Opslag til denne artikel

Emneord:fællesskab, sprog, terrorisme, venstrefløjen
Personer:Anders Behring Breivik
Steder:Oslo

I nogle ungdomsmiljøer er kartofler blevet til et øgenavn for nordmænd. Kartoffel er faktisk et venligere udtryk end paki, fejlfarve eller neger. Det er en sarkastisk, men omsorgsfuld betegnelse. For en kartoffel er ikke ond. Han følger reglerne. Kartoflen er uskadelig, naiv, etnocentrisk og så naiv og velopdragen, at han er en smule virkelighedsfjern.

Anders Behring Breivik (ABB) var en Ole Kartoffel, som blev terrorist. Ifølge ABB selv blev han som ung kaldt kartoffel af sine pakistanske venner. Han var en kartoffel, der i en periode levede under bandens beskyttelse. En kartoffel, der udviklede sig til et uhyre. Hvorfor?

Både nordmænd og indvandrere er lettede over, at det ikke var islamisk terror, landet blev angrebet af. Så ville vi alle have frygtet voldelige højreekstremister på hvert et gadehjørne. Breiviks enmandskrig har ført til det modsatte, forbrødring mellem indvandrere og nordmænd. Det var det sidste, han ønskede.

Vi er lettede, fordi han var norsk. Denne lettelse bør bekymre os meget mere, end den gør. Det er her, vores sande sårbarhed ligger. Under overfladen, under appellerne, under det farverige fællesskab må vi ikke holde op med at stille os kritisk an over for alt, som skaber utryghed. Uanset hvilken side det kommer fra.

Også venstrefløjen har forstået, at jihadisterne er lige så farlige for muslimer som for samfundet generelt. For de er de første til at hidse den ekstreme højrefløj op, de taler nemlig samme sprog. Som Kåre Willoch (tidligere norsk statsminister, red.) har sagt: Lige så lidt som Breivik repræsenterer nordmændene, repræsenterer en terrorist sit folk.

Den 11. september 2001 skabte ikke bare frygt for muslimer. Vi må vi ikke glemme, at mange muslimske ledere blev tvunget til at se ind i sig selv. De var nødt til at se, hvordan deres foragt over for vestlige værdier gav næring til en ‘højreekstrem’ islamisme blandt unge muslimer og skabte utryghed blandt ikke-muslimer. Debatten var helt nødvendig for at stoppe rekrutteringen til vold og for at skabe lighed og åbenhed i de mere konservative minoritetsgrupper, der fik deres faldne: bandeskyderier, kriminalitet, æresdrab og tvangsægteskaber.

Den nye feminisme udfordrede mødrene til at søge ligestilling, så de kunne være en del af det samfund, som deres børn vokser op i. For far og mor kender ikke gadens lov i dette samfund. Det nye Norge. De unge, der nu er blevet voksne. De unge, der tilhører ABB’s generation.

Fælles erfaringer

Vi, der i årevis har forsøgt at sætte det multietniske samfund på dagsordenen, har været nødt til at være forsigtige på to fronter: den hvide nationalchauvinisme og jihadisternes trusler om vold. Også voldelig, politisk islam er højreekstremisme.

Når vi læser ABB’s tankegods, så ved vi, at de kendsgerninger, som han på sin forskruede vis henviser til og bruger til at retfærdiggøre sit had, er delvist baseret på vores fælles erfaringer. Vi, som er vokset op i et multietnisk Norge.

Derfor er det farligt. Derfor vover de højreradikale på kvalmende vis at lovprise ABB’s ideer, selv om de tager afstand fra vold. De anerkender ikke, at der en sammenhæng mellem en ideologi og dens konsekvenser.

Terrorisme tvinger os til at se dyret, som bor i mennesket, i øjnene. Det uhyre, som er vågnet op i alle historiske epoker og i alle dele af verden. Det uhyre, der ligger latent i menneskesindet, hvis ikke det bliver vækket. Det forvandler ideologi til vold, politisk kamp til selvudslettelse og frygt til forbrydelser mod menneskeheden.

Dette dyr kender ikke til religiøse, kulturelle eller etniske grænser. Vi er nødt til at se det i øjnene, mens vi stadig bearbejder sorgen, chokket og traumet. Derfor må vi aldrig igen blive chokeret over, at uhyret kan vågne i en blåøjet, lyshåret knægt fra den vestlige del af Oslo. Det er sket før, og det kan ske igen. Hvis man dæmoniserer en fjende for meget, vil man aldrig kunne forstå ham. Og hvis man ikke forstår ham, kan man aldrig bekæmpe ham.

Kartoffel eller korsfarer

Enhver tid og enhver generation må arbejde på at kunne erkende, hvad der giver dette dyr næring. Mens vi nu kigger på islamofobernes retorik for at forstå, hvad der kunne føre til så meget had, at de begår terror mod deres egne, er der et andet spørgsmål, som også bør stilles: Hvem er den norske mand i det nye Norge? Ham, der føler, at han ikke kan beskytte sin egen ære. Fra drengebanden til den voksne ideolog og forkvaklede kriger? Er han Ole Kartoffel, eller er han korsfareren Sigurd Jorsalfar? På samme måde som drenge, der flirter med politisk islam, spørger sig selv: »Skal jeg være ‘Osama bin Laden’ eller en diskrimineret, fremmedgjort slave i et vestligt land?«

Sådanne spidsformuleringer bruges af voksne ideologer, der benytter sig af unge identitetsløse mænd i deres krig.

Kunne det ske for min bror? Det var det spørgsmål, som den norske terrorismeforsker Laila Bokhari stillede sig selv, da hun rejste til sit andet hjemland, Pakistan, for at studere hjemmedyrket terrorisme. Hun ville møde dem, høre deres historier og læse deres manifester.

Det svar, som Laila Bokhari fik på sit spørgsmål, var ja. Det kunne godt være sket for hendes bror, under de forkerte omstændigheder, med den rigtige propaganda. Nu må nordmændene stille sig selv det samme spørgsmål.

 

Shabana Rehman er norsk-pakistansk stand-up-komiker, foredragsholder og klummeskribent

© Shabana Rehman & Information 2011.

Oversat af Mads Frese