Man ikke bare kan bestræbe sig på at forstå. Man skal. Når sognepræst Sørine Gotfredsen efter sin kronik i Berlingske er blevet angrebet for selve bestræbelsen på at forsøge at ‘forstå’ massemorderen og hans motiver, er vi ude ad en gal tangent.

At det endda er blevet foreslået, at avisens debatredaktion skulle have overvejet at afvise indlægget, tangerer til det absurde. For Sørine Gotfredsens indlæg som hun nu selv undskylder udgjorde et vigtigt bidrag til debatten: Den afspejlede, hvad betydelige dele af den yderste højrefløj går og tænker. Så lad os da få det på bordet, så vi kan afvise det som den toneangivende udlægning. Og Gotfredsens argument er muligt at forkaste. På baggrund af en eklatant historisk fejlslutning, konkluderer præsten nemlig, at kristendommen og islam altid har ligget og følgelig, altid vil ligge i konflikt og at det mulitietinske samfund derfor i sin blotte konstruktions væsen vil føre til ekstreme og brutale udtryk, som det vi har set i Norge. Ikke mange historikere vil støtte den udlægning af historien. Og virkeligheden i Europas lande er i dag, at vi lever sammen, udvikles, støder sammen og udvikles endnu mere. Det er det, der hedder ‘samfund’.En af dem, der harargumenteret mod at ‘forstå’, er SF’s Ida Auken, der i P1 Debat mødte den udskældte debattør til en ophedet snak. Her fremførte Auken, at det jo ville svare til, at vi efter 11. september 2001 var begyndt at finde forklaringer på, hvorfor terroristerne gjorde det.

Men det var vel præcis, hvad vi gjorde i de forvirrede måneder i 2001 og også til tider i den europæiske offentlighed så meget, at det faldt de sørgende amerikanere for brystet. Vi satte os for at forstå, fordi vi skulle. Der var folk, der udlagde terrorangrebet som et udtryk for Samuel P. Huntingtons tese om civilisationerne sammenstød. Der var dem, der så det som en reaktion på USA’s illegitime krige. Og der var alle dem ind imellem. Alle balancerede vi på den svære knivsæg mellem at forstå, forklare og forsvare, men heldigvis gjorde vi det. For der kan næppe være noget værre end en tragedie blottet for erkendelser.

Sørine Gotfredsens kronik fik Politikens Lars Trier Mogensen til at fare usævandelig hårdt i blækhuset. I en leder i Politiken betegner han Gotfredsen som ‘terrorapologet’ og skriver blandt andet: »Fælles for Sørine Gotfredsen og Jean-Marie Le Pen er, at de hidtil er blevet betragtet som repræsentanter for legitime synspunkter. (…) Men tragedien viser, at vi må blive endnu bedre til at værne om vores åbne demokrati.«

At modstanderne forleden var Ida Auken og Trier Mogensen var vel knap så overraskende, men i går meldte umiddelbart mere umage sangere sig i koret af Sørine-kritikere, da Pia Kjærsgård under DF’s sommergruppemøde tog afstand fra »enhver analyse af massemordere og terrorister«. Sidemanden Kristian Thulesen Dahl uddybede partiets holdning: »Der er ikke noget som helst, der bare på det yderste af en fingerspidsnegl kan forklare eller forsvare en gal nordmands massakre mod unge landsmænd. Enhver, der forsøger at lægge et rationale ind, de begår en fejl. Den slags skal man slet ikke begive sig ud i«.

Jo, man skal. Og man skal også turde at åbne der, hvor konflikterne gør ondt. For Sørine Gotfredsens kronik fejler heller ikke ved, at den forsøger at forstå den selvudnævnte kristne kriger Breivik i forhold til den proces, hvormed de skandinaviske lande har bevæget sig fra etnisk homogene velfærdsstater til multietniske enheder i en globale økonomi.

I dagens Information er den slovenske filosof Slavoj Žižek ude i et lignende ærinde, men han når frem til andre konklusioner. Også han ser Anders Breivik som en konsekvens af de enorme udviklinger, som Europa har været igennem det seneste kvarte århundred. Indledningsvis afviser han Breiviks logik med ordene: »Den sande trussel imod den europæiske arv er folk som Breivik, den selvudnævnte forsvarer for Europa, der dræber ‘af kærlighed’ til Europa: Med sådanne venner behøver Europa ingen fjender«.

Men derefter vender han blikket mod ‘sine egne’ med et par opbyggelige žižekske ord til den europæiske venstrefløj: »I stedet for at spille ‘Den Smukke Sjæl’, der begræder det nyopståede racistiske Europa, som de rituelle udsagn er udtryk for, bør vi vende det kritiske blik imod os selv og spørge, i hvilken udstrækning vores egen abstrakte multikulturalisme har bidraget til denne sørgelige tingenes tilstand. (…) Det her er ikke en konflikt mellem kulturer, men en konflikt mellem forskellige opfattelser af, hvordan forskellige kulturer kan og bør sameksistere og om de regler og den praksis, disse kulturer er nødt til at dele, hvis de skal kunne sameksistere«.

Forstå Slavoj Žižek eller ej. Forstå Sørine Gotfredsen eller ej. Men anerkend, at forsøget på at forstå altid må følge efter tragedien. Og at argumenter ikke bliver illegitime af at være dybt ubehagelige.