Opslag til denne artikel

Emneord:intelligent design, kultur , liv, religion
Personer:Peter Bastian
Steder:Danmark

Peter Bastian er mange ting: musiker, komponist, fysiker og en søgt foredragsholder, der senest har skrevet bogen Mesterlære En livsfortælling. Men af bogen fremgår det også, at han er et spirituelt menneske, og det er derfor, jeg har opsøgt ham en sommerdag i hans have ved Esrom sø. Jeg vil finde ud af, om musikken er en privilegeret indgang til spiritualiteten, eller om Peter Bastian er blevet musiker, fordi han er et spirituelt menneske.

»Jeg havde en spirituel længsel fra barnsben af,« svarer han uden tøven.

»Til trods for at religion blev latterliggjort i mit barndomshjem.«

Han fortæller, at hans mor, operasangerinden Birgit Bastian, kom fra 1930’ernes Tyskland, og at hendes familie var socialister helt tilbage til Rosa Luxemburg. Med den baggrund blev man kommunist i 30’erne, konstaterer han. Faren, operasanger Gert Bastian, var bondedreng, »måske med et ubevidst kristent gen«, men han blev socialist og ateist.

Selv havde Peter Bastian imidlertid en nagende fornemmelse af, at noget radikalt manglede. Senere har han erkendt, at han som barn havde spirituelle oplevelser.

»Når jeg lå musestille i sengen, kunne jeg få fornemmelsen af at være uendelig stor, og samtidig fortættet i et punkt. Jeg oplevede en dybde i mig selv, der var skræmmende. Oplevelser som denne har jeg som voksen genfundet i meditation, men nu er det ikke skræmmende længere. Eller rettere sagt: Det kan være frydefuldt eller skræmmende, det er irrelevant,« siger han.

Jeg beder ham uddybe, hvorfor det er irrelevant.

»I meditation, kan du føle lyksalighed den ene gang og være forfulgt af de værste mareridt den næste, men hvis du står distancen, opdager du, at de to oplevelser har noget til fælles: dig. Den, du er, er uberørt af, hvordan du har det. Frihed er ikke en måde at have det på, men er radikalt uafhængig af, hvordan du har det. Din dybeste identitet er fuldkommen uberørt af tiden. Der er ingen historie, ingen traumer, der er aldrig sket noget, der er kun fuldkommen tilstedeværen. Man er der altid allerede.«

Væren er nemlig ikke resultatet af en proces, understreger Peter Bastian. Intet kan diskvalificere det forhåndenværende øjeblik fra at være det forhåndenværende øjeblik.

Bevidsthed

Peter Bastian opererer med en skelnen mellem overlevelsesinstinktet og udviklingsinstinktet.

»Overlevelsesinstinktet har tjent os fabelagtigt godt i en milliard år, medens instinktet for at skabe ikke er ældre end vores refleksive bevidsthed, altså evnen til at iagttage vores egen bevidsthed, og den er måske sølle 50.000 år gammel« siger han og forklarer:

»Det er i kraft af den refleksive bevidsthed at spørgsmålet, ‘hvem er jeg?’ opstår. I den refleksive bevidsthed er der altid mindst to, nemlig et subjekt og et objekt. Man kan iagttage sit bevidsthedsindhold udefra, som objekter, tanker, følelser osv., men hvem er det, der kigger? Ja, det er selvfølgelig dig, men det betyder, at din dybeste identitet ikke kan være et objekt. Hvad er du så? Svar: Du er ikke to. Du er én! Og det er en overvejelse som er underbygget af erfaringen i dyb meditation. Jeg er ikke to. Jeg er én. Og i det øjeblik du erkender, at du er én, så strømmer der en henrykkelse ud i verden, og den henrykkelse strømmer gennem alting. Vi er del af en subtil poesi. Sådan tror jeg, at H.C. Andersen så verden. Fra hjørne til hjørne hænger det sammen. Man oplever en taknemmelighed ved at være i live, ved at trække vejret, som er irreducibel. Den er ikke baseret på noget mere fundamentalt end sig selv.«

Han har mødt hjerneforskere, som hævder at bevidstheden er sekundær, siger han, »men det betyder jo, at vi kun er bevidste, når vi er bevidste om noget. Kun fordi jeg er bevidst om dig, om tekanden på bordet og udsigten over søen, er jeg bevidst,« parafraserer han.

