»Vi finder en løsning. En, hvor præsidenten anerkender, at der er et stort republikansk flertal i Repræsentanternes Hus og en betydelig republikansk minoritet i Senatet. Vi kommer ikke til at være vidne til, at dette land går fallit for første gang i vores 235 års historie. Det garanterer jeg. Og den aftale, vi ender med, inkluderer ikke arbejdspladskvælende skattestigninger. Vi vil løse problemet, som amerikanerne har bedt os om at løse, og det er, at regeringen har brugt for mange penge, ikke at der er kommet for lidt ind i skat.«
Sådan lød det i går fra Mitch McConnell, der er minoritetsleder i det amerikanske senat, og den republikaner, der sammen med Det Hvide Hus formentlig kan tage den formelle ære for, at USA ikke bliver insolvent i morgen, tirsdag. Ved redaktionens afslutning i aftes var aftalen endnu ikke på plads. Men uanset, om planen er vedtaget eller ej, når disse linjer læses, er substansen klar:
Pakken løfter gældsloftet og indeholder besparelser for 3.000 milliarder dollar over 10 år. Besparelserne bygger på nedskæringer af først og fremmest de føderale, sociale hjælpeprogrammer; Medicare, Medicaid og Social Security samt besparelser på forsvarsbudgettet. Pakken indeholder ingen forhøjelser af indtægtssiden, altså ingen skattestigninger, og heller ikke en lukning af skattehuller, som Demokraterne havde ønsket.
Republikanerne har vundet hele vejen igennem på substansen, mens præsidenten vinder timingen: Aftalen rækker hen over præsidentvalget i 2012, og Obama skal derfor ikke ud i en for ham ødelæggende repetition af statsgældsslaget.
De svageste amerikanere betaler gildet, og de bedst stillede kan juble. Resten af verden kan ånde lettet op, men i det lange løb er det svært at se, hvordan denne aftale skal få løftet USA ud af stagnationen, eftersom midlerne til nødvendige investeringer i fremtiden uddannelse, forskning, infrastruktur, jobskabelse og innovation er væk.
Kommentarer
Så det amerikanerne skulle have gjort var:
1) Et hvert problem kan altid løses med højere skatter og mere stat, fordi politikerne ved altid bedst.
2) Indføre efterløn eller andre velfærds flødeskumsordninger - det giver vækst og velstand for lånte penge.
3) Pick the winners strategi der igen og igen slår fejl.
Sjov det er lige præcis det Sydeuropa har gjort de sidste 30-40 år og der går det skide godt.
Jeg ville egentlig gerne have deltaget i en debat om amerikanske forhold på basis af lederen og situationen, men den første kommentar er på et så afskrækkende lavt niveau, at det bliver umuligt.
Skulle det eneste alternativ til en dybt asocial plan virkelig være modeller, som (muligvis af helt andre grunde) har fejlet i Grækenland, Spanien og Portugal?
Et udfald som viser i hvilken grad borgerlige i Danmark er ahistoriske og ureflekterede
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Søren Nørbak,
ud over at det er helt rart for mig for en gangs skyld at blive angrebet fra højre :-) må jeg sige, at din kritik er skudt helt forbi ift. min leder.
Dit punkt 2. og 3. at indføre “flødeskumsordninger ala efterløn” eller “pick the winners” (en industriel vækststrategi, der ikke har været en del af denne gældsdebat overhovedet) har aldrig været så meget som på tale og er ikke nævnt hverken direkte eller indirekte i min leder heller.
Ingen i USA, jeg gentager lige, ingen, har så meget som tænkt på at indføre nye sociale goder af nogen art i lyset af den økonomiske krise.
Det, den liberale gruppe i det demokratiske parti og fagbevægelsen (og altså også jeg på lederplads) efterlyser er dit punkt 1: en forhøjelse af skatten.
Ikke en generel forhøjelse (tværtimod var der i Obamas forslag, der blev afvist af republikanerne) sat penge af til en skattelettelse for den brede middelklasse.
Men en forhøjelse af skatten for de allerrigeste (dem, der tjener over 250.000 USD om året, altså 1.3 millioner kroner som er dem, der blev begunstiget med Bushs sidste skattelettelser) samt en lukning af de mest groteske skattehuller såsom den lave 15 % skal for hedgefund managers og særlige fradrag for private jetlfy brugt til erhvervslederes forretningsrejser samt kæmpe subsidier til olieselskaber og banker.
At ville øge provenuet på denne vis er ikke specielt radikalt og har ikke rigtig noget med Sydeuropas aktuelle kvaler at gøre.
Det er såmænd forslag, som selv tidsskriftet Economist (neoliberalt og markedsvenligt) samt Wall Street Journal (konservativ) har talt for på lederplads.
