Tre skæbner blandt 15-16 millioner i Istanbuls myretue: det er, hvad vi får i denne talentfulde tyrkiske film, der blander påvirkninger fra dogme med mexicaneren Iñárritus smag for løst forbundne handlingstråde.
Her drejer det sig om en taske med masser af gangsterkontanter, som den taxakørende hovedperson, Metin, skal ekspedere. Han forkludrer det, og pengene sætter til gengæld forhåbninger i vejret hos to andre ejere af tasken: En nigerianer, der drømmer om Paris, og en rådvild sygeplejerske, som dyrker numerologi.
Det bliver til et flaksende portræt af tre desperadoer fanget af storbyens malstrøm. Selve taskeplottet fungerer ikke så godt på grund af oplagte urimeligheder. Men instruktøren, Emre Sahin, fortæller spændstigt og galgenhumoristisk om sjælelig storbyrådvildhed. Den mand har en sjælden filmsans, der forsoner meget.
Der fotograferes konsekvent hånholdt og ‘grimt’, klipningen driver handlingen frem med rastløs puls, og de mange slummiljøer inddrages med myriader af detaljer.
Egentlig kunne Emre Sahin med god ret omskrive omkvædet fra den amerikanske klassiker Den nøgne by (1948) til: »Der er 15 millioner historier i den nøgne by. Her var tre af dem.«
Instruktion og manuskript: Emre Sahin
Tyrkisk
Vester Vov Vov








Kommentarer