»Det vil imidlertid medføre, at når bevidsthedsindholdet fordamper tanker, følelser, verden så falder vi i søvn eller døde om. Men erfaring fra meditation fortæller os, at det ikke er tilfældet. Det hele synker baglæns, og til sidst er der intet tilbage. Kun mig. Jeg er her mere end nogensinde.«

Peter Bastian er selv naturvidenskabsmand, og hans verdensforståelse er syltet ind i videnskab, siger han. Men for ham betyder det, at han har lært at leve med uvished. Han har lært at leve med ikke at forstå, hvad vi taler om. Det vækker en fandenivoldsk spørgelyst, som altid fører til nye spørgsmål, siger han, og svarene bliver mere og mere ubegribelige, jo dybere man søger.

»Man bliver bekræftet i, at ens forståelse er ukomplet, at der ligger voldsomt meget uden for den menneskelige verden, at der findes mere menneskelighed, end vi har fat i.«

Peter Bastian tror ikke på en ydre skabergud, men taler alligevel om Gud. Vi kan ikke undvære en betegnelse for det største, forklarer han. I stedet for spørgsmålet om, hvorvidt han tror på Gud, finder han det modsatte spørgsmål mere nyttigt:

»Tror jeg ikke på Gud?«

Og her må han erkende, at hans mange fjeldvandringer i Lapland og Grønland havde været en fundamentalt anden oplevelse, hvis han ikke troede på Gud.

»Så jeg må konstatere, at jeg åbenbart tror på Gud, hvad enten jeg vil eller ej. Måske er det fordi forestillingen om en gud er bundet til værdier, der ligger så dybt i vores kultur og i os selv, at vi uvilkårligt fortolker vores erfaringer og opfører os i overensstemmelse med dem.«

»Men meningen med livet er livet, vi har ikke brug for et metaliv. Ligesom meningen med Mozarts G-mol er Mozarts G-mol. Vi er selv det simplest tænkelige udtryk for os selv. Livet går efter kærlighed, efter at se og høre. Livet laver øren, så vi kan høre. Det er, hvad livets anliggende går ud på, og det er rigeligt svar.«

En evolutionær impuls

I stedet for et liv i det hinsides peger Peter Bastian på en evolutionær impuls eller et princip i universet, der fører fra det simple til det komplekse.

 

»Loven om entropiens vækst fortæller, at når et komplekst system er overladt til sig selv, så disintegrerer det i simplere bestanddele, men ser vi på bevægelsen fra Big Bang, som begyndte med et punkt og en bit, til livet her på egnen, med børnebørn, Mozart og den samtale vi fører lige nu, så er der tale om den stik modsatte bevægelse, nemlig en retning fra simple til mere og mere komplekse enheder.«

Dette kalder Peter Bastian syntropi.

»Om det er Gud eller Darwin, der kører showet er i denne sammenhæng irrelevant. Der er en retning, fra simple til komplekse enheder, som går gennem differentiering og integrering. Og syntropien genfinder vi i vores egen skaberkraft, som også fungerer gennem differentiering og integrering.«

Hvori adskiller det, du siger, sig fra intelligent design og kreationisme?

»I kreationismen og i intelligent design forestiller man sig, at der findes et blueprint eller en mesterplan for verden. ‘Gud har planlagt det i alle detaljer, og det kører perfekt derudad.’ Det er der intet, der tyder på. Skabelsesprocessen udfolder sig på samme måde, som når et menneske skaber. En komposition bliver skabt ved at sætte meningsløse prikker på nodepapir, og undervejs opstår der en højere meningsfylde. Før var der intet, undervejs tog vi fejl mange gange, og det lød frygteligt, men til sidst ligger der en symfoni, som ikke var der før. Når vi skaber, har vi en fornemmelse af en retning. Vi leder efter liv, efter en højere fuldkommenhed, og vi genkender øjeblikkelig løsningen, når vi finder den, men vi har ingen anelse om, hvor vi lander, før vi er der. Jeg tror heller ikke Gud ved, hvor det hele er på vej hen.«

Meget tyder dog ifølge Peter Bastian på, at det er en erkendelse, som går tabt i vores nuværende kultur. Han mener at instinktet for at skabe i vores samfund drukner i overlevelsesinstinktet.

