorme summer, det kræver, at sikre dem en god uddannelse. Om USAs desillusionerede venstrefløj, der mener at slaget allerede er tabt.
Jeg savner alligevel USA med hud og hår, og er på vej tilbage igen. Ikke kun fordi jeg som mange andre savner den venlighed og åbenhed, man møder i det offentlige rum, og den følelse af sammenhold, der kan være i et lokalområde. Men fordi jeg føler en positiv opbakning om den, jeg er og det, jeg kan, som jeg sjældent har følt i Danmark. Fordi personligt initiativ og hårdt arbejde værdsættes. Og fordi man føler man har ret til at drømme om store ting.
Højt at flyve, dybt at falde - ja - men hellere det, end ‘at blive ved jorden det tjener os bedst’.
Danmark kan lære meget af USA, og USA af Danmark. Desværre virker det som om, vi indtil videre har mest held med at importere de dårligste ting fra den anden side af Atlanten, og deraf også fokusere på det negative
Denne kommentar er anbefalet af:
@maibritt pedersen
Vedr. mine betragtninger over journalistens familie- og arbejdsforhold: Annegrethe Rasmussen har selv givet udtryk for denne holdning i en tidligere korrespondance med mig. Havde hun ikke gjort det, ville jeg ikke have skrevet det jeg skrev. Det er din første irrelevante bemærkning.
Din anden irrelevante bemærkning, som dækker stort set alt det andet du skriver, er: “jeg har personligt mange historier om både den ene og den anden side af USA”. At man kan finde “historier om både den ene og den anden side af USA” betyder ikke at de to sider er lige vigtige. Hertil kan personlige oplevelser eller forhold ofte blokere for forståelsen af de store sociale sammenhæng, hvad din kommentar er et udmærket eksempel på.
Men en ting er jeg enig med dig i. Danmark har (i de sidste år) importeret de dårligste ting fra USA, ikke de bedste.
Hver gang regeringen bliver konfronteret med at dette eller hint ikke er godt nok, så ”indrømmer” man at alt muligvis ikke er optimalt, og at det naturligvis kan gøres endnu bedre, hvilket man så lover at det bliver.
A.R. indrømmer også at der er mange kreative og opfindsomme her i landet:
”Men vi kan blive bedre.” – En sætning fuld af tomhed.
Den angivelige undertrykkelse her i landet af det frie initiativ og den manglende tro på kreativitet, kan jeg slet ikke få øje på. Men jeg er temmelig tilfreds med, at ikke hvem som helst kan begynde at fremstille hvad som helst i total ”frihed” – f.eks. tilsætte sukker, kemi m.v. til helt almindelige fødevarer og blive rige på ”nye” opfindelser.
Her i landet ved ALLE børn hvordan en tomat ser ud. Det var skræmmende at se en udsendelse med Jamie Oliver på besøg i amerikanske skoler, hvor INGEN børn kendte én eneste grøntsag. Bevar mig vel for den innovation!
Småborgerlig falden på halden og næsegrus beundring for USA. Er det ikke lidt anakronistisk ovenpå alle USAs tabte krige og finanskriser?
Kære debattører,
tak for at notere jer, at jeg svarer (!) - også selv om vi ikke er enige.
Blot en enkelt ting. Jeg er helt enig i, at man (jeg) i de journalistiske artikler skal bredt ud i samfundet. At man skal høre alle røster - ikke bare privilegerede politikere, rige mennesker eller eksperter. Det er lige så vigtigt at beskrive effekten af finanskrisen ved at tale med dem, som mister deres hus, arbejde og sundhedsforsikring, som det er at tale med endnu en politiker. Desværre er det ikke mig, der redigerer avisen, og der er ofte ikke plads til den slags. Jeg har foreslået - i denne uge - at lave netop sådan en artikel. Men har fået afslag. Det er ikke udtryk for uvilje fra redaktørens side, men fordi avisen hellere vil have noget andet på.
Det nævner jeg blot dels for at understrege, at jeg faktisk er enige med jer i at jeres bud på en “anderledes journalistik”, dels for igen at minde jer om, at der er en afgørende forskel på klummer (som er personlige og holdningsbårede) og den journalistik, som findes i resten af avisen. I klummerne kan (og skal) jeg ikke gøre andet end at skrive med et personligt udgangspunkt- I kan så være uenige med mig eller irriterede over at høre historier fra min dagligdag i klummerne (mit forslag: læs dem ikke, hvis I ikke synes, I kan lære noget eller blive inspireret til at tænke over emnet). I min journalistik er jeg altid åben over for at tage til andre møder, tale med andre mennesker eller se tingene et andet sted fra.
