En dansk mystiker

For mange år siden studerede Knud Wentzel udviklingsromaner. Her stødte han på en roman, De Vises Sten, af den danske mystiker Anker Larsen. Han var medlem af Teosofisk Samfund fra 1894 og indtil 1909, hvor han havde en mystisk oplevelse, som gjorde ham til forfatter af romanen. Da Wentzel stødte på Anker Larsens bog, fængslede den ham, men den blev lagt væk igen, da den var for uregerlig for hans daværende projekt.

»Dengang tænkte jeg, at når jeg blev så gammel, at det var lige meget, hvad jeg lavede, ville jeg lave en bog om Anker Larsen,« siger den danske litterat, dr. phil og lektor emeritus Knud Wentzel.

Så blev Wentzel pludselig syg, lam i benene og anbragt i kørestol. Det vendte op og ned på alle prioriteringer, og han besluttede at skrive bio- grafien om den danske mystiker.

»Anker Larsen taler selvfølgelig også til mine spirituelle interesser, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke skriver den bog, så er der ingen, der skriver den, der er ikke andre, der kan. Der lå en opgave der, som jeg gerne ville løse.«

Undervejs fik Wentzel reaktioner uventede steder fra, som er lidt bevægende.

»Én fortalte mig for eksempel, at det var læsningen af De Vises Sten, da hun var ung, der fik hende til at tro på, at hun ikke var alene og tosset. Og Per Nørgaard, komponisten, har fortalt mig, at han som gymnasiast var stærkt optaget af De Vises Sten. Han gik rundt neden for Anker Larsens gadedør, men var for genert til at ringe på.«

Teosofien

Knud Wentzel kendte fænomenet teosofi, men egentlig ikke andet end navnene på nogle af de mere berømte, såsom Madame Blavatsky og Annie Besant, fortæller han. Han vidste heller ikke, at der havde været en dansk afdeling af Teosofisk Samfund.

Men Anker Larsen bryder med teosofien?

»Anker Larsens mystiske indsigt er spontan. Han gennemgår to udviklingsled, det teosofiske og det mystiske, og de er delvis adskilt. Man må formode, at han har haft en art mystisk oplevelse som barn, men ikke vidst, hvad det var. Børn tror jo ikke, at det er ekstraordinært, hvad de oplever, men det er nok sådan nogle oplevelser, der har motiveret ham til at læse teologi hvad han dog hurtigt opgav. Teosofien bliver hans universitet.«

»Da han er omkring 35 år gammel, kaster han den så over bord. Jeg ved ikke bestemt hvorfor, men jeg gætter på, at han har set folk i miljøet komme ud i psykisk uføre, eller måske har han selv været ved at skride ud. Desuden havde han en ven med autoritetsstatus i nordmanden Agnes Steineger, 10-11 år ældre end ham selv, samarbejdspartner i Teosofisk Samfund og clairvoyant. Hun forlod også samfundet i 1909 og sluttede sig til Steiner og antroposofien, hvad Anker Larsen ikke gjorde, men hun har sikkert haft indflydelse på hans beslutning.«

»Jeg kan jo kun delvis læse hans hovedværk De Vises Sten som et vidnesbyrd om ham selv, men romanen viser utilsløret, at han kendte til farerne,« tilføjer Knud Wentzel.

Men konstruktionen, selve tankeformen ligger ham vel ikke fjernt, når du siger, at teosofien var hans universitet?

»Teosofien er netop en tankegang med en struktur: det fysiske legeme, æterlegemet og astrallegemet osv., samt et ordnet kosmos. Den har en indretning, den er et studium, en viden. Det er interessant at se dens forhold til den naturvidenskab, der buldrer frem på dette tidspunkt. I naturvidenskaben er det menneskelige subjekt med dets følelser og interesser en afgørende fejlkilde. Derfor gælder det her om at forfine metoder til at minimere subjektets indflydelse. Men for teosofien er subjektet selv erkendelseskilden, som det derfor gælder om at åbne og forfine. Det er så modsat, som det kan blive.«

Det er vel også en tro, når teosofien for eksempel mener, at verden bevæger sig mod stadig højere stadier?

»En teosof ville kalde det en åndsvidenskab, der er lige så videnskabelig som naturvidenskaben,« fastslår Knud Wentzel.

»Historisk set var der i det teosofiske miljø to afdelinger. Den ene var Teosofisk Samfund, hvor alle kunne komme og lytte til foredrag, men derudover var der en inderkreds, som lavede okkulte øvelser, og jeg går ud fra, at Anker Larsen har været med der. Og det er dér, det kunne blive farligt! Her er det afgørende at have en personlig vejleder. Man ved ikke kon- kret, hvad han har foretaget sig der, Anker Larsen har ikke efterladt sig ret mange personlige vidnesbyrd ud over sine skrifter.«

»Men den okkulte afdeling havde også indsigt i en tantrisk skole, hvilket forbløffede mig meget. Den må have været meget hemmelig i 1900 med datidens syn på seksualiteten. Jeg kan endnu huske de fnis, tantra blev modtaget med i moderne tid, da Jes Bertelsen introducerede den.«

Skovstien

I stedet for at følge Rudolf Steiner forlod Anker Larsen al lærdom og flyttede ud af København til et villakvarter, der grænsede op til Geels Skov ved Holte, fortæller Knud Wentzel.