»Ser du ud over dit fædreland i fugleperspektiv, er vi voldsomt optagede af vedligeholdelse. Vi er ikke et samfund på vej et sted hen. Inden for overlevelsesinstinktets domæne er idealforestillingen om fællesskab hygge, som er kollektivitet på bekostning af individualitet, og overlevelsesinstinktets debatform er alles kamp mod alle, hvilket er individualitet på bekostning af fællesskab. Det er stupidt. Og vi er endda glimrende i stand til at udtrykke noget andet.«

Det betyder imidlertid også, ifølge Peter Bastian, at spiritualitet ikke bare uden videre er svaret. For spiritualiteten har to sider: Man kan søge bagom verden i pur væren og vende ryggen til, eller man kan forsøge at udvikle ansvarlige, skabende fællesskaber.

»Væren er målet for den klassiske spiritualitet, hvor du finder den uendelige dybde i bevidstheden selv. Du hviler fuldstændig i nuet, og der er ingen trang til at flytte sig, for alt er allerede fra hjørne til hjørne nøjagtigt som det er. Der er ingen behov, ingen selvbevidsthed. Du er et punkt.«

»Også som skabende er du fuldstændig nærværende uden selvbevidsthed. Du er fuldstændig tilstede nu og her, men du hviler ikke i nuet, men skaber verden, ved at føre samtlige konsekvenser af nuet ind i fremtiden. I vores skabende identitet erkender vi et ansvar for vores handlinger 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Vi er altid på. Men samtidig ved vi, at vi i vores dybeste jeg altid allerede er fri af det hele. Vi brænder, men vi brænder ikke op.«

»Den meditative erfaring er fuldkommen afgørende. Men i min forståelse af spiritualitetens projekt, er den ansvarlige deltagelse som medskaber i skabelsesprocessen det primære mål. Ikke udfrielse fra livet, men frihed ind i livet, som livet.«

Ansvarligheden

Peter Bastian kan godt få øje på længslen efter skabende fællesskaber, men i »det danske fladland,« vinder narcissismen i reglen på den lange bane, fortæller han.

»Man bliver ikke et større menneske af at meditere. Det er ikke wellnessindustri, der er svaret, men et autentisk skabende fællesskab. I instinktet for udvikling er fællesskabet karakteriseret af fravær af skjulte dagsordner, personificeret ved min gamle blæserkvintet, hvor musikken altid vinder. Vi har samme identitet: ‘Jeg er Den danske Blæserkvintet, som spiller Mozart’. Samtidig har hver af os det fulde ansvar for alt sammen. Hvis jeg spiller falsk, spiller vi falsk. Der skal én til at spille falsk, der skal fem til at spille rent. I instinktet for at skabe er et fuldkomment fællesskab og en fuldkommen individuel autonomi én og samme tilstand.«

»For at få adgang til et skabende fællesskab bliver vi nødt til at bevidstgøre os så fuldkomment om de to instinkter, sådan som de udfolder sig i os selv og i hinanden, at vi bliver i stand bevidst at vælge side. Det er det ansvar, vi bliver nødt til at påtage os for at føre os ud af den døde vedligeholdelseskultur, som et dominerende overlevelsesinstinkt drukner os i.«

Blå bog: Peter Bastian

• Født 1943.
• 1962-71, uddannet i teoretisk fysik og som klassisk fagottist.
• 1970, stifter Balkan Trioen.
• 1976, medlem af BAZAAR.
• 1987, ’Ind i musikken – En bog om musik og bevidsthed’ og Weekendavisens Litteraturpris.
• 1988, Rosenkjær-prisen.
• 1998, Ridder af Dannebrog og komponist af ’fraktal musik’-stykket ’5!’
• 2002, Frederiksborg Amts store kulturpris.

Denne artikel er anbefalet af: