I nogle ungdomsmiljøer er kartofler blevet til et øgenavn for nordmænd. Kartoffel er faktisk et venligere udtryk end paki, fejlfarve eller neger. Det er en sarkastisk, men omsorgsfuld betegnelse. For en kartoffel er ikke ond. Han følger reglerne. Kartoflen er uskadelig, naiv, etnocentrisk og så naiv og velopdragen, at han er en smule virkelighedsfjern.
Anders Behring Breivik (ABB) var en Ole Kartoffel, som blev terrorist. Ifølge ABB selv blev han som ung kaldt kartoffel af sine pakistanske venner. Han var en kartoffel, der i en periode levede under bandens beskyttelse. En kartoffel, der udviklede sig til et uhyre. Hvorfor?
Både nordmænd og indvandrere er lettede over, at det ikke var islamisk terror, landet blev angrebet af. Så ville vi alle have frygtet voldelige højreekstremister på hvert et gadehjørne. Breiviks enmandskrig har ført til det modsatte, forbrødring mellem indvandrere og nordmænd. Det var det sidste, han ønskede.
Vi er lettede, fordi han var norsk. Denne lettelse bør bekymre os meget mere, end den gør. Det er her, vores sande sårbarhed ligger. Under overfladen, under appellerne, under det farverige fællesskab må vi ikke holde op med at stille os kritisk an over for alt, som skaber utryghed. Uanset hvilken side det kommer fra.
Også venstrefløjen har forstået, at jihadisterne er lige så farlige for muslimer som for samfundet generelt. For de er de første til at hidse den ekstreme højrefløj op, de taler nemlig samme sprog. Som Kåre Willoch (tidligere norsk statsminister, red.) har sagt: Lige så lidt som Breivik repræsenterer nordmændene, repræsenterer en terrorist sit folk.
Den 11. september 2001 skabte ikke bare frygt for muslimer. Vi må vi ikke glemme, at mange muslimske ledere blev tvunget til at se ind i sig selv. De var nødt til at se, hvordan deres foragt over for vestlige værdier gav næring til en ‘højreekstrem’ islamisme blandt unge muslimer og skabte utryghed blandt ikke-muslimer. Debatten var helt nødvendig for at stoppe rekrutteringen til vold og for at skabe lighed og åbenhed i de mere konservative minoritetsgrupper, der fik deres faldne: bandeskyderier, kriminalitet, æresdrab og tvangsægteskaber.
Den nye feminisme udfordrede mødrene til at søge ligestilling, så de kunne være en del af det samfund, som deres børn vokser op i. For far og mor kender ikke gadens lov i dette samfund. Det nye Norge. De unge, der nu er blevet voksne. De unge, der tilhører ABB’s generation.
Fælles erfaringer
Vi, der i årevis har forsøgt at sætte det multietniske samfund på dagsordenen, har været nødt til at være forsigtige på to fronter: den hvide nationalchauvinisme og jihadisternes trusler om vold. Også voldelig, politisk islam er højreekstremisme.
Når vi læser ABB’s tankegods, så ved vi, at de kendsgerninger, som han på sin forskruede vis henviser til og bruger til at retfærdiggøre sit had, er delvist baseret på vores fælles erfaringer. Vi, som er vokset op i et multietnisk Norge.
Derfor er det farligt. Derfor vover de højreradikale på kvalmende vis at lovprise ABB’s ideer, selv om de tager afstand fra vold. De anerkender ikke, at der en sammenhæng mellem en ideologi og dens konsekvenser.
Terrorisme tvinger os til at se dyret, som bor i mennesket, i øjnene. Det uhyre, som er vågnet op i alle historiske epoker og i alle dele af verden. Det uhyre, der ligger latent i menneskesindet, hvis ikke det bliver vækket. Det forvandler ideologi til vold, politisk kamp til selvudslettelse og frygt til forbrydelser mod menneskeheden.
Dette dyr kender ikke til religiøse, kulturelle eller etniske grænser. Vi er nødt til at se det i øjnene, mens vi stadig bearbejder sorgen, chokket og traumet. Derfor må vi aldrig igen blive chokeret over, at uhyret kan vågne i en blåøjet, lyshåret knægt fra den vestlige del af Oslo. Det er sket før, og det kan ske igen. Hvis man dæmoniserer en fjende for meget, vil man aldrig kunne forstå ham. Og hvis man ikke forstår ham, kan man aldrig bekæmpe ham.
