Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, og avisens politiske kommentator, Peter Mogensen (PM), har i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Falck, Accenture og Realdania taget initiativ til en tænketank. Den er opkaldt efter sagnkvinden Kraka, der foruden sin udfordrende påklædning er bedst kendt for sine sociale op- og nedture.

De færreste kan naturligvis have noget imod, at der bliver tænkt flere tanker i nye tænketanke tværtimod.

Og Kraka har tilmed store ambitioner. Kraka skal »gennemføre analyser, der skal præge den offentlige debat og de politiske beslutninger, der skal sikre velfærdssamfundets overlevelse«.

Når man alligevel kan blive lidt bekymret for, om det lykkes Kraka at redde vore børn og børnebørn fra at blive au pair-piger i Shanghai, falder særligt tre begynderfejl i øjnene.

Den alvorligste er målet om neutralitet eller fraværet af en bærende idé.

Den anden er tanken om kun at lancere ideer, som PM vurderer vil kunne vedtages i Folketinget.

Nummer tre er de alt for tætte bånd til et bestemt medie, Politiken.

Tydeligt værdisæt

Danmarks største succes i nyere tænketank-historie er CEPOS. Det skyldes, at de har bekendt sig til et tydeligt værdisæt, og at de har været tilstrækkeligt udstyret med såvel menneskelige som økonomiske ressourcer.

Når Kraka hævder at være neutral og samtidig fylder tanken op med økonomer, begår man fra starten den samme fejl, som de erhvervsfolk, der tror, de kan bedrive nationaløkonomi på samme måde, som man driver virksomhed; eller de snusfornuftige, der bilder sig ind, at et land kan sammenlignes med en husholdning.

Men værst er dog de mange, som er overbevist om, at økonomiske modeller kan klare opgaven. Værst, fordi tanken tilsyneladende er så besnærende, at store dele af det politisk-økonomiske system har glemt, at man ikke nødvendigvis kan ‘regne den ud’, selv om man er troldmand med en økonometrisk model.

Selvmodsigende

Dernæst er tanken om at lancere »pragmatiske forslag«, som PM forudser vil kunne vedtages i Folketinget i bedste fald selvmodsigende.

Hvis velfærdsstaten skal reddes af visioner fostret af andre end politikerne og deres embedsmænd, må det vel tage sit udgangspunkt i en forestilling om, at det netop er den politiske virkelighed, der forhindrer slagtningen af hellige køer, udfordringen af alt for store vælgergrupper og hvad der nu ellers kan lægge sig i vejen for nytænkning. Banebrydende ideer er da også kendetegnet ved, at de umiddelbart møder stor modstand og er »på månen«, som PM udtrykker det.

Det sker dog, at de bundfælder sig i det store politiske maskineri og efter nogle år ændrer den sociale og økonomiske virkelighed. En gammel idé fra forrige årtusind som velfærdsstaten er faktisk et godt eksempel. Men den var jo netop »på månen«. Det må have været lidt som at bide i et løg …

Sidst forlanger Politiken privilegeret adgang til Krakas analyser. Alle med en smule indsigt i medieverdenen ved godt, hvad det gør ved andre mediers lyst til at lege med.

Når analyserne dertil bygger på ideer undfanget i Krakas advisory board hvor man kan købe sig til et privilegeret sæde mod at bidrage økonomisk til Kraka kunne en og anden mistroisk redaktør på et konkurrerende medie godt få den tanke, at neutraliteten indimellem blev krydret med erhvervspolitiske interesser.

Kraka er altså ikke helt alene, hun kommer med et helt lille kobbel hunde. Spørgsmålet er på alle måder: Hvem holder snoren?