DET GÅR TJEPT, Det Arabiske Forår meget skal nås før ramadanen, muslimers hellige fastemåned, hvor ro plejer at sænke sig til en komalignende tilstand, indledes om en lille uge. William Hague, den britiske udenrigsminister, blev så at sige overhalet af sig selv, da han forleden tilsluttede sig det franske forslag om, at oberst Gaddafi kan forblive i Libyen uden strafansvar mod at træde frivilligt af. Franskmændenes forslag lænede sig op ad et ‘tilbud’ fra oprørerne, der allerede var udløbet, da Hague sagde god for det, hvorefter han og David Cameron, udviste Gaddafis diplomater og konfiskerede familiediktaturets indestående i de britiske banker på 150 mio. dollars (eller 91 mio. pund), altså rundt regnet trekvart milliard i dansk valuta. Behændigt og desuden besparende Libyens penge vil nu finansiere oprørernes såkaldte nationale overgangsråd, der fra i går er anerkendt diplomatisk i London og Paris, og som har lovet at kæmpe videre i august i strid med ramadanens kutyme for religiøs fordybelse.
Hvad ligner det? Det ligner de indledende manøvrer til en NATO-landkrig mod den bizarre oberst, som vil være eneste udvej, hvis han skal væk inden for en overskuelig fremtid.
Tempoet er også skruet op i Palæstina. Endnu mens medieanalytikere tyggede på de politiske fordele og ulemper ved PLO-leder Mahmoud Abbas’ beslutning om at søge FN-anerkendelse af hans palæstinensiske hjemmestyre, gik han ud med en opfordring til de unge om ‘fredelige tilkendegivelser’ en omskrivning af opfordring til en tredje intifada, der i voldeligt vanvid ikke vil stå tilbage for de to første. Abbas har indset, at FN-anerkendelse ikke har nogen gang på jorden uden USA’s støtte, og spiller nu det globale pr-kort, der igen-igen vil udstille Israel som brutal undertrykker. Om Abbas indregner ramadanens effekt af på én gang vækkelse og pirrelighed det er ikke sjovt at tørste i 35 graders varme kan man gisne om, men fasteperioden vil under alle omstændigheder virke mobiliserende.
HVILKET BRINGER OS til Syrien, hvor oppositionen har bebudet ‘hver dag en fredag’ i ramadanen. Syrien er en central aktør i Det Arabiske Forår, eftersom udgangen på den igangværende opstand der foreløbig har kostet ca. 1.500 dødsofre og arrestationer af skønsmæssig 15.000, hvoraf der ikke er spor af små 3.000, som det fremgår af dagens avis bliver afgørende for regionens politiske fremtid: Irans, Libanons og Israels og på sigt Golfen.
Bashar al-Assads sektrelaterede mindretalsstyre har erkendt, at revolten er kommet for at blive, og har reageret med såvel stok som gulerod. Stokken har travlt. Aktivister henrettes i ‘målrettede drab’ (efter israelsk model), og næppe en dag forløber uden melding om sammenstød med dødelig udgang, som i den statslige mediepropaganda skyldes ‘væbnede bander’. Så sent som i går kunne SANA nyhedsbureau triumferende meddele, at alle 11.000 flygtninge i tyrkiske teltlejre nu er vendt tilbage til deres hjem i Jisr al-Shuhour i Idlib-provinsen. Da Bashars sikkerhedsstyrker for en måned siden stormede byen (i regimets optik: Da ‘væbnede bander’ terroriserede), og Idlib-beboerne tog spurten for at redde sig, forklarede det syriske informationsministeriums talskvinde på klassisk ‘Komiske Ali’-manér, at de ‘besøgte familiemedlemmer’ i Tyrkiet. Hun er nu fyret. Selv i Baath-hovedkvarterets ‘Sandhedens Palads’ i Damaskus kan man være for dum.
