Hans digt skal kunne overleve en atomkrig
En håndfuld vidner på havnefronten til konceptdigteren Christian Böks arbejde frem mod tusindårsdigtet.
Dine venner på Facebook
Cocktailglassene dirrer mellem Christian Böks hektiske udbrud.
»Brr, Brrhh, Biiiiiiih«, lyder det. Det er konceptdigtning. Og koncepter er der masser af i den canadiske digter og professor i litteratur ved Calgary University. Der er ikke meget salg i konceptkunst. Normalt. Men bogen Eunoia fra 2001 siges at være den bedst sælgende digtsamling i Canada nogensinde. Her må hvert kapitel kun bruge én vokal.
Hans danske menighed er samlet i aften.
»Han er en af verdens dygtigste konceptkunstnere,« messes der forventningsfuldt.
Han ligner en terminator med et gummiansigt usmidig krop, stive skridt, et stramt bælte i de stonewashede jeans. Kæbepartiet ser først ud, som var det hugget i granit men så bliver det til gelé, når lyrikken tager fat. Svedpletterne bliver større under den lilla skjorte.
Vi sidder udenfor restaurant Custom House i Havnegade med udsigt til inderhavnen og Nordatlantisk Brygge. Det hundredårige pakhus gløder i aftensolen. De blå blikspande fra kanalrundfarten sejler forbi os, og gæsterne kigger undrende op.
Legoinspiration
Restauranten er denne aften vært for Transit Culture Festival, hvor kunstens lyde og lydenes kunst finder plads. For de fleste. »Wuuiih,« lyder det fra en tilskuer. »Thank you« smiler Christian. Så ser han straks mere alvorlig ud. Det digt, vi skal høre nu, har han arbejdet på i 10 år.
»Kan du også synge,« råber en lystsejler.
Christian kigger på ham som en, der har vanhelliget et forskningsresultat. Historierne hvirvler forbi, så hører man om Hugo Balls Dada-manifest fra 1916. En stor inspirationskilde for canadieren, og han fremsiger manifestet med rullende øjne. Så springer vi til en endnu større inspirationskilde: Godtfred Kirk Christiansen. Søn af Legos grundlægger. Legos grundpatent fra 1958 har canadieren omkodet til et digt. En femårig svensk pige, der er med mor til digtoplæsning og ikke har virket synderlig interesseret, triller nu ned af stolen af grin.
»En digter skal ramme de unge« siger han.
Selvom digtene har fat i barnlige sjæle, følger de den mest systematiske logik.
»Man kan i det 21. århundrede ikke blot koncentrere sig om poesi som digter. Det er slut. I dag skal man have videnskaben med!« forklarer han. På sit Universitet i Calgary har professoren og digteren undersøgt muligheden for at lave et digt, der kan oversættes til en dna-kode og indpodes i en bakterie. En hårdfør én.
»This bacteria is 'unkillable',« siger han.
Den hedder D. Radiodurants. Den kan overleve udslettende tørke, kulde og en stråledosis tusind gange højere end, hvad et menneske kan.
Den lever af atomaffald. »Mit digt vil stå tilbage, når solen eksploderer,« siger han, »det kan sagtens overleve i det ydre rum«.
»Er det ikke lidt megalomanisk?«, hvisker en tilskuer.
Skabte kritiker
I oktober troede Christian Bök så, at det var der. Digtet, der skulle overleve milliarder år. Er det et udslag af menneskelig hybris, mumles der.
»Jeg har skiftet mit navn for biblens skyld.« siger Christian Bök.
Hans rigtige navn er nemlig Christian Book. Men det lyder for meget af biblen. »Det ville være blasfemisk at have sådan et navn,« siger han, »men man føler vel altid en kærlighed til, hvad man hedder«.
Eksperimentet med bakterien stopper dog ikke her. Det gælder om, at lave en kode, som bakterien selv ville kunne generere sit eget protein af.
»Vi fandt ud af når dette sker, lyser bakterien rødt i mørke,« siger han.
Noget gik dog galt dengang i oktober. Bakterien havde ødelagt det oprindelige digt. Canadieren kigger sørgmodigt op.
»Jeg skabte ikke den første mikroorganiske digter,« siger han. »Jeg skabte den første mikroorganiske kritiker!«.
