Med faklen i hånden

Da Vagn Søndergaard sprang ud som homoseksuel, troede hans kone ikke på ham. Det var i begyndelsen af 60’erne, de havde været gift i mange år, havde fået to drenge, og han var endelig blevet færdig som lærer og var klar til at blive fuldtidsansat. Men hans kone hverken troede på ham eller accepterede det. Hun var fra en familie med baggrund i kommunistpartiet, og her var familien omdrejningspunktet, mens homoseksualitet blot var noget, man var, hvis man ikke ønskede at bakke op om familielivet. Alt det fortalte han grædende til sin kollega på bagtrappen i Akademisk Studenterkursus’ lokaler i Kronprinsessegade i København. Dagen efter flyttede han hjemmefra og begyndte et andet liv.

Stridslysten

Vagn Søndergaard er født og opvokset så langt fra Kronprinsessegade, man nærmest kan komme. Fra en gård i Karby på det Sydlige Mors i Limfjorden, hvor økonomien ikke rigtig hang sammen, blev han sendt i lære som bager for at være sikker på, at han omgående kunne få en fast indtægt. To af hans ældre brødre var allerede gået den boglige vej og læste på seminariet, så der var ikke noget valg for Vagn Søndergaard. Han måtte blive bager, også selv om han allerede dengang så sig selv gå samme vej som sine brødre.

Rundet af en højskoleånd, vant til at orientere sig i verden og diskutere sine synspunkter med andre politisk interesserede søgte han alligevel som udlært mod København for at uddanne sig videre ad den boglige vej. Her startede han snart som lidt nervøs og formel underviser på studenterkursus, og i det gryende københavnske venstreorienterede miljø fandt han et sted for at afprøve sin diskussionslyst. Drevet af et stærkt politisk engagement blev han snart en central figur i miljøet og startede sammen med en række andre forlaget Demos og Vietnambevægelsen, der blev uomgængelige institutioner på venstrefløjen.

Kommunist

Vagn Søndergaard var DKP’er, men stærkt antihegemonisk, og i Danmarks Kommunistiske Parti faldt det ikke godt i tråd med tankerne om Sovjet, hvorfor Vagn Søndergaard blev ekskluderet fra partiet. I det hele taget var Vagn Søndergaard i højere grad en person, der delte end samlede. Han var stædig, indigneret, insisterende og ekstremt vidende, hvilket gjorde ham til en hård diskussionsmodstander, og som det gjaldt for det meste af den politiske venstrefløj dengang, var der ikke megen plads til andre holdninger.

Vagn Søndergaard var ikke kun en del af det politiske ungdomsoprør, men med en fod i den københavnske kunstverden og det homoseksuelle miljø blev han også en del af hippiebevægelsen. Med røde velourbukser og skulderlangt hår kastede han sig engageret ind i Bøssernes Befrielsesfront og blev også i dette miljø en central figur.

Som den politiske tone udviklede sig op gennem 70’erne blev også Vagn Søndergaard mere og mere engageret. Demonstrationer, politiske arrangementer, bogudgivelser og pladeudgivelser han sparede sig aldrig og brugte alle kræfterne på sit politiske liv.

Men størst var kærligheden

I 80’erne begyndte venstrebevægelsen at komme i stærk modvind, og kræfterne hos Vagn Søndergaard var heller ikke de samme. Han trak sig mere tilbage for også at bruge tiden på de andre interesser i sit liv kunst, rejser og sin kæreste, Birger, han havde mødt gennem en annonce i Pan-bladet. Vagn Søndergaard havde selv indrykket den, men rejste umiddelbart derefter til Bali i månedsvis, og først lang tid efter fik han svaret på det brev, Birger havde sendt ham. De to var helt uenige politiske, men med den modne alders mere runde sind lod de simpelthen bare være med at tale om politik. De gik på udstillinger og rejste også en del, men flyttede aldrig sammen. Indignationen og diskussionslysten beholdt han dog, og særligt under den nuværende regering var han ofte på gaden for at demonstrere for sine gamle mærkesager. Vagn Søndergaard døde den 4. maj 2011 plaget af adskillige sygdomme. Han havde været indlagt på Bispebjerg Hospital i tre-fire måneder, hvor hans helbred blev svagere og svagere.