Guleroden er ‘reformer’, men den er uden farve, saft og kraft. Al-Assad indledte med at ophæve den forhadte undtagelsestilstand, der havde været i kraft siden 1963(!),men fortsatte med at arrestere oppositionsaktivister og dræbe demonstranter. Tirsdag kom så et forslag til en ny valglov, der skal åbne for flerpartisystem med ‘gennemsigtighed’ og ‘hemmelig afstemningsprocedure’. Oppositionen afviser forslaget som ‘en joke’, da det på forhånd udelukker partier baseret på religion, stamme, regionalt tilhørsforhold og faglige organisationer. Det Muslimske Broderskab kan ikke stille op, kurderne i nordøst ej heller, med ‘faglige’ menes kommunister, og desuden er forfatningens artikel 8, der gør Bashars Baath-parti til ‘ledende’, ikke fjernet.
Men ‘reform’-forslaget har virket efter hensigten. Kina og Rusland artikulerer hver uge stigende støtte til regimet. Iran støtter det økonomisk og praktisk i form af rådgivning og efterretningssamarbejde. Tyrkerne er tavse efter, at Recep Tayyip Erdogan har vundet sit valg, om end de tillader oppositionen at mødes i Istanbul. Vesten Saudi-Arabien, USA, Frankrig og Storbritannien er henholdende trods støtteerklæringer til oppositionen. Bashars landsknægte er stadig diplomatisk grata så vist som Vesten, herunder såmænd også Danmark, bevarer de diplomatiske forbindelser. Forskellen på Syrien og Libyen er både økonomisk og politisk der er ikke megen olie i Syrien, men der er masser af regional politisk indflydelse.
Det bliver et meget langt forår. Måske så langt, at vi vil se den forsømte sommer.e.
Kommentarer
Ud over at artiklen er dybt tendentiøs (“bizarre” oberst?), så er den også direkte ignorant.
Grunden til, at Syrien støttes af Iran og Rusland er, at begge har massive interesser i landet. Iran behøver Syrien for at kunne true Israel gennem Hizbollah. Mister Iran Syrien, så vil det også miste Hizbollahs slagkraft. Syrien er transitland for Iran’s forsyningslinjer til Hizbollah.
Rusland har sin eneste middelhavsflådebase i Syrien. Hvis Rusland mister den, vil landet effektivt være inddæmmet i sortehavet, hvad USA gerne ser.
Derfor er det flintrende ligegyldigt hvad præteksten for disse lande er, de vil støtte Syrien uanset hvad. Og skulle jeg gætte, er begge lande sikkert repræsenteret i Syrien allerede - ligesom iøvrigt adskillige vestlige efterretningstjenester.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvordan kan det være, at Informations udenrigsartikler ikke kommer virkelig i dybden?
Jeg så gerne, at man var mere neutral i sin rapporteren, istedet for altid at tage udgangspunkt i vestligt perspektiv og med vestlige normer.
Dertil så jeg gerne, at udenrigssager blev sat ind i deres rette geopolitiske sammenhæng - hvor alle motivationer bliver klarlagt - også vestens.
Det er meget fortegnet, når Gaddafi afskrives som en “bizar oberst”, uden at komme i dybden med, hvad der virkelig foregår. F.eks. hvordan Gaddafi har budt den vestlige imperialisme trods, ved at arbejde for afrikansk uafhængighed. Ved at han har oprettet sin egen uafhængige nationalbank, og at han handler olie i en anden valuta end dollaren - hvilket er en dødssynd imod imperiet. Hvordan han har åbnet sit land for Kinas investeringer, og dermed er på den “forkerte” side (set fra vestligt synspunkt) i den kolde krig, som lige nu pågår i Afrika mellem Kina og USA.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg husker stadig, hvordan oprøreret i Libyen i en artikel her i Informationen inden Nato-bombadementet blev udlagt som en folkelig opstand imod USA´s hegemoni i regionen og Gaddafi som “endnu en vestlig lakaj”. Nu hvor Nato er rykket ind på den anden side, er den slags røster forstummet. Gaddafi er nu blevet en regulær folkehelt i den anti-vestlige optik. En moderne Gandhi, Mother Teresa, komplet med alternativt økonomisk system og det hele, og på den rigtige side af historien som Kinas stedfortræder i et nyt scramble for Africa.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg ved nu ikke om Gaddafi ligefrem er en “Gandhi” eller en “Mother Teresa”, det er nok at gå over i den modsatte grøft.
Og så laver man jo netop den samme fejl igen, at være partisk, og det hører ingen steder hjemme i journalistik.
