NATO kan blive 'militært irrelevant'

BOSTON – I sin afskedstale til NATO-ambassadørerne i Bruxelles i juni opfordrede den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, ikke overraskende europæerne til at bruge flere penge på deres militær.

Men denne gang var irettesættelsen ledsaget af en advarsel fra forsvarsministeren. Uden europæiske NATO-landes forpligtelse og vilje til at bruge flere penge på at forbedre deres kamp-evne forudså Gates en »mørk, omend ikke dyster fremtid« for den atlantiske alliance, som med tiden kunne blive »militært irrelevant«.

Så skarpt havde den respekterede Robert Gates aldrig før kritiseret USA’s europæiske partnere. Han virkede alvorligt bekymret over et generationsskifte i USA, hvor nye beslutningstagere ikke er så »følelsesmæssigt rodfæstet« i den Kolde Krig og NATO.

Alliancens fremtid står på spil, antydede han i talen i Bruxelles.

»Jeg tror ikke, det vil ende med et dramatisk kollaps. Vi vil blot langsomt vokse fra hinanden det er blevet et ulykkeligt ægteskab,« sagde han i et efterfølgende interview med Associated Press.

Velkendt traver

Gates’ opsang er en gammel og velkendt traver. Amerikanerne har i årtier beklaget, at NATO-landene i Europa ikke ofrer nok penge på deres forsvar. Europæerne svarer igen ved højt og helligt at love at gøre noget mere, men intet substantielt sker.

Skænderiet går helt tilbage til 1970’erne. Under den Kolde Krig var USA villig til at se gennem fingre med den ulige byrdefordeling i den atlantiske alliance, skønt medlemmer af Kongressen besværede sig og råbte højt i frustration. Men truslen fra kommunismen trumfede alt. USA betalte og skaffede sig dermed også betydelig politisk indflydelse i europæiske hovedstæder.

I 1990’erne var den udenrigspolitiske elite i Washington stadig domineret af koldkrigstænkningen; storebror USA skulle nok klare sikkerhedsopgaverne i det genforenede Europa. NATO’s krige mod serberne i Bosnien og Kosovo var i store træk en amerikansk affære, udkæmpet med Pentagons bombefly.

Ved indgangen til det nye århundrede var størsteparten af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa blevet indlemmet i NATO; Rusland var blevet sat skak, USA’s forsvar kunne med tilfredshed se sig om efter nye opgaver. Al-Qaeda bød sig til med terrorangrebene på New York og Washington i 2001.

Ulig byrdefordeling

Ti år efter er USA’s årlige udgifter til forsvaret vokset fra 300 mia. til 700 mia. dollar. En stigningstakt, som de europæiske NATO-lande slet ikke har kunnet følge. Alle 28 medlemsstater er forpligtet til at spendere to pct. af deres bruttonationalprodukt på forsvaret; kun fem lever op til kravet.

I 2001 stod USA for 50 pct. af forsvarsudgifterne i NATO. I 2011 er amerikanernes andel vokset til 75 pct. af alliancens samlede udgifter. De 26 europæiske lande vil i dette finansår spendere 300 mia. dollar på militæret, hvilket i 2001-dollar er ensbetydende med en reduktion på 15 pct.

Ifølge NATO’s egne tal raslede forsvarsudgifterne i Europa ned med 45 mia. dollar i de to år efter finanskrisen i 2008. Summen svarer omtrent til Tysklands årlige forsvarsbudget. Nedskæringerne vil vare frem til 2015. Storbritannien vil i de næste fem år skære ti pct. af budgettet væk, Italien den samme andel, Tyskland seks pct. og Frankrig fire pct.

»Man kan altid komme og hævde, at europæerne ikke ser helt de samme trusler på globalt plan som amerikanerne og derfor lægger færre penge i deres forsvar,« siger Stanley Sloan, en NATO-ekspert ved Middlebury College i Vermont.

»Men der er ingen tvivl om, at finanskrisen ramte hårdt i Europa, og i det sidste års tid er det blevet værre med krisen i valutaunionen. Vi må nok erkende, at gældsproblemet vejer meget tungt i europæernes beslutning om at skære i forsvaret.«

Begrænset tålmodighed

Uagtet hvordan man anskuer de store europæiske landes motiver, så hersker der liden tvivl om konsekvenserne for sammenholdet i NATO. Der er grænser for USA’s tålmodighed.

Amerikanerne befinder sig i en gældskrise. Som Gates i en besk tone sagde inden sin afsked, så er »europæerne tilsyneladende villige og ivrige efter at se de amerikanske skatteborgere dække den sikkerhedsbyrde, som NATO-landenes lavere forsvarsbudgetter efterlader«.

»Gates’ pointe er, at USA på langt sigt vil være ude af stand til at bære en så stor del af byrden i betragtning af vores budget- og gældsproblemer. Europæerne bliver nødt til at tage sig sammen,« siger Jeffrey Lightfoot, vicedirektør for sikkerhedsafdelingen i pro-NATO tænketanken Atlantic Council.

»Gates er forælderen, der råber og skriger af børnene, fordi han holder så meget af dem, altså af NATO. Den største trussel mod NATO’s enhed er ikke spændingerne i alliancesamarbejdet i Afghanistan og Libyen. Den største trussel er af finansiel karakter. Man kunne sige, at Grækenlands krise har en større chance for at ødelægge NATO’s fremtid end noget andet.«

Er de europæiske NATO-lande vitterligt så modvillige og nølende?

