Rygterne om den langsomme journalistiks død er stærkt overdrevne

En mand i 30’erne i den lave ende af begavelsesskalaen begår et mord. Igen. Hvor trivielt. Nogle gider alligevel godt læse historien, hvis der er fyldt tilstrækkeligt på med ‘Chokeret mor taler ud’, ‘Dræbt med 27 øksehug’ og ‘Skolekammerat: Han var også lidt sær dengang’. Andre gider især ikke, hvis den slags er med. Men hvad hvis historien hed »Sådan skabte Norge en drabsmand« og over 40 sider trawlede mandens vej gennem livet, systemet og adskillige kommuner igennem, spicet op med en brødebetynget far og stedmor, der ikke magtede opgaven, drabsmandens egne betragtninger og journalistens nervøse reaktioner på samtalerne med en eftertænksom og raseriplaget udviklingshæmmet?

Så gider jeg i hvert fald godt læse om ‘Roger’. Og med stor … ‘fornøjelse’ er nok et lidt malplaceret ord her, men så interesse eller medleven i andet nummer af magasinet Plot hele historien. Et norsk initiativ for ‘langsom journalistik’, som i den kommende uge også bliver lanceret i Danmark. Med en tophemmelig coverhistorie, som redaktøren er »vældig ræd for« skal lække inden publicering den 10. august. Så ikke et ord om den.

Plot er det seneste bud i slow journalism-genren en genre, som nogle dyrker som journalistikkens genkomne Messias, mens andre trækker melodramatisk på skuldrene og med sentimental beklagelse eller let spottende tonefald afskriver projektet som et desperat forsøg på at genoplive en død patient.

I 2008 annoncerede den tidligere Newsweek-redaktør Stryker McGuire, at han havde stiftet magasinet International Quarterly, der skulle genetablere den eftertænksomme journalistik med grundigt gennemarbejdede artikler af en standardlængde på 6.000 ord. Siden er projektet tilsyneladende gået i sin mor måske fordi ideen også indebar, at journalisterne skulle betales lige så godt for deres arbejde som »advokater og finansfolk«.

Sidste år var det så tidligere Time Out-redaktør Marcus Webb, der meldte sig under fanerne for den langsomme journalistik. Delayed Gratification er det lyriske navn på Webb’s magasin, der blev udgivet første gang i januar. Magasinet er tænkt som første skud på stammen af medier fra Webb og hans partner Rob Orchards forlag Slow Journalism Company.

Efter støvet har lagt sig

Webb betegner Delayed Gratification der har mottoet ‘sidst med the breaking news’som »en modgift mod brug og smid væk-medier«. Den langsomme journalistik er ifølge Webb karakteriseret ved, at den »måler nyheder i måneder, ikke minutter, og vender tilbage til historierne, efter støvet har lagt sig«.

Webbs reaktion på skepsis i forhold til, om folk ville betale, hvad det koster at levere langsom journalistik, var:

»Vi tror på, at smukke, reflekterede udgivelser er de trykte mediers fremtid. Vi holder af produkter, der signalerer godt håndværk og flid og vi håber at have skabt noget, som folk vil sætte pris på. Internettet er fantastisk til at få det første ord om en hvilken som helst historie, men vi er interesserede i at give vores skribenter tid til at tænke og vores layoutere tid til at arbejde med at præsentere stoffet bedst muligt grafisk.«

Indholdsmæssigt mener Webb, at nutidens mængde af nyheder både on- og offline har gjort tiden moden til et »eftertænksomt, kurateret kvartalsmagasin«, og, tilføjer han, »vi håber så, at der er tiltrækkeligt med folk derude, som er enige i det«.

Det norske bud på samme strategi udkommer hver anden måned og med tredje nummer i august. Plot ser indtil videre ud til at holde skindet på næsen økonomisk med annoncører som Molde International Jazz Festival og andre fra den norske kunst- og kulturbranche, ligesom magasinet er blevet modtaget positivt i de landsdækkende aviser.

Mellem dokumentarisme og poesi

Magasinet er da også både velredigeret og velfungerende en udsøgt fornøjelse at have med sig rundt til ledige stunder. De 128 siders Plot er bygget op om fire hovedhistorier, hvoraf den ene fylder 40 sider og de øvrige mellem 10 og 18 sider. Billedsiden er højt prioriteret med fotos i hel- og halvsidesformat, der varierer fra det dokumentariske til det poetiske.

Inden hovedhistorien får man ‘Ca. 10 spørgsmål’, der er to korte, letbenede interviews om aktuelle, let mærkværdige sager. På de sidste 30 sider ligger konceptet ‘60 dage’ (tidsrummet mellem udgivelserne), hvor syv skævbenede mærkedage dækkes. Begivenhederne, der omtales via interviews, rekonstruktioner, scenebeskrivelser m.m., spænder fra det inferiøre, f.eks. hovedbestyrelsesmøde i Norsk Bibliotekforening, over det etablerede som forfatterfødselsdage eller Dow Jones-indeksets 125-årsjubilæum, til det alvorstunge som »Forsvindingen: 25. maj er det fem år siden, Said Awda al-Saki skulle være landet i Gardermoen« eller »Massegrav: 31. maj er det et år siden, en massegrav med 55 lig blev fundet nær sølvbyen Taxco, Mexico«.

