Ja, hvordan er stemningen mon?

Hvorledes lyder en tragedie? Hvordan gives den mæle? Alle gode journalister på markarbejde må stille sig selv spørgsmålet. Ofte kommer svaret for sent. Når skaden i mere end én forstand er sket. Den mundtlige form i radio og tv er nemlig krævende. Her yder tastaturets mellemlæg ikke den lille nådige afstand mellem rapport og begivenhed; den lille tøven og tid til refleksion, der i bedste fald skaber perspektivrig oplysning. Tankevækkende, mener de i DR.

For radioreporteren, den udsendte stakkel, der for fem minutter siden er landet i en fremmed, kaotisk virkelighed, hvor de taler norsk, er det her og nu. Redaktionen har over stok og sten afsendt en skælvende uprøvet medarbejder til Oslo. En anden er på vej til øen. Eller er det den samme reporter? I hvert fald ved de begge eller den samme ikke et levende råd. Når noget går over ens forstand, er det godt at have prøvet det før. Én gang skal ganske vist være den første, men skulle det mon så lige have været denne gang?

I en ordentlig redaktion, reporterens bagland, burde i det mindste en hjælpende hånd sidde klar med erfaring, råd og dåd. Det gjorde der ikke. Det bruger man ikke. Og nu ringer de fra avisen og spørger direkte fra Oslo den uprøvede, der viser sig lige så tynd i papiret som hun lyder. Hvad skal hun også stille op med spørgsmålet: Hvordan er stemningen i Oslo? Stemningen? Ja, hvordan er stemningen mon? Her er liv og glade dage, her går solen aldrig ned. Åh joh, det gjorde solen for ikke så få endda. Så stemningen du, stemningen; stemningen den er, ja, hvordan er stemningen, hvad erstemningen?

Hvad stiller selv det ypperste beredskab op? Hvad gør den mest trænede reporter op med verdens dummeste spørgsmål både før og efter en massakre på trekvarthundred mennesker. Om så en levende kloning af Woodward og Bernstein landsat i det sønderbombede Oslo fik revet spørgsmålet i næsen: Hvordan er stemningen, du? Hvad skulle de så svare?

Ja, hvordan fanden tror du stemningen er, når over fem dusin unge mennesker, blomsten af Norges ungdom, for få øjeblikke siden blev mejet ned af en nationalforstyrret, sindsforfrossen, forkvaklet skiderik i en af de værste, nej, dén værste enkeltmandsforbrydelse nogen sinde i Nordens historie? Hvordan tror du … oprigtigt talt, hvordan tror du, de har det med dét heroppe, hvor jeg står med ‘dirrende’ mikrofon og indadvendte tæer, og hvor de taler deres fjollede sprog, som Radioavisen ord for ord oversætter til de samme ord for ord med dansk accent. For man kan ikke undervurdere sine lyttere nok, lad os lige holde fast ved den ting, mens statsminister Stoltenberg insisterer på at tale norsk i dansk radio og i broderskabets ånd mener sig forstået.

Dødsporno

Og hvordan med de overlevende, de flænsede, frysende, lamslåede unge mennesker, der nu bringes i land, sejlet ind fra den dødens ø, som reporteren selvsagt ikke kan komme ud på. Det er ellers lige præcis planen, uden nogen rigtigt kan se ideen i redaktionens ambition om at kunne fortælle, at DR er der live, som man siger. For at beskrive de blodige detaljer, tøjstumperne eller ligene eller stemningen? Eller for at tilfredsstille et selvskabt behov for den dødsporno, der ligger uafviseligt og lige under overfladen i præsentationen af stoffet.

Det korte af det lange: Reporteren må tage til takke med at få de overlevende menneskevrag at se, lidt efter lidt som de bliver bragt ind til fastlandet; disse unge ældede før tid med det lokale holocaust brændt ind for livet i sind og skind, »De sidder spredt rundt omkring og er meget kede af det«, siger reporteren sådan cirka. Og det kan man levende sætte sig ind i, de måttevære meget kede af det.

