»Hadet skal næres fra dag til dag,« lød et af Mussolinis slagord.

Massakren på Utøya blev næret af et voldsomt had. En sindsforstyrret mand hader indvandrerne, som han paranoidt forestiller sig vil invadere og overtage og ødelægge hans verden. Men mere end indvandrerne hader han dem, der ikke deler hans had. En bemærkelsesværdig affektiv struktur. Han hader dem, der er fri for had. Han hader det tolerante Norge, der står åben for ‘de andre’ som en rummelig moderfavn.

Man har undret sig over Breiviks ideologisk sammensatte profil. Han er mod indvandrere, men for jøder. Han er mod kvinder, men for abort. Han er nazist, men kan ikke lide Hitler. Han er højreekstremist, men taler bøssernes sag. Det ligner et mærkeligt miskmask af intolerant højreradikalisme og frisindet liberalisme.

I sin kommentar til Oslo-myrderierne peger den slovenske filosof Slavoj Žižek på, at dette miskmask af højreradikalisme og liberalisme ikke er enestående for Breivik, men symptomatisk for vor tids Europa. Han nævner som fortilfælde den myrdede hollandske højrepopulist Pim Fortuyn, som var erklæret bøsse og gode venner med flere indvandrere. Som Žižek skriver, var han alt i alt en fin og politisk korrekt fyr, bare ikke når det kom til hans politiske grundholdning …

Snarere end at forstå Breivik som et symptom på kampen mellem frisind og chauvinisme opfordrer Žižek os til at være opmærksom på den farlige alliance mellem disse to: chauvinisme med et menneskeligt ansigt. Det er den, vi ser hos de højreorienterede politikere og kommentatorer, der tager afstand fra Breiviks handling, men samtidig ser ham som reaktion på et reelt problem (den tolerante multikulturalisme). Meget velanbragt drager Žižek en parallel til en fransk nazistisk tænker, som plæderede for »en anstændig antisemitisme«. Den farlige logik synes at være:

»Man kan godt hade de andre uden at blive et umenneske.«

Nogle af de tilsyneladende modsætninger i Breiviks ideologiske profil kan forklares af historisk-politiske forhold. Man kan godt være fortaler for Blut und Boden og samtidig hade Hitler, hvis det var ham, der invaderede ens Vaterland. Samme legering ser vi i Danmark, hvor den muslimkritiske nationalisme gerne sammenligner sig selv med frihedskampen mod Nazityskland.

I dag må vi også, som Žižek påpeger, acceptere den prosemitiske racist som en, om end nok så paradoksal, historisk realitet. I de bølger der udgår fra verdens brændpunkt, striden mellem Israel og Palæstina, bliver antimuslim på sørgelig vis identificeret med projøde.

Kvindehadets struktur

Men hvordan kan man være antifeministisk aborttilhænger og fremmedhadende bøsseven? Her vil jeg vove den tanke, at disse tilsyneladende ideologiske modsætninger har en fællesnævner i noget, man kunne kalde kvindehad.

Kunne man tænke sig, at det, en mand som Breivik hader allermest, er kvinden? Eller det, han forestiller sig kvinden som: fødende moderdyr med favnen evigt åben for nye, udsatte små? Hvis man hader eller frygter kvinden som forplantningsvæsen, giver det god mening at forsvare abort og homoseksualitet, samtidig med at man generelt er kvindefjendsk og hader enhver favnende tolerance.

Žižek slutter sit essay om Oslo med at skrive, at Freuds berømte spørgsmål »Hvad vil Kvinden?« nu er afløst af »Hvad vil Europa?«. Men måske er det for tidligt at skrinlægge spørgsmålet om »kvinden«. Måske er spørgsmålet om den feminine anden stadig yderst relevant, også for spørgsmålet om den etniske og kulturelle anden. Og måske er kvindehadets struktur stadig strukturen bag et fatalt had som Breiviks.

Jeg er ikke ude på at diagnosticere Breivik som kvindehader. Jeg er slet ikke ude på at identificere kvinden med det store moderdyr. Jeg peger blot på kvindehadet som en struktur, der kan give konsistens til en position, der synes ideologisk paradoksal. Hvis vi et øjeblik lader være med at efterspore ideologien i Breiviks sym- og antipatier og i stedet leder efter affekten, så kunne de godt se ud til at have samme affektive udspring i hadet til kvinden identificeret med moderen.