BOSTON - Gældspakken, som præsident Barack Obama og lederne af Kongressens to kamre blev enige om søndag nat, vil efter alt at dømme forværre den i forvejen matte amerikanske økonomi. Det skyldes budgetbesparelserne, som skærer i overførslerne fra forbundsstaten til delstater, kommuner og familier.
Det er den almindelige opfattelse blandt økonomiske iagttagere, hvis man vælger at ignorere konservative økonomiske eksperters forventninger.
»Ledigheden vil blive højere end ellers, væksten lavere, og den økonomiske ulighed større,« siger investeringsrådgiveren Mohamed el-Erian fra firmaet Pimco til The New York Times.
Gældspakken er usædvanlig. Siden Anden Verdenskrig har det været sådan, at økonomisk recession blev bekæmpet ved at øge forbundsstatens udgifter eller ved at give skattelettelser til den store middelklasse. Ved at investere i infrastruktur og tilføre borgerne flere midler er beskæftigelsen og forbruget, og dermed produktionen, vokset.
Denne opskrift blev senest taget i brug i forbindelse med stimuluspakken i 2008, der pumpede 750 mia. dollar ind i den amerikanske økonomi. De seneste tal fra USA’s handelsministerium dokumenterer, at vækstpakken virkede efter hensigten til trods for det republikanske partis påstand om det modsatte.
I kølvandet på den dramatiske finanskrise for tre år siden trak den amerikanske økonomi sig sammen med 7,8 pct. i fjerde kvartal af 2008 og første kvartal af 2009. I andet kvartal af 2009 skrumpede USA’s BNP kun med 0,8 pct., og i det næste kvartal voksede økonomien med 1,7 pct., hvilket på årsbasis ville svare til 5-6 pct.
»Stimuluspakken virkede. Ingen kan hævde det modsatte,« skriver den venstreorienterede økonomiske kommentator Harold Meyerson i ugemagasinet The American Prospect.
»Problemet er, at alle pengene fra vækstpakken nu er blevet opbrugt. Det har delstater og kommuner kunnet mærke i de to første kvartaler af dette år, hvor overførsler fra forbundsstaten er faldet med 3,4 pct.«
Lav vækst i 2011
Gældspakken aftalt mellem præsidenten og de to partier vil skære yderligere ned på pengeoverførslerne. Det sker på et tidspunkt, hvor Handelsministeriet i sin kvartalsrapport om økonomien i fredags kunne rapportere, at den økonomiske vækst i det første halvår af 2011 kun er på 0,8 pct. Forventningerne havde været en dobbelt så høj vækstrate.
Den økonomiske kommentator Paul Krugman, nobelprismodtager i økonomi i 2008, udtrykte sig i går pessimistisk om gældspakkens negative virkning på USA’s økonomi.
»Ikke alene vil pakken skade en i forvejen mat økonomi, den vil formentlig også forværre vores underskudsproblem på lang sigt,« skriver han i The New York Times.
Krugman forklarer ikke sit ræsonnement, men det lyder formentlig således: En indskrænkning af forbundsstatens udgifter vil sænke den økonomiske aktivitet, berøve borgere og virksomheder indtægter og derved nedbringe forbundsstatens skatteindtægt.
Keynesianske økonomer som Krugman argumenterer for, at kun en højere økonomisk vækst vil kunne bringe USA ud af gældkrisen og samtidig beskytte en række sociale bistandsprogrammer, der er blevet gennemført af demokratiske præsidenter siden 1930’erne. I hans optik giver det derfor ingen mening at spare på de offentlige udgifter under en økonomisk krise.
Konservative syn
Konservative økonomer ser helt anderledes på problemstillingen. De argumenterer for, at jo større en andel af den samlede økonomi der ligger i private hænder, desto højere er chancen for, at pengene bliver investeret i produktive aktiviteter, som ville øge beskæftigelsen og overflødiggøre forbundsstatens store tilskud til sygeforsorg og arbejdsløshedsunderstøttelse.
Mere specifikt er det konservative økonomers hypotese, at besparelser på de offentlige budgetter over de næste 10 år vil ændre borgernes og virksomhederne investeringskalkule. De vil nemlig gå ud fra, at skattetrykket bliver lettet; det skulle reducere investeringsrisikoen. Andre fremhæver, at en beskæring af den offentlige sektor vil nedbringe gælden og derfor på sigt holde renten nede på et lavere niveau. Det vil gøre det billige at optage lån.
