Da Rupert Murdoch over for et britisk parlamentsudvalg skulle gøre forsøg på at unddrage sig de uhyrlige konsekvenser af sit eget værk, forekom han til tider lige så groggy og chokeret som Erich Honecker efter Murens fald.
Som Erich Honecker havde han da også meget at undre sig over. Under alle omstændigheder må også Murdoch have set i øjnene, hvilket slags monster han havde skabt og med hvilke midler. Ligesom han må have forstået hvilken slags mur, der hermed endegyldigt var faldet, og at spillet nu var ude for hans vedkommende.
Murdochs imperium
Rupert Murdochs værk var et medieimperium, der blev bygget op omkring den korrupte forretningsidé, at magt over medierne kan bruges til at få magt over politikker og lovgivning især de love, som regulerer mediemarkedet og ejendomsretten til medierne, og som under Murdochs medie-rædselsregime (‘frem mine interesser eller jeg smæder dit ry’) blev udhulet bid for bid for at styrke hans imperium. Britiske toppolitikere fra Margaret Thatcher og Tony Blair til Gordon Brown og David Cameron plejede alle tætte og hyppige forbindelser til Murdoch og hans håndlangere og gengældte medietjenester med politiske tjenester. Alle havde de deres egen Murdoch-strategi.
Italiens modstykke til Rupert Murdoch, Silvio Berlusconi, gik et skridt videre og fusionerede sin magt over medier med magt over politik. Han behøvede ikke som Murdoch at benytte bagdøren til premierministerens residens, men tog selve hovedindgangen i besiddelse. På den måde kunne han uden mellemled bestille den type lovgivning, som hans økonomiske interesser krævede og uden mellemled bestille den type mediestøtte, som hans politiske magt har baseret sig på.
De korrumperende følger af denne forretningsidé brutaliserede medier, frygtstækkede politikere, hyrede journalister og korrupte politifolk er nu med ét blevet blotlagt for alle at se, efter at hele barrieren af politisk-mediemæssigt rygklapperi, der i så lang tid beskyttede den, er brudt sammen, og de involveredes medietrænede undskyldninger og bortforklaringer ikke kunne overbevise nogen.
Fortidens mediemoguler
Ideen om at bruge magt over medierne til at fremme kommercielle og politiske interesser er naturligvis langt fra ny. Der har været mediemoguler i fortiden: en Pulitzer og Hearst i USA, en Northcliffe og Beaverbrook i England, en Springer i Tyskland, en Hersant i Frankrig hver især med deres egne interesser at fremme. Alle opererede de dog før de globale kommunikationers, de genreoverskridende mediers og de transnationale mediekonglomeraters æra og dermed før det tidspunkt, hvor en Murdoch blev mulig.
Det nye ved Murdochs imperium var dets ambitioner og muligheder for på det globale plan at kombinere kontrol over aviser med kontrol over tv-stationer, satellitter, kabelnet, filmselskaber, bogforlag, og skruppelløst udnytte denne kontrol til også at få kontrol over markederne. Dette krævede på sin side fjernelse af diverse nationale barrierer for udenlandsk ejerskab, krydsejerskab og ejerskabskoncentration, hvilket igen krævede tæt og hyppig kontakt med premierministre og statsoverhoveder verden over med henblik på at udveksle tjenester og gentjenester. Da Kina til gengæld for adgang til det kinesiske satellit-tv-marked krævede, at Murdoch skulle fjerne BBC World fra sin Star-satellit, gjorde han dette prompte. Og da Murdoch til gengæld for sine tabloiders velvilje krævede grønt lys til at erhverve sig en monopollignende stilling på det britiske marked for betalings-tv, ville han næsten helt sikkert også have fået det hvis blot muren omkring ham ikke var faldet.
Publicistisk mørke
Karakteristisk for Murdochs imperium var det publicistiske mørke i dets hjerte. De brutale britiske skandaleaviser The Sun og News of the World blev ikke blot det tidlige økonomiske grundlag for hans imperium, men også det vigtigste middel til at tilgodese imperiets voksende behov for politiske tjenester. Hvor andre aviser nok kunne levere politiske skulderklap på lederplads, stillede Murdoch hele aviser til rådighed for sine politiske venner, herunder forsiden. Da The Sun i sidste fase af parlamentsvalget i 1997 kastede sin forside og sit multimillion-oplag ind bag Tony Blair, var det ikke, fordi Murdoch havde fattet sympati for hans politik, men fordi Murdoch var overbevist om, at Blair formentlig ville vinde alligevel og ønskede at sikre sig hans tjenester til gengæld.
