Opslag til denne artikel

Emneord:arbejdsmarked, dagpengesystemet, internettet
Steder:Danmark

Jeg ser morgen-tv hver morgen. Jeg kan godt lide morgen-tv. Det er en god start på dagen. Og en god opvarmning til kurset. I morgen-tv har de et karrierepanel. To mænd og en kvinde. De er direktører og coaches alle tre. De ved noget om karrierer. Hvis man vil have sådan en, så gør man klogt i at lytte. Den ene siger ofte, at vi skal blive bedre til at tænke på kanten af boksen. Ikke ud af boksen. Men på kanten af boksen. Det gælder også i jobsøgningen. Integro tænker ud af boksen. De har gjort meget klart for os, at det er det, de gør. Jeg ved ikke helt, hvad der er bedst, men jeg tror, Integro har fat i den længste ende. Det sagde jobkonsulenten Vinnie i hvert fald, da jeg spurgte.

Karrierepanelets råd tager jeg med mig, når jeg slukker. Jeg ved eksempelvis nu, at man ikke skal lade festbilleder ligge og flyde på internettet. Særligt ikke fuldebilleder. Det bryder arbejdsgivere sig ikke om. Arbejdsgivere hverken ansætter eller forfremmer festende. Hvorfor skulle de det? Karrierepanelet anbefaler, at man i stedet benytter internettets sociale netværk til at fortælle, hvor meget man glæder sig til en jobrelateret aktivitet. Det kunne eksempelvis være et kursus. Eller et særligt emne på et kursus. Jeg glæder mig til kurset i det og det, skriver man. Det bliver spændende rent fagligt, kan man tilføje.

Sådan noget kan arbejdsgivere godt lide. Det er også det, direktøren for Integro igen og igen har understreget på kurset. Det er vigtigt at rose den potentielle arbejdsgiver og sige, at det han laver er interessant. I en ansøgning er ros alfa og omega. Det er dét, der får din ansøgning øverst i bunken. Og det er dét, der får en arbejdsgiver til at læse videre.

Derfor har Integro udviklet ikke så få jobansøgningsindledninger, designet til netop disse to formål:

»Min entusiasme og udadvendthed, kombineret med min store interesse for Deres virksomhed, gør, at jeg meget gerne vil besøge Dem med det formål at indlede et nærmere samarbejde …«

Alt det der med edb

Sådan en indledning skiller sig ud. Hvis alle bare brugte den, så ville arbejdsløshedskøen være betydeligt mindre. Det er jeg sikker på. Rosen kan også være endnu mere subtil:

»Jeg søger hermed et job som servicemedarbejder. Grunden til, jeg søger netop her, er, at jeg vil være stolt af at arbejde i et team med …«

Og man kan med fordel fortælle, at virksomheden efter ens opfattelse er i fremdrift. Det kan arbejdsgivere godt lide at høre:

»Jeg vil gerne være med, hvor tingene sker! Derfor denne ansøgning til jer!«

Husk udråbstegn. Det understreger, at man mener det. Der er naturligvis endnu flere indledninger at vælge imellem på de udleverede ark. Det har Integro sørget for. Og de kan kombineres med lige så mange afslutninger, så ansøgningen kan blive rigtig personlig. En god afslutning skal være frisk og understrege ansøgerens entusiasme. Det kunne eksempelvis være:

»Jeg er entusiastisk og fuld af energi! Jeg ser frem til at komme i gang den 1. september!«

Læg mærke til, at kombinationerne gør det muligt at nævne din entusiasme i både indledning og afslutning. Så vigtig er entusiasme på skrift. Vigtigheden kan ikke overdrives. At udvise personligt initiativ er også afgørende. Det er dig som ansøger, der tager kontakt til virksomheden. Ikke omvendt. Det skal du vise i din afslutning:

»Jeg ‘slår lige på tråden’ en af dagene vi snakkes ved!«

Anførselstegnene indikerer, at der bare er tale om en talemåde. Man slår selvfølgelig ikke i virkeligheden. Det ville være underligt.

Men for overhovedet at kunne sende rosende ansøgninger skal man mestre det der med computere. Edb, hedder det. Feltet er i en konstant rivende udvikling. Mange arbejdspladser er helt gået over til edb. Det gælder om at følge med. Den frådende og løbske teknologityr skal gribes ved hornene. Og man skal holde fast. Ellers bliver man som arbejdsløs overhalet indenom.

»Flere og flere tager uddannelser, og det gør det betydeligt sværere at få job«, skriver Integro.

Derfor skal man holde sig opdateret. Det gælder alle. Det kunne f.eks. være en »kontorassistent, der gør sin uddannelse dybere ved at lære edb og specialisere sig f.eks. i Windows-programmer.«

Nedenunder er der en tegning af en dame med en floppydisk. Hun er ved at lære det nye Windows 98, står der. Og hun vil også gerne blive bedre til bogholderi. Hun ser entusiastisk ud.

»Hele livet er en uddannelse, og de faglige kvalifikationer må hele tiden gøres bredere og dybere«, står der over hendes hoved.

Jeg håber, hendes entusiasme varer ved. Selv når det driller. Selv når der opstår problemer. »Udfordringer«, som jobkonsulent Britta kalder det. Det er et bedre ord. Problemer lyder negativt. Det er vigtigt at være positiv og entusiastisk. Det er meget oppe i tiden. Arbejdsgiverne går meget op i det. Man skal huske at skrive det i sin ansøgning. Og fortælle, at man tænker på kanten af boksen. Nej ud. Ud var det.

Dagpengeland

Lau Aaen blev som nyuddannet ledig sendt på et jobsøgningskursus hos en privataktør. I ‘Dagpengeland’ beskriver han sine oplevelser i aktiveringsindustrien. Serien er ikke fiktion. Dette er den sidste artikel i serien.

Bloggen ‘Dagpengeland’ udkommer som roman til efteråret på forlaget Gyldendal

Denne artikel er anbefalet af: