Om at være en modig demokrat

Cynthia Fleury er en filosof, man får lyst til at læse, når man hører hende i radioen, eller ser hende på skærmen. Midt i mediernes mudder fremstår den unge franskmand knivskarpt analyserende, når hun pludselig toner frem.

Det, som Cynthia Fleury inviteres ind i tossepladerne for at kommentere på, er demokratiets tilstand i vore dage. I 2005 udgav den dengang blot 31 årige filosof essayet, Les Pathologies de la démocratie (Demokratiets sygdomme), hvori hun diagnosticerede det, hun kalder de aldrende demokratiers adfærdsproblemer. Demokratier har nemlig så svært ved at blive voksne. På en ansvarlig måde, der hverken kører på revolutionsadrenalin, men heller ikke er faldet i reformernes træge og uinspirerende dødsspiraler.

»Jeg mistede modet, som man forlægger sine briller. Lige så tåbeligt. Ligeså skødesløst«, betror Cynthia Fleury om en personlig nedtur, ved starten af sit seneste essay La fin du Courage (Det er slut med modet) fra 2010.

Det er med vilje, hun ikke har sat spørgsmålstegn ved, om vi i dag rent faktisk har mistet modet. Hun betragter det som en konstatering og som udgangspunkt for et kampråb. Vi er nødt til at finde modet igen, personligt såvel som kollektivt, vi er nødt til at skabe en modets etik, som kan holde vore demokratiske institutioner i live. Men er det så blot en gammeldags, for ikke at sige aristokratisk, dydsetik hun efterlyser, spørger hun selv ?

Når personlig frihed og individualisme er så vigtige i demokratiet, må man se på, hvorledes de hænger sammen, Det er her, Flery tager sit udgangspunkt. Det er i afmatningen, magtesløsheden og entropien, at demokratiers adfærd kan sammenlignes med den tilstand, som hos et enkeltindivid kaldes depression. Det melankolsk kyniske blik afgør, at intet alligevel nytter noget, og så ender man i modløshed og total mangel på handlekraft

En lang læreproces

Problemet med demokratiske institutioner er så , at de i mangel på noget transcendentalt Gud, om man vil skal holdes i live. De må hente kraften i sig selv. Og her er det ganske enkelt ikke nok, blot at gå til stemmeurnen og med et flertal give magten til nogen. Det er den kyniske og ufrugtbare kamp om stemmer, som sætter magten ind i de onde cirkler, der udelukkende handler om valg og genvalg. I en narcissistisk spejling, hvor ‘pøblen’ får, hvad den umiddelbart tror den vil have, og politikere helt uden komplekser siger det højt, som ‘de andre’ nøjes med at tænke i deres stille sind. Men hvor ingen for alvor tænker sig om.

Det gælder derfor om, forklarer Cynthia Fleury med grundige genveje omkring Tocqueville, Victor Hugo og mange andre og deres analyser af populismens faldgruber, at holde den demokratiske debat i live. En vanskelig proces, netop fordi den på så frustrerende vis aldrig er færdig. Der findes ingen endelig løsning. Det er den offentlige debat, som er demokratiets kerne i modsætning til enhver form for totalitarisme. »Andre regimer har altid vidst, hvordan de kunne stoppe snakken og debatten«.

Men det er så også her, at det personlige mod knyttes an til det mod, demokratiet har mistet.

Den tale, der er nødvendig, kan ikke være en snakken efter. Den tale som er modig, er samme type tale, som den, den depressive må finde frem til, for at finde ud af sin egen dødsspiral. En tale, som knytter an til ens egen dybe lyst, og som på ægte vis henvender sig til andre. Og den handler aldrig blot om materiel velstand. Eller om at rage så meget som muligt over på sit eget fad. Eller at bygge mure omkring sig, fordi man er bange, hævder Fleury, fordi den slags ikke er nok til at være levende.

Filosoffen Michel Foucault kaldte i en række foredrag holdt i 1983 i USA og udgivet under titlen Fearless Speech denne type tale for parrhesia. At tale frit i et demokrati skal være af denne art. For en politiker vil det indebære at blive eksemplarisk, i opførsel og tale, i stedet for blot forførerisk.

Forekommer alt dette abstrakt? Som noget, der hører en anden tid til? I Cynthia Fleurys egen tale, når den trænger igennem i medierne, virker det i allerhøjeste grad.

Hendes essays er langt sværere tilgængelige, som om hun stadig ikke tør slippe de utallige universitære referencer. Men i disse Breivik-dage, hvor det atter har vist sig så ufatteligt vigtigt, personligt og offentligt at sige fra, lyder hendes indsigt i nødvendigheden i at finde det demokratiske mod igen, nærmest som en profeti. »Mod er noget, man lærer, og det er en læreproces, som aldrig slutter.«