»En gang til, forfra.«
Lille Selmas små fedtede fingre ramler rundt på tangenterne. Hverken tone eller takt minder om ‘Für Elise’, som den 7-pige har opført for sin lærer hver evig eneste onsdag de sidste 12 uger.
»Fint, Selma. Vi tager den liiige igen. Husk, at den går i 3/8.«
Musiklæreren er tålmodig. Måske en anelse svedig i sin fløjlsbuks. Men det skal ikke gå ud over Selma.
Og heller ikke over Matthias, som kommer bagefter. Den 15-årige dreng, der lugter lidt af sved, og som kun sjældent ikke har pletter på sit tøj. Og som insisterer på at spille Nirvana. Og på at se lige så sur ud, som Kurt Cobains kone gjorde hele vejen op igennem 90’erne.
Nej, som musiklærer vil man gerne inspirere. Også selv om de små haver, man gerne vil plante sine musikalske frø i, lidt for ofte viser sig at være ung, men gold muld. Drysset med dovenskab. Flere elever er så ugidelige, at deres undskyldninger for ikke at have øvet, er længere ude end Chris’, når han forsøger at tigge sig til en pjækkedag fra Chokoladefabrikken.
Men det betyder ikke, at jobbet som musiklærer på Vejen Musikskole er dårligt. Slet ikke. Men ensomheden, den tynger.
Ensom eftermiddag
Ifølge DR’s P4 Esbjerg bakser musikskolelærerne i Vejen med ensomheden, som en velkendt, men uønsket følgesvend. Lærerne er ifølge radiostationen kede af, af de ofte møder ind forskudt og kører deres hold om eftermiddagen i hver deres lokale og uden noget videre kollegialt fællesskab.
»Det er et problem, vi mærker meget. Ensomheden påvirker mange, men især de nyansatte og de unge, som ikke har forventet, at dette arbejde kræver så meget alenearbejde,« siger John Hall, som er arbejdsmiljørepræsentant på skolen, til DR.
Hvad de så lige havde forventet, fremgår ikke.
Nå, men de gode råd sidder løst her på Information. Må vi f.eks. foreslå, at underviserne danner et orkester? De kunne også holde lærermøder, som vist er ret populære i folkeskolen. I rundkreds kan udveksles erfaringer om den enkelte elev, men også om, hvilken pædagogik man kommer længst med.
For slet ikke at nævne brainstorm på straffesanktioner til de elever, der ikke har øvet sig. Tre timer foran metronomen ku’ være et bud, som også ville skaffe læreren lidt stilhed. På den anden side trives ensomheden vist bedst i stilhed, så det er nok ikke en god ide.
De er ikke alene
Men det med bandet er vejen frem, hvis fællesskabet skal op at køre blandt lærerne på musikskolen.
Desværre er geden ikke barberet med et band. For på DR’s hjemmeside kan man læse, at konsulent Marianne Søby Bøttcher i virksomheden Arbejdsmiljøeksperten i Esbjerg »møder flere og flere brancher, hvor ansatte føler sig ensomme.«
Hvilke brancher, der er ramt, får vi ikke at vide men måske det er en trøst for musiklærerne at få at vide, at de ikke er alene?
Kommentarer
Umådelig umorsomt og arrogant.
Venlig hilsen (suk).
Denne kommentar er anbefalet af:
””“Umådelig umorsomt og arrogant.
Venlig hilsen (suk).”“”
Så slemt er det måske ikke - jo måske for en musiklærer - men som edb-arbejder kan arbejdet også være ensomt - og et band er faktisk ikke så ringe en ide - jeg har selv spillet i et i en årrække ( demente.bandstand.com).
Men ikke alle har jo den mulighed eller de lyster - det kunne jo også være, at man som musiklærer havde lyst til en anden hobby end det man arbejder med?
“”“Hvad de så lige havde forventet, fremgår ikke.”“”
Lige netop den sætning opfylder nok ikke det lovede: “udelt ros til de hårdt prøvede undervisere”
mvh Jørgen
undskyld - det var http://demente.bandcamp.com/ itedet - ikke at det har nogen relevans - men rettes skal det!
Tak! fint med korrektion - konstruktiv. Glæder mig til at høre bandet.
Jeg må i morges have været i det kedeligere hjørne, hvor man er næn om den nødvendige avis Information, der kører med klatten og det hele - og som netop for tiden har fin fin fokus på mennesker.
“Så slemt er det måske ikke”. Du har ret.
Tillad mig alligevel at genlæse og genfortælle lidt, sådan som det trykker sig ind i mig. “Gold muld. Drysset med dovenskab”.
Takket være DR’s P4 Esbjerg (er det noget man lytter til i redaktionslokalerne? eller læser man radio derinde?) blæses inspiration hele vejen fra Vejen Musikskole og ind i selveste St. Kongensgade, hvor journalisten ved det forhåbentlig fedtfri og blankpudsede skrivebord (med nul afstand til kolleger & snurrende kaffemaskine) under underoverskriften ”Ensomhed plager musikskolelærerne” sidder og vrider ord ud, med livfulde (?) beskrivelser til følge
af den 7-årige Selma, hvis små fedtede fingre takt- og toneløse ramler rundt på tangenterne
af ham den lidt af sved lugtende 15-årige Mathias “som kun sjældent ikke har pletter på sit tøj”
og endelig er der en slags fokus på musiklæreren med Für Elise på repertoiret 12 uger i træk (så kan han lære det, kan han).
En arbejdsmiljørepræsentant citeres. Der er faktisk stof til en rigtig god artikel, men nu er emnet lissom brugt, og hvis jeg må blive i mit ikke-kåde hjørne:
Jeg kender så godt aftenskolelærerfornemmelsen, de lukkede døre på gangen, lønnen husker jeg også noget om, den er næppe steget i mellemtiden.
Så kommer de berømte ord “Hvad de så lige havde forventet, fremgår ikke”. Det fylder alt sammen.
Lige her og nu besluttede jeg at genlæse journalistens gode råd, der “sidder løst her på Information”. Man er jo røget i blækhuset og har sagt, der var tale om noget både arrogant og umorsomt.
Arrogant er et stærkt ord, men umorsomt er - tilgiv mig - et mildt ord for dette skriveri med anbefaling af fx. “lærermøder, som vist er ret populære i folkeskolen. I rundkreds kan udveksles erfaringer om den enkelte elev, men også om, hvilken pædagogik man kommer længst med”. Der gentages og køres i ring og klummestørrelsen overholdes, men sjovt er det edderbukkeme ikke.
Og skal det ikke helst være det, når noget bringes blåskraveret under overskriften ”Bagsiden” (et fænomen, der endda optræder to gange i denne sommerdags avis)?
Det ville nok ikke være blevet meget morsommere i “Folk” på bagsiden, stiløvelsernes holdeplads, men det ville være blevet kortere. Så, kedelig igen - stop!
Læs til uendelig opmuntring i samme avis Torben Brostrøm, der vandrer og ser og tager byen ind og som, takket være at han ”kan” sine digte, kan han, kigger dybt dybt ned under jorden og giver os en glæde. Indlægget hedder: ”Udgravning. Sikken vi og navnlig efterkommerne skal køre i metrotog”.
Denne kommentar er anbefalet af: