Opslag til denne artikel

Emneord:sprog
Steder:Danmark

I 1859 blev sangen »Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang.« skrevet under indtryk af sprogstridighederne i Sønderjylland, hvor det danske mindretal i Nordslesvig krævede retten til at tale dansk.

Det er lige før, at jeg på lignende vis hjemme hos os også må kræve retten til at udtrykke mig på modersmålet. I hvert fald bekymrer det mig, at mine tre teenagedrenge bruger mange engelske ord og udtryk, og jeg kan få den tanke, at det danske sprog er truet.

Og for at gøre det hele lidt mere kompliceret, så bekymrer det mig også, at jeg bekymrer mig … Jeg mener, som gammel venstreorienteret burde jeg vel være højt hævet over nationalkvababbelse? Men hvis nu dansk er truet …?

Men et sprog er ikke truet, hvis børnene lærer at tale det.

»Derfor er dansk ikke truet, fordi alle børn her i landet jo lærer dansk,« siger sprogeksperten og journalisten Ole Stig Andersen.

Den meget korte version af Ole Stig Andersens synspunkt er, at min trang til bekymring kun viser, at jeg er ved at blive gammel:

»Det er typisk for den ældre generation at mene sådan,« siger Ole Stig Andersen, der selv er endnu ældre.

»Sprog er i høj grad et generationsfænomen lige som tøj, musik og madvarer. Man føler sig mest tryg inden for nogle specielle rammer,« tilføjer Ole Stig Andersen og nævner et ord som »nederen« eller forstærkerudtrykket »herre-«:

»I min alder vil jeg kun kunne bruge de ord, hvis jeg sætter dem i gåseøjne,« forklarer han.

»For den enkelte er sprog det sprog, vi er vokset op med, og som vores erindringer er bygget op af,« siger han.

Men selv om dansk ikke er direkte truet, er modersmålet så alligevel en lille smule i fare? Bør vi samles igen på Skamlingsbanken og råbe vagt i gevær? Til det ved Ole Stig Andersen ikke rigtig, hvad han skal svare:

»Selvfølgelig har engelsk skiftet status, siden jeg var dreng. Dengang var engelsk et fremmedsprog, som næsten ikke fandtes i omgivelserne. Jo, der var nogle chokoladebarer, der havde engelske navne, men det var så det. I dag har børn engelsk allerede, mens de er i mors mave. Overalt strømmer det ud med engelsk, og vi er stort set alle sammen rimelig gode til det. Endda er det sådan inden for visse sektorer, at dansk falder helt bort og erstattes af engelsk. For børn i dag er engelsk et andetsprog, men ikke længere et fremmedsprog.«

Welcome mr. Swanson

Mine tre teenagedrenge synes, at engelske ord er sejere end dansk, og at der er ting, som bedre kan udtrykkes med engelske ord.

»Så man kan da godt sige, at engelsk er en trussel mod dansk, men i så fald er det en trussel, man ikke kun ser her i landet. Det er en dramatisk udvikling, som ses over hele verden, men som måske opleves særligt dramatisk her i Nordeuropa,« fortsætter Ole Stig Andersen.

Sprogbekymrede taler i den forbindelse ofte om såkaldte ‘domænetab’, hvor et sprog fordrives fra et funktionsområde. Som et eksempel nævner Ole Stig Andersen den fælles nordiske sprogforståelse.

»Det har altid givet en særlig nordisk samhørighed, at svenskere, nordmænd og danskere kunne forstå hinanden indbyrdes, fordi de tre sprog ligger så tæt op ad hinanden. Men denne fælles nordiske forståelse er truet af, at vi alle sammen i dag er bedre til engelsk end til de øvrige nordiske sprog.«

Ingen ved deres fulde fem vil i dag sige, at børn og unge skal blive dårligere til engelsk. Tværtimod er alle enige om, at hvis danskerne skal klare sig i fremtidens globaliserede verden, må de kunne tale engelsk helst så tidligt som muligt.

»Sprog er en fleksibel størrelse, som hele tiden forandrer sig. Så der vil i fremtiden komme en masse engelske udtryk ind i det sprog, som vi taler herhjemme, men efter min mening er det en kamp mod vejrmøller at gå imod det, fordi det finder sted overalt i brudfladen mellem engelsk og dansk,« siger Ole Stig Andersen.

Han langer ud efter flere af de forestillinger, som omgiver sproget: Hvorfor gibber det i nogen, hver gang de ser forkert stavede ord?

Oprøres af trykfejl

»Sprogkorrekseri er en international udbredt sygdom. Når folk støder på deres yndlingsfejl om det nu er forkert skelnen mellem ham/han, sin/hans, ligger/lægger så tror de straks, at sproget går rabundus, men dybest set er det jo ligegyldigt, så hvorfor går det folk sådan på? Hvorfor retter folk stavefejl i deres egne dosmersedler, hvor ingen andre nogen sinde kommer til at se, om man har skrevet jogurt eller yoghurt,« spørger Ole Stig Andersen, der peger på, at udviklingen af sociale medier har betydet en eksplosion i mængden af skrift og i hvem, der skriver.

»Før i tiden var det sådan, at store dele af befolkningen stort set aldrig fik rørt en blyant, efter de var gået ud af skolen. I dag har alle et fo-rum, hvor de kan henvende sig til hele verden, hvis de vil, så teknologien har gjort alle til skrivere.«

Ifølge Ole Stig Andersen er det »en fantastisk udvikling«, som han dog »ikke har fantasi til at forestille sig.«

Er det særlig en opgave for venstreorienterede at være opmærksomme, hvis engelsk langsomt æder dansk op indefra?

»Det kan jeg ikke svare på. Der er vel en 15-20 mere vigtige emner, man hellere må spekulere over, f.eks. fattigdom, sult, krig … Når du spørger på den måde, bliver perspektivet let for stort. Men da sprog er mit fag, er mit svar selvfølgelig, at det er vigtigt,« siger Ole Stig Andersen og tilføjer:

»Men jeg er ikke purist, altså tilhænger af renheden i sproget, og jeg er ligeglad med, hvor ordene kommer fra. Jeg ville f.eks. ikke oversætte det indianske ord ‘tomahawk’ til det gamle danske ord ‘stridsøkse’. Det historiske tab er jeg kort sagt ligeglad med men jeg er ikke ligeglad med, om folk forstår hinanden.«