Christian Bök arbejder nu med en overmenneskelig ildhu for at få sit digt klar til de næste milliarder år. Mens Nyhavn fyldes af aftenens lyde, flytter canadierens mund sig hurtigere rundt i ansigtet end tilskuerne kan følge med. Som et blitzlys.
»I am a giant electronic Brain. I am a giant electronic Brain!«, lyder det. Han trækker ordet brain ud i et langt mekanisk hyl: braaiiiiiin. Som en robot, der er kortsluttet.
»Tak, fordi du kom,« siger han, »jeg er jo skingrende sindssyg. Nu, hvis du vil undskylde mig, skal jeg eskortere noget kvindeligt bekendtskab i byen.«
Fakta
• Christian Bök. f. 1966. Oprindelig født Christian Book. Koncept – og lyddigter fra Canada og professor i Litteratur ved Calgary Universitet.
• Har bl.a. udgivet bøgerne ’Chrystallography’ (1994) og ’Eunoia’ (2001). Sidstnævnte har vundet den prestigefyldte canadiske Griffin Poetry Prize i 2002 og blev en bestseller både i Canada og
Storbritannien.
Artiklen er så tilfreds med (havne)stemning a la Aftenshowet. Kunsten (Christian Böks oplæsning) på kajkanten udstilles som et skørt, skørt og pudseløjerligt show for en tosset gruppe kendere. Scenen, som den udfoldes i artiklen, er så fundet på, digtet frem, karikeret (på en klodset, pseudolitterær måde: Nettobådene (går jeg ud fra) fx, der beskrives som små blikspande - et ret upræcist, dårligt billede). Hvorfor? Journalisten er nedladende over for emnet og folk, der er dukket op til arrangementet, men han må også forestille sig en dum læser - hvem skriver han til? Hvem vil interesse sig for og begynde at læse Bök, når han skildres som en freak, en bizar klovn eller det, der er værre:
"Hans danske menighed er samlet i aften.
»Han er en af verdens dygtigste konceptkunstnere,« messes der forventningsfuldt.
Han ligner en terminator med et gummiansigt usmidig krop, stive skridt, et stramt bælte i de stonewashede jeans. Kæbepartiet ser først ud, som var det hugget i granit men så bliver det til gelé, når lyrikken tager fat. Svedpletterne bliver større under den lilla skjorte.
Vi sidder udenfor restaurant Custom House i Havnegade med udsigt til inderhavnen og Nordatlantisk Brygge. Det hundredårige pakhus gløder i aftensolen. De blå blikspande fra kanalrundfarten sejler forbi os, og gæsterne kigger undrende op."
Sjovt nok er journalisten ikke en del af oplæsningspublikum, som omtales med den afstandstagende sætning "hans danske menighed er samlet i aften", og afstanden bevidnes eller understreges efterfølgende med/ved den passive (men stadig meget ladede) konstatering "messes der forventningsfyldt".
Til gengæld er journalisten uproblematisk en del af det "vi", som sidder udenfor (uden for!) Custom House - det vi, som (tænker man jo) er kommet for at høre Bök, men som nu mere væsentligt for journalisten sidder i en idyllisk optegnet bykulisse. Det vi er et stærkt, dejligt, tilfredst vi, for det genkender "vores" by, som vi kan lide at se den. Oplæsningen skildres som en bizar, fremmedartet gestus, et ret beset fjollet - sødt måske, men fjollet ("»Er det ikke lidt megalomanisk?«, hvisker en tilskuer" om "en af verdens dygtigste konceptkunstnere") - indslag i vores allesammens københavnske sommervirkelighed.
Mads Eslund*
Tak for dine påpegelser. Jeg er ked af din oplevelse af artiklen. Min intention var ikke at levere aftensshow-stemning. En stemning jeg ikke er så tilfreds med. Jeg synes det var en rigtig fin oplæsning og arrangement, og beklager din følelse af den klodsede gengivelse. Jeg synes mægtig godt om Bök både i hans oplæsning og i digtsamlingen Eunoia. Han sagde nogle ting til mig både i et interview og under sin oplæsning (som jeg har gengivet i artiklen) der på mig forekom som om han også lod det sensationelle element spille med i fremførelsen af sit koncept, han var endda meget ivrig efter, hvilken punchline man kunne bruge. Jeg var til stede den aften. Jeg er endda med på billedet. Nogle af de ting, som jeg citerer tilskuere for at sige, blev endda sagt til mig, mens jeg sad med blokken. Men jeg er glad for din indvending og nuancering.