Men den tankevakte kunne måske, når nu det skal være, forstille sig en anden journalistisk tilnærmelse til det umulige i at aflevere en stemningsrapport fra stedet. Måske ikke som en genfødt Herman Bang ansigt til ansigt med alle katastrofers moder, men kan hænde én af faget, der kunne have filtret lidt mening ud af en slags ordforråd. Nu bliver rapporteringen ved benovelsen. ét er historien: reporterens benovelse i redaktionel sovs af inkompetence og intetsigende tillægsord; et uoplysende, overfladisk, taktløst nonsens, en ubehjælpsom tarvelighed leveret til lyttere, der har krav på at få besked, og som kun føjer spot til tragedien.

Pladderpluralisme

Skyldsspørgsmålet i den frygtelige historie var fra begyndelsen klart. Her kunne man for en gangs skyld ikke klandre medierne for at tage stilling til skyldspørgsmålet på forhånd ikke efter den lille omvej om al-Qaeda det havde gerningsmanden selv gjort. Det blonde bestie, som de kaldte ham, mens de der i årevis har dyrket og forkyndt hadets evangelium skyndte sig at tage afstand fra grusomheden. Men ikke fra hadet og uforsonligheden, skønt årsagen ligger netop dér. Hvor ellers? Bestiet forklarer sin rolle som messiansk, nationsfrelsende massemorder inspireret af det forenede had på højre fløj og nævner heltene ved navn, hvilket igen fortæller, at de hadefuldes ord gør indtryk i krogene. Vidste de mon ikke det?

Samme dag, Europa sænkede flagene på halv, lancerede Dansk Folkepartis pastor Langballe, apropos begrebet hate speech, et nyt retorisk påfund: pladderpluralisme. Dermed føjede den snart afgående MF’er atter et hadeord til den sværm, der har kendetegnet DF’s virksomhed og domineret dansk debat siden 2001.

Pladderpluralisme. Et ord i slægt med pladderhumanisme, det ofte anvendte minusord mod den humanistiske tradition, der blandt andet anbefaler medmenneskelighed og tolerance frem for menneskeforagt og fordomsfuldhed og lader fornuft og tvivl få mæle. Folk, for hvem en sådan holdning til tilværelsen forekommer rimelig, er pladderhumanisterne.

De nye, pladderpluralisterne, kunne for eksempel være af den opfattelse, at alle religioner i hvert fald har ét ligestillende fælles særkende indlagt, nemlig i grundforudsætningen af troen på en overjordisk magt, og at ingen ifølge sagens natur anstændigvis kan eller bør påberåbe sig sin egen forestilling om denne magt som sandheden frem for andre. Længere er den ikke.

Men en sådan sagtmodighed er ifølge Langballe udtryk for pladderpluralisme, som ikke må gå i dansk skole, hvor kristendommens udgave af sandheden har førstefødselsret. En vej frem kunne ellers være mangfoldighedens tolerance som i en halv snes år har været så umoderne. Dén kunne hjælpes lidt på gled ved konstateringen af, at det fælles hadeobjekt, muslimerne den norske massemorders syge udgangspunkt når det gælder de militante i troen og trods formodninger om det modsatte, er rene amatører på terrorens rangliste med et beskedent antal af ugerninger i forhold til andre. Den statistik kunne måske få nogen til at overveje begreber som paratfordomme og pladderpluralisme.

På en hjemmeside havde en folketingskandidat fra de radikale indlagt et spil, hvor man kan smide sko i hovedet på Pia Kjærsgaard. DF’s Søren Espersen blev vred: opfordring til vold, mente han. Det var det nu ikke, men dumt alligevel. Man skal ikke kaste noget efter nogen. Handling følger ordet.

Og derved indså Søren Espersen, der ifølge eget udsagn ikke har en knivspids ansvar for noget og gerne slår til lyd for at andre i ytringsfrihedens navn må finde sig i hvad som helst, at alt efter hvem der ytrer hvad, så har den ytringsfrihed trods alt sine grænser. Når egne guder får fiktive sko i hovedet.