Det er helt ude i skoven i den nuværende krise, og med det laveste skattetryk i 50 år i USA, at tro, at supermagten kan vende krisen uden at skrabe flere penge ind også. Og der er altså nok at tage af.
Det er ikke nok at skære ned.
Udover at være fordelingspolitisk usympatisk er det også økonomisk dumt. USA har brug for at innovere sig ud ak krisen. I stedet skyder landet sig selv eftertrykkeligt i foden.
alt godt
Annegrethe Rasmussen
PS: Hov undskyld, jeg glemte min normale indledning. Den gælder naturligvis også for dig: tak for din kommentar. Jeg er altid glad. når det jeg skriver, giver anledning til, at læserne griber pennen (eller rettere: går til tasterne).
Man kan også bare sige det sådan her:
http://www.independent.co.uk/opinion/the-daily-car…
Spørgsmålet er, hvor lang sejr ‘the powers that be’ har vundet, og om det overhovedet er en sejr.
En virkelig sejr må vel kræve, at amerikanerne identificer den egentlige fjende. Siden nationens dannelse har der været en til tider skjult og til tider næsten helt tydelig indre krig - ordet er ikke for stærkt - mellem bankeliten og det amerikanske folk. Flere af de tidlige præsidenter formulerede det direkte og var dybt bekymrede.
I nyere tid er det stort set kun Eisenhover og Kennedy, der har turdet formulere det. Og den ‘sejr’ vi ser i dag er blot et udtryk for, hvor gennemgribende bankelitens tag om det amerikanske samfund - OG, må vi ikke glemme her - verdenssamfundets har været og stadig er.
Men hvis man læser understrømmen - hvilket er svært, for mainstream medierne er næsten blottet for denne læsning - så er alt det hurlumhej, vi oplever for tiden, en del af skredet for denne elite. Den er ikke blot amerikansk, og det er årsagen til, at de ikke har set nogen problemer med at ofre den amerikanske økonomi for en for dem større sag.
USA’s sammenbrud er uden tvivl en del af deres plan mod et nyt, globalt herredømme. Man fristes til at sige ‘i det nye årtusind’, for det er drømmen om tusindårsriget, der spøger.
Det er derfor fuldstændig rigtigt, når kronikøren beskriver, hvordan folket nu igen slagtes ind til benet. Eliten malker ressourser ud af nationerne, og amerikanerne - og dermed også vi - er deres malkekvæg. Verden oplever fortiden ‘nationaltømninger’, niveauet efter selskabstømninger.
Finanskrisen, som den selvsamme elite prøver at beskrive som tilfældig, ude af kontrol, ligesom vejret, var en nøje tilrettelagt centralisering af financiel magt og en overførsel af enorme midler. Det er bobleøkonomi, deregulering, privatisering i sin yderste konsekvens. Milton Friedman har fortjent sin nobelpris i økonomi - ikke for gavnligheden af hans anvendte filosofi for menneskeden, men for filosofiens gennemslagskraft.
Egentlig er Eisenhovers begreb ‘militær-industrielt kompleks’ forældet. Det er blot ‘industrielt. Militæret ER industrielt. Det køres som en industri, der skal skabe vækst og profit, og alle midler gælder gælder ifølge dets amoral her. Intet skaber så effektivt bobler af inflation-deflation som krig. Den amerikanske økonomi kan derfor overhovedet ikke forstås uden af medregne elitens dybtliggende behov for krig. USA er i skrivende stund involveret i krig 6 steder i verden + informationskrigen, der foregår i medier, på internettet, på skrift og tale, på lyd og billeder.
Hvis USA ville have en sund økonomi, skulle der ske (mindst) to drastiske ting:
- Krig skulle afskaffes som en selvkørende drift og militæret skulle kraftigt reduceres. Det alene ville løse landets finansproblemer. USA skulle stoppe deres ny-imperialistiske interveneren overalt i verden. Den har gjort bankeliten stinkende rige så længe de varede og folket/nationen ludfattigt. Og har gjort denne verden til et helvede.
- Federal Reserve skal opløses. Det er bankelitens hovedorgan. De opfører sig som USA’s nationalbank, de rager til sig, de nægter at blive ‘auditeret’, altså lægge på bordet, hvad de har gang i - hvilket er en blank indrømmelse af, at det ikke tåler dagens lys. Det er ren mafia.
Men vil det nogensinde ske? Amerikanerne snorksover, og de færreste kender deres egen historie og hvad der foregår i verden.