Kartoffel eller korsfarer
Enhver tid og enhver generation må arbejde på at kunne erkende, hvad der giver dette dyr næring. Mens vi nu kigger på islamofobernes retorik for at forstå, hvad der kunne føre til så meget had, at de begår terror mod deres egne, er der et andet spørgsmål, som også bør stilles: Hvem er den norske mand i det nye Norge? Ham, der føler, at han ikke kan beskytte sin egen ære. Fra drengebanden til den voksne ideolog og forkvaklede kriger? Er han Ole Kartoffel, eller er han korsfareren Sigurd Jorsalfar? På samme måde som drenge, der flirter med politisk islam, spørger sig selv: »Skal jeg være ‘Osama bin Laden’ eller en diskrimineret, fremmedgjort slave i et vestligt land?«
Sådanne spidsformuleringer bruges af voksne ideologer, der benytter sig af unge identitetsløse mænd i deres krig.
Kunne det ske for min bror? Det var det spørgsmål, som den norske terrorismeforsker Laila Bokhari stillede sig selv, da hun rejste til sit andet hjemland, Pakistan, for at studere hjemmedyrket terrorisme. Hun ville møde dem, høre deres historier og læse deres manifester.
Det svar, som Laila Bokhari fik på sit spørgsmål, var ja. Det kunne godt være sket for hendes bror, under de forkerte omstændigheder, med den rigtige propaganda. Nu må nordmændene stille sig selv det samme spørgsmål.
Shabana Rehman er norsk-pakistansk stand-up-komiker, foredragsholder og klummeskribent
© Shabana Rehman & Information 2011.
Oversat af Mads Frese
Kommentarer
“Hvis man dæmoniserer en fjende for meget, vil man aldrig kunne forstå ham. Og hvis man ikke forstår ham, kan man aldrig bekæmpe ham.
Kloge ord!
Tak for at pointere at islamistisk terror også er højreekstremisme. Konflikten mellem islamister og islamofobe er en konflikt mellem nationalistiske højreekstremister fra forskellige kulturer.
Man kan også kalde det en krig mellem kristne fundamentalister og muslimske fundamentalister. Religiøse fundamentalister er altid højreekstremistiske. Ingen af dem er interesseret i folkets ve og vel. Kun i magt og kontrol, religiøs undertrykkelse og diktatorisk magt.
Søren Espersen spørger: “Kan jeg være racist, når min kone er jøde?” Ja selvfølgelig kan du det. Israel var bedste venner med det hedengangne sydafrikanske apartheidstyre, og er i færd med at opbygge et vaskeægte apartheid system hjemme hos dem selv. Racisme i en nøddeskal… udført af religøse jødiske fundamentalister.
Denne kommentar er anbefalet af:
Intet kan rokke DF.
Lars von Trier går ud og siger at han bittert fortryder sin film Dogville, hvis det skulle vise sig at den inspirerede til Breivik´s nedskydning af de unge på Utøya, og han siger også at det er på tide med noget selvransagelse, især adresseret til DF.
Og DF svare ved at kalde LvT. en psykisk syg Nazist.
Ak ja, De vil bare ikke, der er simpelthen intet at gøre, DF agere fuldstændigt som den frække forurettede dreng, der er totalt uden for pædagogisk rækkevidde som man propper ind i puderummet for at han ikke skal gøre yderligere skade på sig selv og andre.
De vil, som de eneste, ikke selvransagelsen og omtanken, de har ikke tænkt sig at ændre deres retorik, og de fortsætte ufortrødent med hadefulde indspark til debatten.
Der bliver så afgjort ikke rakt nogen hånd ud fra DF.
Vi bliver simpelthen nødt til at låse DF inde i Puderummet……til de siger be´be´ .
De skaber simpelthen så dårligt et klima i vort samfund, at vi i selvforsvar er nødt til at isolerer dem i det politiske liv.
Ingen partier bør samarbejde med DF på noget som helst grundlag.
Søren Espersen spørger: “Kan jeg være racist, når min kone er jøde?”
Et modspørgsmål til Søren Espersen:
Hvordan var det lige at de Etiopiske sorte Jøder blev behandlet af deres egne Israelske trosfæller da de indvandrede til Israel?
Israel er et stærkt racistisk samfund.
Denne kommentar er anbefalet af:
Når debatten politiseres så glemmes det let at denne massemorder er alvorligt sindslidende. Denne glemsomhed er potentiel farlig.
De relevante spørgsmål er:
1) Findes der andre megalomane galninge som vil myrde profilerede politiske ledere og deres tilhængere?
2) Hvilken rolle spiller internettet i den sammenhæng?
De relevante spørgsmål er:
1) Findes der andre megalomane galninge som vil myrde profilerede politiske ledere og deres tilhængere?
2) Hvilken rolle spiller internettet i den sammenhæng?
3) Hvilken rolle spiller TV-kanalerne?
4) Hvilken rolle spiller Staten, Politikere og eksperter?
Massakren havde to personmål, som han ikke ramte tror jeg:
1. Statsminister Jens Stoltenberg på hans kontor.
2. Tidligere statsminsiter Gro Harlem Bruntland på Utøya.
Trafikken gjorde at hans mission kiksede delvist skriver aviserne idag. Han blev forsinket tidsmæssigt.