Allerede i 1992 bemærkede journalist William Shawcross i sin ellers overvejende velvillige Murdoch-biografi: »Selskabets (News Corp. red.) og Murdochs egne ambitioner er blevet finansieret ved at rykke grænserne for anstændighed længere og længere ud (…) I takt med at News Corp. og tilsvarende selskabers magt vokser verden over, bliver spørgsmålet om effekterne af denne magtkoncentration stadig mere bekymrende.«
Næsten tyve år senere ser vi disse effekter alt for godt. Krydsejerskaber og koncentration af medier i stadig færre hænder er steget drastisk. Sammenblandingen af mediemagt og kommerciel magt er blevet almindeligt. Journalistisk uafhængighed og journalistisk troværdighed er blevet en mangelvare.
Alt dette er naturligvis ikke Murdochs skyld medielandskabet ville have ændret sig selv uden ham men han er det mest fremtrædende symbol på en forretningsidé, hvis korrumperende indflydelse på både journalistik og politik burde have stået klart for længe siden.
Nu faldt muren så omsider, og vi kunne alle se det uhyre, som gemte sig bag. Så måske er der alligevel ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
© Dagens Nyheter og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
De traditionelle medier ( aviser, TV o s v) får mindre og mindre betydning m h t nyhedsformidling og underholdning - konkurrencen fra internetaviser og bloggere bliver større og større, og det kræver ikke store prohibitive investeringer, at lave nyhedsformidlig eller sprede politiske budskaber over internettet.
Dagens og morgendagens risiko er ikke gamle mediemoguler, men dem, der søger at kontrollere og censurere internettet - typisk siger disse typer, at man for at “beskytte ytringsfriheden” er nødt til at højne debatten ved at afskære uheldige/kontroversielle/skadelige synspunkter og debattører.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Nu faldt muren så omsider, og vi kunne alle se det uhyre, som gemte sig bag. Så måske er der alligevel ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget.”
Ja, det vil jo vise sig. Vi har i årevis vidst at Berlusconi havde et uacceptabelt medie monopol i Italien og EU har for længst krævet at han solgte sin del. Men der er jo ikke sket noget! Der er jo heller ikke sket noget i England eller andre steder i anledning af de seneste afsløringer.
Hvor forberedes lovgivning mod monopoldannelse i medie verdenen? Hvor arbejder man for at svække uafhængige medier ála DR?
Det sidste spørgsmål er nemt at svare på, det kniber mere med det første!
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg forstår ikke noget
Er murdoch død? Sat i spjældet? Har fået alle sine medier beslaglagt? Eller er der med nærværende artikel blot tale om ønsketænkning med al den datid?
Er der blot nogen små afsløringer, som han nemt kan dække over igen?
Murdoch medierne har som helhed intet ændret siden skandalen her kom frem. Flere af dem stiller sig direkte uforstående over for kritik og nedgør de der ønsker en bredere undersøgelse end den af de i England berørte medier. Den eneste konsekvens er lige nu at Murdoch ikke kunne købe yderligere engelske kanaler. Dem skal han nu nok få når det her er glemt om et år.
Artiklen er efter min mening alene udtryk for en personlig drøm fra forfatteren.
Murdoch reagere stadig i store dele af medieverdenen og censurer nyhederne så de passer til hans kapitalistisk agenda.
Det er utvivlsomt at skandalen har skadet Murdoch i Storbritannien og har begrænset hans muligheder, men det er endnu for tidligt at afskrive ham. Desuden er centrum for Murdochs mediainteresser ikke Storbritannien, men USA, og der er det uklart om skandalen får nogle konsekvenser. At sige, som Rosenberg gør, at spillet er ude og at en mur endegyldigt er faldet, er indtil videre ønsketænkning.
Viel Geschrei und wenig Wolle.
Ligesom med oprydningen efter finansskandalerne, er jeg bange for, at vi glæder os for tidligt.
FOX har vist vejen, de har udnævnt Murdoch til offer for aflytningsskandalen.