Glemte, gyldne dråber

Det er naturligvis dejligt, når variation og fornyelse giver plads til mere afveksling i den afmålte hverdagsnydelse, som en øl trods alt oftest bør være. Men desværre har den danske ølrevolution kostet et offer: den danske guldøl.

Guldøl er faktisk slet ikke en specifik øltype, men derimod en gruppebetegnelse for halvstærke, klart filtrerede, undergærede øl med tydeligt syrlig aromahumle og en læskende dråbe. Det kan være af typen pilsner, dortmunder eller lys bock, men fælles for dem alle er, at de tilbyder en luksuriøs variation over hverdagsøllen. Der er altså ikke tale om vild avantgardekunst eller opfindsomt kunsthåndværk, men derimod noget så umoderne som det diskrete håndværks stilfærdige og pålidelige kvalitet. Balance og harmoni er alfa og omega, og enhver vild leg på stuen vil prompte medføre skammekrog og mistede playstationprivilegier.

Tag ikke fejl: Den danske guldøl findes skam stadig; ja, der er endog flere på markedet end for 10 år siden. Men i det store billede drukner den i de oprørte have af chokoladestout og spontangærede havreøl, for slet ikke at nævne den allestedsnærværende IPA. Og det er en skam, så her slår vi nu et slag for guldøllen og smager et par af dem, som trods alt findes.

Humlefryd

Et af de mest seriøse, men også mere konservative af de yngre danske bryggerier, er Skands i Brøndby. På programmet har de længe haft en helt traditionel guldøl, Humlefryd, og det sidste par år har den også eksisteret i en økologisk variant, Økofryd. Det er en let, svalende, behagelig og forsigtig luksuspilsner med et umiskendeligt kvalitetsindtryk. Den byder på en ganske pæn portion frisk syrlighed, hvilket man ofte kan savne hos mindre bryggerier, og runder oplevelsen af med en afdæmpet, men afbalanceret eftersmag. For en gangs skyld er her en øl, som er brygget til et formål, og som ikke prøver at være mere end dette; hvor befriende! Humlefryd er en fremragende øl, men dens økologiske fætter er næsten endnu bedre.

Spænder ben

Hr. Hansen pilsner fra Det Lille Bryggeri bliver markedsført som en luksuriøs pilsner med en veltilrettet maltprofil og hele tre omgange tørhumle. En så arbejdskrævende proces kræver selvfølgelig respekt, men desværre ender det med at overdøve selve øllen. Særligt den amerikanske humle, cascade, som har en utrolig karakteristisk smag og duft, stjæler billedet, og efterlader indtrykket af en øl, hvor inspiration spænder ben for tradition. Og det er en skam, for på eftersmagen kan man fornemme, at det faktisk er en helt god bryg; en god syrebalance og afrundet maltnuance. Men vil man konkurrere med de mange fremragende amerikanske lagers, så skal man absolut gøre det helhjertet.

De kongelige slesvigske kyllingeslagterier, også kaldet De 5 Gaarde, har et helt stilrent bud på en dansk guldøl: Didrik. Den er velafbalanceret, mild, læskende, glat og … nåh ja: røvkedelig. Simpelthen. Der er ikke en finger at sætte på produktet, bortset fra at den måske er lidt for fad (mon lagringen har været en uge for kort?), men det er netop dens problem: De små fine nuancer, som skulle skille den fra bællebajere, er for utydelige, og så bliver det bare til en af dem. Og dertil er den alt for stærk.

Men måske er det irrelevant, om vi laver guldøl i Danmark; måske laver de dem i udlandet? Hollandske Christoffel gør i al fald, og en god en af slagsen endda. En stor, men simpel blomsterbuket møder næsen, og smagen er den helt rette kombination af syrlige blade, banan og en veldoceret, uprætentiøs humle. Eftersmagen er dejligt tør og spids, som det sig hør og bør hos en stærk pilsner, og skumkronen er virkelig flot. Et ubetinget flot produkt, der skaber håb om den danske guldøls fremtid i udlandet.