Alt eller ingenting

Jeg hører til den type læsere, der oftest finder den slags lir generende støjende, men må alligevel bøje mig for konceptet ‘60 dage’ ikke mindst takket være de skrivendes kreativitet hvad angår både indhold og form. Den kreativitet viser sig også i hovedhistorierne, hvor f.eks. en 16 siders sag om møntsamlere præsenteres således af journalisterne Knut Gjerseth Olsen og Marie von Krogh:

»In it for the money. Det er myntkrig i Norge, og alle har svin på skogen. Snart kommer også Gard til at høre lyden av grynting ute i hagen«.

Om den 27-årige møntsamler og hans betydningsfulde 24-skilling fra 1700-tallet. Om hans smertefulde erindring om mormoren, der blev snydt, så det drev af Samlerhuset, da hun ville købe mønter til Gards samling.

»Mens Gard Eirik Emsøy har samlet på middelaldermynt, har de fire Samlerhuset-gründerne samlet på penger«, lyder det dystert i dramaet, der bygges op anekdote for anekdote omgærdet af baggrundshistorie og fakta.

I det hele taget illustrerer Plot med sine bærende historier i de to første numre det rigtige i, at alt er interessant, hvis blot det bliver fortalt på den rigtige måde. En beroligende oplevelse, hvis man somme tider gribes af følelsen af, at ingenting er interessant, sådan som det præsenteres i hverdagens mediebillede.

‘Near, far, wherever you are …’

I 2009 blev den årlige Nieman Narrative Journalism-konference aflyst, og i den anledning erklærede den amerikanske journalist Candy Cooper den langsomme journalistik for afgået ved døden i en nekrolog over sin egen glorværdige karriere. Cooper husker i American Journalism Review tilbage på 70’erne og 80’erne, hvor man stadig lavede take-outs: »historier, som kunne tage dage, uger eller måneder at rapportere, og som var skrevet og redigeret omhyggeligt for at skabe maksimal effekt magasinjournalistik til avisformatet«. Dette var »tiden op til USA Today-ficeringen« af aviserne.

I løbet af firserne var det sket nu skulle historierne »produceres på diæt, hurtigere og kortere«, selv om det paradoksalt nok stadig var de langsomme, omhyggeligt researchede og skrevne artikler, der løb med fagets priser. Med andre ord en branche i konflikt med sig selv. I samme epoke, hvor slow food-bevægelsen begyndte at tage form (ja, vi er altid totalt bagud i Danmark), begyndte afviklingen af slow journalism, konstaterer Cooper. Hun begyndte at føle sig som en anakronisme, som en dinosaur: »Titanic var i færd med at synke, alt imens jeg krævede en suite med udsigt«, skriver hun.

Godt gammeldags

Som det fremgår af eksistensen af magasiner som Delayed Gratification og Plot, er der dog mange, der modsat Cooper ikke vil slå sig til tåls med en storiesneverwritten-hjemmeside og »en særlig afdeling på et museum«, som hun foreslår som udfrielsen på den melankolske tilstand, hun er hensat i. Måske fordi ikke alle ‘langsomme’ journalister er gamle eller teatralske nok til at »føle sig som dinosaurer«. Ikke desto mindre er Plots historier båret af noget så so last century som selvstændige ideer, grundighed i arbejdet, engagement og kreativitet i fortællingen. Plot er dog ikke trykfundamentalister og bruger bl.a. deres hjemmeside til at formidle, hvordan journalisterne arbejder med sagen på magasinets hovedhistorier.

Dødsforagt

Om ‘der er et marked’ for magasiner som Plot i Norden, er uvist, men man har da lov at håbe. Jeg havde i hvert fald aldrig mobiliseret hverken engagementet eller koncentrationen til at læse om surrogatmødre i Indien eller om kunstneren Bjarne Melgaards dødsdrift, hvis ikke historierne var blevet foldet ud side efter side. Hvis ikke neo-klassiske journalistiske greb som ‘case-båren historie’, ‘identifikation’ og ‘show it, don’t tell it’ var blevet vristet fri af kortformatets vulgarisering og kørt ned i et detaljeniveau og tempo, hvor læseren inviteres til at tænke med. Plot har tillige et format, der tillader, at man tager det med sig overalt. »Kan du lide at læse«, spørges der i lederen i første nummer, og er svaret ja, er Plot noget så sjældent som et produkt, der holder, hvad det lover. Omhyggelig dødsforagtende langsom journalistik.

‘Plot hele historien’ udkommer i Danmark 10. august