Udenrigspolitik er idag uden for demokratiets kontrol, og det er det til dels fordi oplysningen af befolkningen er mangelfuld, for ikke at sige direkte falsk og manipulerende i mange tilfælde - med andre ord propaganderende.
Hvis verden nogensinde skal blive et bedre sted, så må vi have vækket demokratiet til dåd. Nok er det mindre handlekraftigt, men til gengæld træffes der bedre beslutninger for vores alles bedste.
Men alle beslutninger i et demokrati bygger på en oplyst befolkning. Uden en sådan fungerer demokratiet simpelthen ikke.
Og man får altså ikke en oplyst befolkning af tendendiøs journalistik, med afskrivning af hele den ene part i en konflikt som “bizar”, og man kan ikke forvente at en befolkning oplyses af en total udeladelse af det større geo-politiske billede, som konflikten indgår i, samt fortielse den ene sides rolle, bare fordi man tilfældigvis sympatiserer med denne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Gaddaffi ER squ da, alt andet lige, bizar, set med vesteuropæsike briller, med sin kvindelige garde, påfaldende beklædning og opførsel i det hele taget. Hvorfor tage sådan på vej over det udtryk? Jeg synes artiklen er meget oplysende og det synes jeg for resten og Anders Andkjærs kommentarer er. Men tendentiøs? Det kan jeg ikke få øje på, fokus ligger bare et andet sted, nemlig på at forklare hvordan livet udspiller sig i regionen og hvilke implikationer de vestlige tiltag har, tror jeg. Alt i alt en meget oplysende artikel - og tråd.
Er alle fremmede kulturer ikke “bizarre”, set ud fra ens egen kultur’s normer?
Et folk render rundt i arabien med håndklæder omkring hovedet og rider rundt på puklede dyr i ørkenen. De lægger sig ned 3 gange om dagen og bukker i samme retning, mens en metallisk stemme skratter ud over byen i noget der må lyde som kattejammer for ikke-indfødte i kulturen.
Og de ser sikkert os som lige så bizarre.
“Udenrigspolitik er idag uden for demokratiets kontrol, og det er det til dels fordi oplysningen af befolkningen er mangelfuld, for ikke at sige direkte falsk og manipulerende i mange tilfælde - med andre ord propaganderende.”
Spørgsmålet er om det nogensinde har været bedre.
I forbindelse med Irak, Afganistan (Både støtten til og krigen imod mujahedin), Balkan fortsæt selv listen bagud, var det sjældent de bagvedliggende årsager som kommer frem i de oficielle erklæringer.
Det beskæmmende er i virkeligheden ikke hykleriet, det burde vi ærlig talt være vænnet til, men derimod at de virkelige årsager sjældent blever beskrevet i medierne, som bruger alle kræfterne på at ‘afsløre’ hulheden i de officille forklaringer.
Herregud !!
De færreste begavede mennsker tror på at noget land baserer sin udenrigs- og sikkerhedspolitik på idealisme og omsorg for andre.
Både Rusland, Kina, USA og de europæiske (eks)stormagter plejer egne og kun egne interesser på det punkt.
I udenrigspolitik har man ingen venner, kun interesser.
Lad os få nogle dybdegående artikler om det.
Hykleriet kan vi sq godt selv gennemskue.
Der er en meget velinformeret artikel på Press-tv:
“Syria in the throes of religious war.”
http://www.presstv.ir/detail/190923.html
Salafisterne og det Muslimske Broderskab har iværksat væbnede overfald, drab på politi og militær, og gidseltagninger, hvilket får hæren til at skride ind.
En anden på:
http://www.presstv.ir/detail/190807.html
Man må være klar over at oplysningerne kommer fra to sider.
Når byen Homs bliver “renset for terrorister” hedder det fra den anden side “at slå ned på oppositionelle”.
Her er en artikel af eksperten William Polk, som kender områder og taler sprogene.
Han kender Mellemøsten fra udstationering i området, taler sprogene og har erfaringer som går tilbage til Kennedytiden.
http://www.williampolk.com/pdf/2011/Libya.pdf
Han har en helt anden historie at fortælle end Lasse Ellegaard og en meget oplysende beskrivelse af Gaddafi og Libyen, som viser de reelle (magt)forhold og udviklingen i disse siden libyernes terrorkrig mod kolonisterne og deres lakajer i form af en konge for mange år siden.