Måske er jeg for ensidig i min psykologisering, men jeg tror at drivkraften er sygeligt personfikseret had tilsat en forstyrret “ideologi”. Det er set før, så det kan vi måske lære af ?
Radioprogrammet orientering sammenligner i denne uge galningen fra Oslo med Timothy McVeigh, det virker relevant. Det kan høres som podcast.
Tak for din tankevækkende tilføjelse Bjarne. Som psykolog må jeg sige at massemorderen her ikke falder glasklart ind i det diagnostiske system, det skyldes at systemet (ICD-10 hedder det) ikke er nuanceret nok. ICD-10 er for udvendigt deskriptivt, teorifrit og bygget på statistik efter min mening. De internationalt anerkendte psykiatriske diagnosesystemer er under revision for tiden. Skal vi ikke bare sige at manden er bindegal psykopat med storhedsvanvid?
Ansatte i et nordnorsk supermarked har vendt tabloidaviserne med bagsiden udad, de er trætte af at se på fotos af massemorderen. Bra!
Denne kommentar er anbefalet af:
Skal vi ikke bare sige at manden er bindegal psykopat med storhedsvanvid? (Finn B.)
Det er netop det jeg mener er så farligt, for så er der ingen der behøver at gøre noget som helst andet end at proppe manden i en gummicelle og smide nøglen væk. Så er problemet løst, og alle kan ånde lettede op og fortsætte som hidtil.
Indtil den næste “bindegale psykopat med storhedsvanvid” dukker op, og da vil vi opdage at vi intet har lært.
Denne kommentar er anbefalet af:
Breivik har også erklæret at hans mål med terrorangrebet skulle være startskuddet til en højre-revolution.
Det sidestiller ham i mine øjne med folk som Gavril Princip i Sarajevo, han havde ikke kunnet forudse at hans Attentat skulle komme til at udløse 1. WW.
Men han var Politisk aktivist og attentatmand, og det mener jeg også at Breivik er, men indtil videre har Breivik´s Attentat ikke udløst noget som helst i nogen revolutionær retning.
Så hans Attentat er en fiasko, og det vedbliver det forhåbentlig med at være.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er uenig i den bastante politisering af denne tragedie. Det er en individual-psykologisk problemstilling, og så må vi psykologer jo prøve at tage os sammen. Første skridt er at revidere det diagnostiske system, hvad jo er påbegyndt. Politisk har massemorderen opnået det modsatte af det han ville, hans attentat er en fiasko. Det ændrer ikke ved at han fortsat vil være farlig efter endt soning om 15 år, tror jeg. Ingen i Norge hvor jeg forresten bor har skreget om “dødsstraf” eller love med tilbagevirkende kraft. Det er jo meget kultiveret af dem.
Politisk har massemorderen opnået det modsatte af det han ville, hans attentat er en fiasko.(F.B.)
Og med den flotte Norske reaktion er det slået fast for evt, ligesindede nye Breivik´er, at de også vil få fiasko såfremt de ville fortsætte Breivik´s “revolution”.
Havde Stoltenberg og Norge reageret lige så skrup-hysterisk som Bush og USA, så havde Breivik´s Terror-anslag været en succes.
Morderen, terroristen mm. Anders Behring Breivik, er jo netop ikke gal. I så fald skulle Osama bin Laden også være gal; Timothy McVeigh skulle også være det.
Hvis man kigger på hans manifest, så må vi antage, at han føler sig svigtet af sit land, af sin lands-moder, Gro Harlem Brundtland, pga. dennes ansvar, ifølge ABB, med at skabe det han kalder for ‘det multi-kulturelle problem mm.’ Måske er dette en forskydelse, dvs. han føler sig i virkeligheden svigtet af sin egen mor? - men forskyder dette til lands-moderen, Gro Harlem Brundtland. Om det virkelig forholder sig sådan er jo svært at vide…
Og jeg mener bestemt, der er god grund til at kigge på det politiske i det her; Breivik siger jo selv, at han gjorde det for at protestere imod a) det multi-kulturelle samfund og b) de ansvarlige for det multi-kulturelle samfund og c) de unge mennesker som var udset til at blive ArbejderPartiets fremtidige ledere.
Denne kommentar er anbefalet af:
Efter 14 dages total medie-fravær har jeg tygget mig igennem samme antal dages N.Y.Times artikler og mange andre og har set, hvordan terroraktionerne i Norge først blev ophængt på islamistiske grupper, siden en højre-kristen person for til sidst at vise sig være en person med medlemskab i en frimurer-orden ved navn ‘Söilene’ med en zionistisk, anti-islamistisk orientering.
Vi kan nok prise os lykkelig at det ikke var først nævnte gruppe, som stod for udåden!