Gør vi selv det?
ufatteligt at man skære i velfærden, mens man har 9 nimiz class hangar skibe sejlene. og et utal af atom ubåde. usa bruger lige så meget på krudt og kugler som de ti øverste på listen under usa bruger tilsammen, usa opfinder krige som “beskeftigelses” projekter. jo det ultra koncervertive usa vandt en sejer men verden tabte big time sammen med det usa, der ikke køre på første klasse gad vide hvornår amrikanerne får den klamme te galt i halsen
hade man vist vijlen og skåret i militær udgifterne, ja så var der både råd til velfærd. og en sikker overgang til vedvarnde energi men den ultra koncervertive klamme te vil hellere kæmpe om de sidste resurser der er i verden, jeg tillader mig at komme et et meget passede link
http://www.youtube.com/watch?v=wcW_Ygs6hm0
usa er ikke blevet klogere siden nok en af verdens bedste film blev lavet i 1963 doktor strange love beskriver precist hvordan den klamme te i usa tænker, jeg vil sige med venner som dem ja hvem behøver så fjender
Hej Annegrethe Rasmussen
Du må undskyld, det var ikke rettet imod dig men mere imod den generelle debat om skattehævelse vs skattesænkning.
Men jeg uddyber gerne:
“De svageste amerikanere betaler gildet, og de bedst stillede kan juble. Resten af verden kan ånde lettet op, men i det lange løb er det svært at se, hvordan denne aftale skal få løftet USA ud af stagnationen, eftersom midlerne til nødvendige investeringer i fremtiden uddannelse, forskning, infrastruktur, jobskabelse og innovation er væk. ”
- Jeg mener din kommentar er uretfærdig overfor de amerikanske borgere der betaler skat og skaber væksten. Ja det er altid de “svageste” der betaler prisen for kriser da det som oftest er socialprogrammer rettet imod dem der har udhulet statskassen. Hvis politikerne blot bliver ved med at hæve skatten vil samfundet på et tidspunkt gå i stå, hvilket vi nu begynder at se både i Europa og USA. Intet land kan beskatte sig ud af strukturelle problemer.
Samtidig så skabes “investeringer i…forskning…jobskabelse og innovation” ikke ved hjælp af højere skatter og flere statslige programmer men derimod i den private sektor og lav skat(hvor lav kan diskuteres). For at den private sektor skal kunne skabe jobs, vækst og innovation bliver politikerne nød til at stoppe med at understøtte, beskatte og regulere på baggrund af “Pick the winners”/ stemme optimering strategier. Det nuværende erhvervsklima i USA er giftigt på grund af Obamas regulerings lyst der skaber usikkerhed om politiske indgreb i den private sektor.
“Ingen i USA, jeg gentager lige, ingen, har så meget som tænkt på at indføre nye sociale goder af nogen art i lyset af den økonomiske krise…Men en forhøjelse af skatten for de allerrigeste (dem, der tjener over 250.000 USD om året, altså 1.3 millioner kroner som er dem, der blev begunstiget med Bushs sidste skattelettelser) samt en lukning af de mest groteske skattehuller såsom den lave 15 % skal for hedgefund managers og særlige fradrag for private jetlfy brugt til erhvervslederes forretningsrejser samt kæmpe subsidier til olieselskaber og banker.”
- Obama, og Bush før ham, har udvidet eksisterende socialprogrammer eller indført nye socialprogrammer uden at sikre tilstrækkelig økonomisk finansiering. Nu står USA i en situation hvor de enten skal skære eller hæve skatten. Jeg og mange amerikanere mener ikke at den arbejdende befolkning skal betale gildet for de eksplosive stigende udgifter til nogle af disse socialprogrammer kombineret med fejlagtige erhvervspolitiske tiltag der kun er med til at forlænge livet for i forvejen dødsdømte brancher/virksomheder.
Langt hovedparten af den amerikanske befolkning er også for en hævelse af skatteniveauet for de højeste indkomster, fjernelse af tilskud til nogle virksomheder og skattestigninger til andre virksomheder. Men lige så mange er urolige for at politikerne vil bruge disse penge til at udbygge centralstaten og de føderale socialprogrammerne, hvilket igen vil kræve endnu flere skatter og afgifter.
En frygt der er velbegrundet.
Og bare for at slå det fast: ja jeg er enig i at skatten skal hæves i USA, men jeg ville foretrække at det var en finansiel konservativ præsident der sad for bordenden så jeg viste at penge ikke blev brugt på tant og fjas - jeg er ikke den eneste der har det på den måde efter Bush og Obama.
Når alt dette er sagt vil jeg gerne understrege at jeg altid ser frem til at læse både dine og Martin Burcharth glimrende USA artikler. Jeg ville blot ønske at den gennemsnitliges amerikaneres frygt og ønsker blev repræsenteret lidt bedre i de danske medier.
Hov glemte at sige tak for svaret på min kommentar.