Tomas Valasek, en slovakisk forsvarsekspert, der gennem årene har arbejdet for tænketanke i både Wash-ington og Bruxelles, tilbageviser noget af den amerikanske kritik.

»Amerikanerne må acceptere, at dette er en alliance mellem voksne mennesker. Det er korrekt, at Europa ikke besidder samme militære kapacitet som USA, men lande som Frankrig og Storbritannien fylder ret tungt i det globale billede. De 26 europæiske NATO-lande spenderer 300 mia. dollar om året på forsvaret; vi er ikke militære dværge, så amerikanerne bør lige holde inde et øjeblik,« siger Valasek fra sin pind hos Center for European Reform i London.

Europa lytter til råd

Når det er sagt, giver Valasek Gates ret i, at USA gradvist vil miste engagementet i NATO, hvis de europæiske medlemsstaters kampevne bliver mere og mere udhulet.

»I det mellemlange og lange perspektiv er der en høj risiko for, at USA vil anskue os som mindre interessante militære partnere, hvis vi fortsætter ad denne sti. NATO kan ende med at være en skal uden indhold,« frygter Valasek.

Gates og andre amerikanske politikeres kritik af den manglende enhed i de europæiske NATO-landes håndhævelse af flyveforbudszonen og luftbombardementerne i Libyen finder den slovakiske forsvarsekspert lige så irriterende.

»I stedet for at fokusere på nogle svage punkter burde amerikanerne være kisteglade for, at Europa endelig lytter til deres råd og tager ansvar for sikkerheden i vores nærregion. Det gjorde vi ikke på Balkan. Det gør vi nu i Nordafrika. Det er præsident Obama, der har sagt, at USA ønskede at uddelegere denne operation til NATO i Europa. Jeg forstår ikke, at vi bliver kritiseret, når vi så varetager opgaven,« indvender Tomas Valasek.

Et kritikpunkt kan man dog enes om på tværs af Atlanten. Det er, at våbenproduktion, infrastruktur og træning overlapper alt for meget på tværs af de europæiske landes forsvar. Nogle eksempler: I Europa råder de nationale flåder over 21 skibsværfter, i USA er tallet tre. Europæiske NATO-lande har 89 forskellige våbensystemer, USA 27. I Europa findes der 11 forskellige typer pansrede mandskabsvogne, i USA to. Resultatet er et kolossalt spild af ressourcer et problem, som USA ikke er nær så berørt af. En bedre integration af de 26 medlemstaters våbenproduktion, faciliteter samt træning og uddannelse ville give gevinst i form af en større militær kapacitet.

»Desværre hersker der på nationalt niveau i Europa stadig modstand mod at opgive kontrol med det nationale forsvar og overlade nogle opgaver til nabolande. Det er lidt mærkeligt, når man er kommet så langt med den økonomiske integration i EU,« siger Stanley Sloan, der har beskæftiget sig med NATO siden 1970’erne.

Samlet forsvar i Europa

Ikke fordi man afviser at integrere forsvarssamarbejdet på bilateralt plan inden for NATO. Briterne og franskmændene har deres projekter kørende, tjekkerne og slovakkerne har også deres ligesom belgierne og hollænderne.

»Det er et politisk anliggende, et spørgsmål om indbyrdes tillid og hvor langt man kan gå,« forklarer Valasek, som er involveret i disse integrationsbestræbelser.

»Måske man kan deles om træning, infrastruktur og vedligeholdelse af våben, men vil man også slutte militære enheder sammen?«

En anden side af den samme mønt er behovet for fortsat integration og samarbejde mellem USA’s og de andre NATO-landes forsvar. USA har stadig 80.000 soldater udstationeret på baser i Tyskland (54.000), Italien, Storbritannien, Belgien, Spanien og Tyrkiet.

Baserne i Europa udfører mange opgaver, ikke mindst virker de som brohoveder for militære operationer i Mellemøsten og Centralasien. Et vigtigt aspekt er øvelser og træning sammen med andre NATO-styrker.

»USA’s militære tilstedeværelse i Europa tjener til at knytte nationalhærene sammen; herudover er vi forpligtet i henhold til NATO-pagten til at komme allierede til undsætning i tilfælde af et angreb på dem,« siger Jeffrey Lightfoot fra Atlantic Council.

Kongressen lukker baser

Men fra Kongressen i Washington lyder der andre toner. Både Demokrater og Republikanere vil have to brigader eller 30.000 soldater trukket tilbage til militære baser i USA, hvor de vil stimulere den lokale økonomi, ligesom baserne gør i de europæiske lande. Lige nu ser det ud til, at det bliver et kompromis med en tilbagetrækning af en brigade eller 15.000 soldater.

Nok bliver der talt dunder i Washington mod de lave europæiske forsvarsbudgetter, men i sidste instans synes kun de færreste amerikanske politikere indstillet på at kappe de militære bånd til det europæiske kontinent.

»Vi har ikke rigtigt noget valg. Vi er ladt i stikken med europæerne,« konstaterer professor Sloane.

»Det er nok at åbne øjnene og lede efter andre allierede i verden. Jeg kan kun se Australien, New Zealand og Japan. NATO er stadig den største, vigtigste og mest effektive alliance i verdenshistorien. Trods alliancens skavanker giver det ingen mening at smide den på den historiske mødding.«