Derfor er I altid velkomne til at sende mig forslag til mennesker, der fortjener at blive hørt i avisen eller synspunkter, I synes er underbelyst.
alt godt
Annegrethe
PS. Jeg erindrer ikke at have brugt min fire børn som undskyldning for ikke at ville lave undersøgende journalistik. Men det er pga dem, at jeg ikke rejser så meget rundt i USA, som jeg gerne ville. Det bliver ikke lettere af at jeg for første gang i seks år just har besluttet ikke at hyre den i dette selskab så udskældte au-pair i år. Så nu hænger jeg på dem helt selv :-)
Derfor forbliver mit fokus nok Det Hvide Hus og omegn i det meste af tiden. Jeg vil dog forsøge at lave nogle reportagerejser på til præsidentvalget, hvor jeg har bedt min mand om at tage fri nogle dage/uger. I øvrigt har avisen jo en anden USA-korrespondent, som I alle ved. Martin Burcharth, som er avisens “hovedkorrespondent”. Jeg er blot nummer to.
Denne kommentar er anbefalet af:
at jeg faktisk er enig med jer - ikke “enige” …
En hurtig bekendelse. Jeg har checket min korrespondance med Annegrethe Rasmussen og fundet at min bemærkning vedr. undersøgende journalistik var forkert. Det må jeg så beklage, og jeg skulle have kigget inden jeg skrev. (Jeg vil ikke have kaldt de fire børn en undskyldning, men en forklaring.)
Jeg vil straks følge opfordringen til at komme med nogle forslag til historier om USA.
Tidsskriftet The Nation har reporteret om et hemmeligt samarbejde, ALEC, mellem lovgivere og erhvervslivet, som har som formål at udarbejde modellove som tjener erhvervslivets interesser. NPRs Fresh Air har haft et interview med The Nations John Nichols og et andet med ALECs formand.
Forleden dag kunne man læse om en rapport fra Pew Research Center, som dokumenterede at hvide amerikanere i dag var 18
gange rigere end latinoer og 20 gange rigere end sorte. Rapporten blev diskuteret i dag i NPRs Diane Rehm Show: America’s Widening Wealth Gap.
New Yorks borgmester har for nylig givet $50 million til Sierra Club for at støtte Beyond Coal, kampen mod kulkraft. Indtil videre er det lykkedes at stoppe 153 planlagte kulkraftværker. Desuden er EPA på vej med nye regler som vil medføre lukningen af en del af de eksisterende værker. Bloombergs initiativ har fået vidt omtale i USA og er også blevet omtalt i bl.a. det britiske Guardian. Det er en af de smukke, positive historier fra USA som jeg gerne ser i Information.
En anden af de historier som viser det bedste ved USA drejer sig om Tim De Christopher, en klimaaktivist som er blevet dømt to års fængsel for civil ulydighed. Også denne historie har fået stor omtale.
Hvis man i et svagt øjeblik tænker på sin egen følelse af lykke og glæde i livet, så ér det åbenbart for meget for en del af Informatíons faste læserskare. Og særligt problematisk bliver det naturligvis, når vi taler om USA.
Annegrethe Rasmussens smukke beskrivelse af en amerikanske virkelighed, som hun holder så meget af, kan jeg helt tilslutte mig efter selv at have boet og arbejdet i New York og Albany i seks år. Jeg har oplevet en utrolig positiv imødekommenhed og hjælpsomhed i den amerikanske befolkning, en ægte lyst til at hjælpe en på vej ind i sociale sammenhænge og en oprigtig nysgerrighed, og samtidig har jeg i arbejdssammenhænge mødt en drivkraft nærmest uden sidestykke, og som er så smittende. Den nemme adgang til fri, rå og smukt uberørt natur har gjort et indtryk så overraskende usletteligt på mig, at jeg stadig smiler, når jeg tænker på mange fantastiske ture.
Og jo, USA har bestemt sine markante skyggesider - præcis som spalterne her på avisen også flittigt giver indtryk af, at Danmark har det; og jeg har set mange af de skyggesider begge steder. Men det ændrer intet ved, at USA på mange måder også er et helt fantastisk sted at leve.
Jeg følte ved hjemkomsten hertil netop velfærdsstatens sugen-meget-af-meningen-med-livet-ud, og ofte konstaterer jeg, at mange i realiteten agerer efter, at det ikke kan betale sig at løbe en risiko, fordi man oftest har et behageligt, statsligt finansieret alternativ i ryggen. Der lægges en dæmper på folk, som bestemt ikke bare er positiv.
Tak til Annegrethe Rasmussen for en god og positiv læseoplevelse. Den bragte gode minder frem.
Jeg kunne godt tænke mig, at avisen fik lavet et kritisk interview med Richard Heinberg fra PCI (Post Carbon Institute).