I den aktuelle situation kan ingen økonomer med sikkerhed forudsige, hvad virkningen af den foreliggende gældspakke bliver på den nationale økonomi.
Hvis der bliver tale om en negativ effekt, vil man formentlig først kunne mærke det i 2012 og 2013. Det skyldes, at præsident Obama og Demokraternes ledere insisterede på, at størsteparten af besparelserne først vil træde i kraft om et år eller to. Deres håb er, at amerikansk økonomi allerede på det tidspunkt vil være på ret køl.
Hertil skal lægges en joker, som ingen amerikansk politiker kan forudse, hvordan vil blive spillet. Efter midtvejsvalget til Kongressen sidste år gik Obama og Demokraterne med til Republikanernes krav om at udsætte en væsentlig skatteforhøjelse på personlige indtægter med to år, til 31. december 2012.
Det drejer sig om de meget brede og store skattelettelser vedtaget af præsident George W. Bush og den republikanske Kongres for over ti år siden. De skulle være udløbet sidste nytår, men datoen blev udsat med to år, til efter præsidentvalget i 2012. Uanset om præsident Obama vinder eller taber valget i november 2012, vil han stadig være præsident i december samme år. Hvis det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus i et lovforslag prøver at bevare Bush-tidens skattelettelser, kan Obama blot nedlægge veto.
Det er et stærkt kort, som præsidenten kan bruge til at fremtvinge indrømmelser fra Republikanerne, når den tværpartiske superkomité bestående af seks kongresmedlemmer og seks senatorer dette efterår skal komme med forslag til at nedbringe de offentlige udgifter med 1.500 mia. dollar ud over de 900 mia. dollar i besparelser, som man blev enige om i søndags.
Kamp om nye skatter
Det er usandsynligt, at Obama vil nedlægge veto og lade Bushs skattelettelser udløbe uden en væsentlig revision. Det skyldes, at den amerikanske middelklasse ville blive pålagt en særlig stor skattebyrde.
I stedet kan man forvente, at præsidenten og Demokraterne vil tvinge Republikanerne til at hæve skatten for USA’s rige, afskaffe store skattefradrag for specifikke brancher og koncerner og stoppe huller i skattelovgivningen, der tilgodeser særlige interessegrupper.
Beregninger foretaget af Kongressens budgetkontor viser, at den amerikanske forbunds ekstra indtægt over 10 år fra de planlagte skattestigninger fra 2013 og frem vil være 3.500 mia. dollar. Det er en større indtægt end de planlagte besparelser over 10 år på 2.400 mia. dollar.
Den amerikanske forbundsstat er på ingen måder bankerot eller i en gældskrise. Landet befinder sig derimod i en politisk krise, der kan undergrave økonomien på sigt, medmindre partierne kommer overens. Søndagens aftale er første spæde skridt i den retning.
Den indledende fase af budgetbesparelserne er fastsat til 917 mia. dollar over 10 år, heraf 350 mia. fra forsvarsbudgettet. Låneloftet vil blive hævet med et tilsvarende beløb, hvis forslaget vedtages i Kongressen i dag.
I den anden fase skal en tværpolitisk komité inden den 23. november finde yderligere besparelser på 1.500 mia. dollar. Låneloftet hæves tilsvarende og skal først tages op til fornyet overvejelse i foråret 2013.
Hvis komiteen ikke kan blive enig inden tidsfristens udløb, vil der automatisk blive gennemført besparelser på 1.200 mia. dollar – halvdelen i forsvarsbudgettet (en hellig ko for Republikanerne) og den anden halvdel på folkepensionens (en hellig ko for Demokraterne).
Kommentarer
At læse Burchharths på den ene side på den anden side journalistik er som at spise pasta som har kogt i et par timer. Det er klæbrigt og karakterløst. Og det bliver ikke bedre af Burcharths tendens til at smage det til med sukker.
