Kræftpatienten Folmer E. Johansen ønskede før sin død at dele sine positive udtalelser om sundhedsvæsenet med offentligheden, så også den gode historie fra at kunne komme ud til befolkningen og personalet inden for sektoren.

I medieverdenen er de dårlige historier i fokus. Gang på gang hører vi beretninger om ventelister, fejlbehandlinger og overbelægning. Det er selvfølgelig ikke godt nok, men billederne er kun en del af et samlet hele.

Hvorfor sælger den gode historie ikke i medierne? Er det os, medieforbrugerne, der har så stor hang til blod, sensation og konflikt, at intet andet kan få spalteplads?

Medierne har en vigtig rolle som ‘vagthund’ - og der er rum for forbedringer. Men vi bør måske overveje, hvor langt vagthundefunktionen skal gå. Det må også være vigtigt at opretholde tillid til f.eks. det personale, som patienter møder og er afhængige af.

Den opildnede mistillid særligt til det offentlige - må gøre det drøjt for personalet inden for sundhedssektoren at holde gejsten oppe. Så mange mennesker her gør deres arbejde godt. Grundigt. Empatisk.

Giver af sig selv for at gøre hverdagen så god som mulig for deres patienter. Dette personale hører også kun de dårlige historier. Sådan en tungtvejende hammer kan næppe opmuntre dedikeret personale til at give mere, end de allerede gør. Mange som konfronteres med døden, f.eks. qua en uhelbredelig diagnose, fristes til at vende magtesløsheden og vreden mod budbringerne.

Ikke leve for at dø

Personalet i sundhedssektoren står lige i skudlinjen, når medierne vejrer blod. Det er en oplagt løsning i et samfund, hvor både mediebillede (og politik) er præget af en offentlig lynchstemning.

I vores del af verden er døden mærkeligt fraværende og frygtet af mange. Folk forholder sig ikke til døden i tide. Lægekunsten helbreder nu utallige sygdomme, der tidligere blev betragtet som dødelige.

Også derfor er det nemt at vende vreden mod de forventede mirakelmagere, når miraklet udebliver.

Man skal ikke leve for at dø. Men dø, det gør vi alle før eller siden. Min far stillede sig hurtigt til ro med sin dødsdom: uhelbredelig prostatacancer, der havde spredt sig til knoglerne.

Han brugte ikke kræfter på at kæmpe imod døden, men snarere på at leve, mens han var i live. Og så forberedte han sig selv og sine omgivelser på sin bortgang. Min far ønskede inderligt, at hans historie, den om den tilfredse patient, kunne få lov til at se pressens lys.

Han ønskede at sige tak for god behandling, dybfølt empati og humor på afdelingerne. Han og vi havde ikke en finger at sætte på noget som helst. Tak for god og positiv hjælp på rejsen.