Der er et spørgsmål, som bliver ved med at dukke op hos mig, og nu lufter jeg det. Er dårlige læsere i virkeligheden et større problem end dårlige bøger? Jeg tænker her på dårlige voksne læsere på samme måde, som man taler om, at skolebørn er dårlige læsere. Er det dårlige læsekundskaber, der giver Politikens Forlags regnedrenge og -piger grund til optimisme?

Tue Andersen Nexø skrev i Information den 10. marts i år om uopmærksomhedens æstetik og nævnte romaner af Jakob Ejersbo, Christian Jungersen og Hanne-Vibeke Holst, som, fordi de læses uopmærksomt, ikke bare er blevet publikumsdarlinger, men også har opnået en pæn portion kritikeranerkendelse. Det sidste dér kan jeg ikke forestille mig, at svenske Louise Boije af Gennäs’ Højere end alle himle vil få, men jeg havde heller ikke drømt om, at Bettina Heltberg ville elske Isabel Allendes Portræt i sepia, da den udkom. Jeg var grøn i 2001, og Heltberg lurede mig, fordi hun blot slækkede på kravene og derved kunne udråbe Allendes roman til at være »Triviallitteratur når den er bedst«.

Her i marts karakteriserede Tue Andersen Nexø bestsellerens poetik bl.a. som sådan: Den er lang, overordentlig lang, og så er bestsellerens virkelighed ikke erfaringsbaseret, men baseret på f.eks. tv-mediets fremstillinger af virkeligheden. Det kan virke forvirrende, at svage læsere skulle foretrække tykke bøger, men en roman som Højere end alle himle er jo ikke svær at læse (kun svær at sluge, hvis man læser den opmærksomt), og så giver 538 sider køberen indtryk af at få noget for pengene.

Et biprodukt

I Højere end alle himle er det især amerikanske tv-serier som How I met your mother og Friends, forfatteren efterligner. New York er det ikke, bare Stockholm, og det er næsten lidt sødt.

Tv-seriens obligatorisk meget sammensatte vennegruppe består i en light Stockholmsudgave af bestsellerforfatter Sanna og hendes børsmægler Victor (glamour), psykolog Pella og miljøarbejder Stefan (jordforbindelse, børn og retter med rodfrugter), ministerieansatte Jalle (homoislæt og partystemning) og skuespiller Liv (singleproblematik og naturlig skønhed).

Til forskel fra virkelighedens verdens ret homogene vennegrupper, hvor lærere bliver venner med andre lærere, revisorere med andre revisorere, er der i denne type fiktive arrangementer så mange (stereo)typer med som muligt. Jeg har en klar fornemmelse af, at Louise Boije af Gennäs ikke har skænket romanens persongalleri en eneste kritisk tanke. Hun har bare set tv, og her er biproduktet.

At forfatteren ikke har tænkt sig om, betyder også, at bestemte befolkningsgrupper børn og bøsser placeres i fiktionen som pynt i den øvre middelklasses ellers ret kedelige selskab. På samme måde som velkomstdrinken får de snakken til at glide nemmere, de er ærlige og kærlige, klædeligt naive og selvfølgelig pæne at se på.

Hvis man skal interessere sig for indholdet i Højere end alle himle, så skal man synes, at det er interessant at få vendt 11. september 2001 igen. Og igen på tv-måden, men breaking news er jo for længst forbi.

Tiden, der er gået siden 2001 ignoreres totalt, og vi får bare en gruppe fiktive stockholmeres ret banale synspunkter og diskussion. Oven i købet i samme åndedræt som problemstillingen ‘købe fritidshus i Falsterbo versus gård i Småland’ rundes. Sidstnævnte diskussion med væsentlig flere nuancer end i tilfældet terrorangreb. Det er jo ikke fordi, jeg mistænker forfatteren for manglende respekt for de stakkels new yorkere, der oplevede 11. september, men det kommer jo til at fremstå sådan. Alene fordi forfatteren ikke er kritisk over for sin egen reproduktion af amerikansk tv-produktion. Hun skulle tage og læse Tue Andersen Nexøs artikel opmærksomt.

 

 

Louise Boije af Gennäs: ‘Højere end alle himle’. Roman. Oversat fra svensk af Dorthe Nors. 538 sider, 300 kr. Politikens Forlag