»Dér i skoven dukker den mystiske erfaring op, og den er i sit væsen spontan. Pludselig genfinder han sig selv som lille dreng på den skovsti, der fører hen til hans hus. Det kommer som en undren, og oplevelsen har med naturen at gøre. Dens udspring er umiddelbarhed. Barn og natur er grundsubstansen i oplevelsen.«

»Som han beskriver det, så var han på barndommens sti. Han foretager en omhyggelig registrering af, hvad han oplever, men han opdager, at hvis han gør noget ved oplevelsen, forsvinder den. Hvis han derimod lader være med at gøre noget, så kommer den igen. I de afgørende momenter er det en oplevelse af identitet med noget andet og større end ham selv, og den udvikles, efterhånden som oplevelsen uddybes. Det ender med oplevelsen af, at alting er her nu, tid og rum er ophævet, fortid og fremtid er til stede nu!«

Refleksionsevne

Anker Larsen beskriver oplevelsen som et trinvist forløb.

»Han har ikke beskrevet, hvor lang tid det tog i alt, men jeg gætter på mere end et halvt år, snarere måske to-tre år,« fortæller Knud Wentzel.

»Det er tydeligt, at nok er det i sit udspring en spontan oplevelse. Og i takt med at han udvider sit væsen, får han adgang til en verden, der er der i forvejen, men som han blot ikke kendte før.«

Knud Wentzel betoner Anker Larsens refleksionsevne, noget han må have op- øvet i Teosofisk Samfund, mener han, »mandens formelle uddannelse beløb sig trods alt kun til en studentereksamen.«

»Han har været iagttager, mens det skete. Men det er ikke den teosofiske kosmologi, han bruger, det er selve refleksionsevnen, han har derfra,« understreger han.

Hvorfor tror du, han valgte skønlitteraturen som medium?

»Han skriver et sted, at der ligger en trang til at udbrede budskabet, som næsten hører budskabet til. Har man mystiske oplevelser, har man en iboende trang til at viderebringe dem. Sådan er det i alle verdensreligionerne, undtagen i buddhismen sympatisk.«

»Anker Larsen var ikke god til at skrive skønlitteratur, men hans oplevelser har presset sig på. De Vises Sten er en fantastisk roman. Presset fra de grænseoverskridende erfaringer er så stort, og de er så mange, at der nærmest er Dostojevskij-tryk på.«

Nye erkendelser

»Også efter De Vises Sten bliver der dog ved at dukke nyt op. De, der overhovedet har beskæftiget sig med Anker Larsen, for eksempel Johannes Møllehave, plejer at konstatere, at han gentager sig selv i sine senere bøger. Men der dukker faktisk en ny erfaring op i hver eneste bog. I Martha og Maria er det oplevelsen af en udødelig identitet. I For aaben Dør oplever han spontant at det religiøse bliver personligt, Kristus kommer på banen som Menneskesønnen. Igen en ny erfaring. Og i Olsens Dårskab, hans sidste store ambitiøse roman, sker der et løft og en udvidelse af det seksuelle.«

»Selv hans allersidste beskedne bog, Hansen, bringer nyt. Der har det at gøre med, at hans elskede datter, Hanne, dør, måske den kvinde der stod ham allernærmest. Han iagttager hendes død, og selv om det er frygtelig sørgeligt, så koncentrerer han sig om at iagttage, hvornår sjælen forlader det døde legeme. Igen en ny spirituel erfaring, som han må skrive om.«

Bøvl med seksualiteten

Indtil Olsens Dårskab havde Anker Larsen haft bøvl med forholdet mellem det spirituelle og det seksuelle, fortæller Knud Wentzel.

Han havde jo fået en kristen opdragelse?

»Her skal man passe på. Han har fået en almindelig kristen opdragelse, som man brugte det dengang med bibelhistorie og indprentning af kristen moral i skolen, hvad man måtte og ikke måtte før ægteskabet osv. Men op igennem hele forfatterskabet, i hvert fald til omkring 1930, er det sådan, at hans hovedpersoner forbinder seksualiteten med en stærk oplevelse af det mandlige jeg, og det er i hans tilfælde kostbart, for det står i modsætning til ‘det åbne’, hans betegnelse for den mystiske erfaring. Da denne figur oplever sex i sin pubertet, består det dejlige i, at pigerne ser på ham som en mand, men når denne jeg-vilje viser sig, så slukkes den mystiske oplevelse. De to drifter kommer til at stå i konflikt til hinanden. I De Vises Sten ser man det, da hovedpersonen bryder igennem i den katolske mystik og dernæst ser sig selv i spejlet, selv om han er blevet advaret mod det. Det handler disse steder om det, Jung kalder jeget i andre religioner og psykologier kaldes det egoet. Foran spejlet træder det frem som forfængelighed. Den mor og datter, han i romanen opsøger umiddelbart efter, ser, at han er blevet ekstraordinært smuk. Og han kaster sig ud i en affære, som slukker lyset. Der er tale om et fejltrin med et tab af en lystfuld sjælelig udvidelse. Det er noget andet end kristen moral.«

»Det er ikke sådan, at Anker Larsen fordømmer eller omfatter seksualiteten med skam, men lyset slukkes, åbenheden klapper sammen, når seksualiteten og den mandlige jeg-vilje overtager disse personer.«

På et dybere plan er spørgsmålet vel så, hvorfor det slukker af den grund. Det er vel ikke en naturlov, men nok en kristen tankefigur?

»Det må vi lade stå åbent. Du har ret i, at der bagved naturligvis ligger spor, som er netop Anker Larsens kulturelt givne betingelse for at opleve det mystiske. Men han mener selv, at han overskrider den lokale kristne religion og når ned til et fælles niveau, hvor alle verdensreligionerne er ens.«