I min kommentar til “Republikanernes triumf” i går citerede jeg Paul Krugman for følgende:
Some of us have long complained about the cult of “balance,” the insistence on portraying both parties as equally wrong and equally at fault on any issue, never mind the facts. I joked long ago that if one party declared that the earth was flat, the headlines would read “Views Differ on Shape of Planet.” But would that cult still rule in a situation as stark as the one we now face, in which one party is clearly engaged in blackmail and the other is dickering over the size of the ransom?
The answer, it turns out, is yes. And this is no laughing matter: The cult of balance has played an important role in bringing us to the edge of disaster. For when reporting on political disputes always implies that both sides are to blame, there is no penalty for extremism. Voters won’t punish you for outrageous behavior if all they ever hear is that both sides are at fault.
http://www.nytimes.com/2011/07/29/opinion/krugman-…
Hos Burcharth er der to økonomiske teorier som ikke har efterladt historiske spor, og hvis de har, er det i hvert fald ikke noget han gider ulejlige sig med at undersøge. Jeg har tidligere kritiseret Burcharth for ikke at stille kritiske spørgsmål, og dette er endnu et eksempel på det. At spørge, hvordan teorierne har fungeret i praksis, at spørge, er det nu rigtigt, at inddrage kendsgerninger – det kunne jo vise at de to teorier ikke er lige gode, at der er forskel mellem sandhed og løgn. Sørgeligt nok, begynder artiklen med at konstatere at stimuluspakken havde en positiv virkning, men denne konstatering forsvinder helt i den efterfølgende, afbalancerede modstilling mellem Krugman og de konservative økonomer.
Og så afslutte Burcharth artiklen med at farve den pink:
“Den amerikanske forbundsstat er på ingen måder bankerot eller i en gældskrise. Landet befinder sig derimod i en politisk krise, der kan undergrave økonomien på sigt, medmindre partierne kommer overens. Søndagens aftale er første spæde skridt i den retning.”
Lidt teapartyretorik efterfulgt af en hyldest til vellykket afpresning. Og hvad er de to partier kommet overens om?
»Ledigheden vil blive højere end ellers, væksten lavere, og den økonomiske ulighed større,« siger investeringsrådgiveren Mohamed el-Erian fra firmaet Pimco til The New York Times.”
Ovenstående stammer fra Burcharths artikel. I gårsdagens leder, Konservativ sejr, beskrev Annegrethe Rasmussen resultatet som følger:
“De svageste amerikanere betaler gildet, og de bedst stillede kan juble. Resten af verden kan ånde lettet op, men i det lange løb er det svært at se, hvordan denne aftale skal få løftet USA ud af stagnationen, eftersom midlerne til nødvendige investeringer i fremtiden uddannelse, forskning, infrastruktur, jobskabelse og innovation er væk.”
Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
“De seneste tal fra USA’s handelsministerium dokumenterer, at vækstpakken virkede efter hensigten til trods for det republikanske partis påstand om det modsatte.”
- Hvis vi ser på det vigtigste parameter for vækst (beskæftigelse) så har vækstpakken ikke virket.
Christian Bjørnskov:
“Stimulansen virkede ikke – den blev bare modsvaret af reduktioner i privatforbrug og investeringer – men Obamas reguleringsiver har skabt et politisk klima, hvor mange virksomheder holder igen med at ansætte, fordi uforudsete og uforudsigelige, politiske indgreb gør fremtiden for usikker.”
http://punditokraterne.dk/wp-content/uploads/2011/…
Faktum er at USA har et gigantisk gældproblem skabte af alt for høje offentlige udgifter og forværret at 2 krige og et eksplosivt forsvars budget.
Alt for længe har USA og store dele af vesten pumpet penge i en alt ædende offentlige sektor for at fiske stemmer. Det er på tide at der sættes tæring efter næring, i stedet for at brand beskatte befolkning. Hvorfor skal den arbejdende befolkning betale for politikernes stemmefiskeri?
“Den amerikanske forbundsstat er på ingen måder bankerot eller i en gældskrise.”
- ud fra den præmis er ingen lande i gældskrise eller nær statsbankerot, man kan jo bare udskrive endnu flere skatter og afgifter for at dækker over tidligere tiders uansvarlige forbrug af skatteborgernes penge.
Glemte at sige tak for artikeln Martin Burcharth
Kræver en afsporing ikke at toget befinder sig på skinnerne?
Denne kommentar er anbefalet af: