Opslag til denne artikel

Emneord:kunst
Organisationer:Ungdomshuset
Steder:Nørrebro

I begyndelsen var Ungdomshuset, så kom Faderhuset, så kom balladen og så kom bulldozerne. Således sluttede historien om Jagtvej 69, troede det hippe galleri V1 i Kødbyen, og derfor sendte det mandag en amerikansk streetart-verdensstjerne til Nørrebro for at male et gravmonument på nabogavlen til den tomme byggegrund.

For øvrigt med støtte fra Københavns Kommune, der i sin tid solgte Ungdomshuset og sendte betjente i hobetal på gaden og ned fra en helikopter i luften for at slå hårdt ned på de utilfredse unge for til sidst at sparke dem ud i et andet hus i Nordvest.

Det blev til en gigantisk fredsdue suppleret med ordene ‘PEACE 69’ i halvanden meter store typer, hvis der stadig var nogen, der ligesom var i tvivl om budskabet.

Der gik omtrent et døgn, før de unge havde fundet ud af at hoppe på bussen ude fra Nordvest, smadre gavlmaleriet med malerbomber og skrive »Go home, yankee hipster« i den mere traditionelle streetart-stil, hvor man ikke rigtig er i tvivl om, hvorvidt kommunen har betalt for materialerne.

Et kæmpestort banner med Mission Accomplished og et maleri af George W. Bush med en tommelfinger i vejret havde muligvis haft bedre chancer for at stå urørt tilbage. Men V1-ejeren, Mikkel Grønnebæk, mener, det er hærværksmændene, der er ignoranter, fordi de ikke forstår det positive i ordet peace. Og så er det lidt strengt, at kalde kunstneren yankee. Desuden er han selv kommet meget i Ungdomshuset i midt-halvfemserne, skynder han at pointere.

Var også ung engang

Og 41-årige Sherpard Fairey – det er verdensstjernen – er skam selv venstrefløjsaktivist med en fortid som skater og i punkmiljøet, så han ved, hvad det handler om, siger han til modkraft.dk.

»Folk skal lade være med at tænke så lokalt. Jeg går ikke ud fra, at de folk, som er sure, støtter krigen i Afghanistan. Det er selvfølgelig beklageligt, at huset er væk, men man kan jo også forstå budskabet som ‘Rest In Peace’ (Hvil i fred, red.),« siger Sherpard Fairey for lige at understrege pointen én gang til, i fald dét var problemet.

Selv har han åbenbart svært ved at forstå, at folk forbinder et gavlmaleri på Jagtvej 69 med, hvad der er sket lokalt på Jagtvej 69, og at folk derudover ikke bare synes, det er fjong og noget, de kan lægge bag sig.

I går gik han i hvert fald i gang med at reparere gavlmaleriet igen, samtidig med at han ifølge V1 fik snakket ‘hele hærværkssagen igennem’ med de unge.

Der er vist ikke så meget at misforstå. Lad væddemålene begynde om, hvem der først giver op: Sherpard Fairey, ‘de unge’ eller træ-krammerne i Østerild Klitplantage?