Diva og dirigent ramte forbi

Hvad sopranen Renée Fleming ikke mere havde i stemmen, manglede dirigenten Kristjan Järvi i sin opdragelse

Selv om man godt ved, at man skal passe på med sine forventninger til en Tivolikoncert med en aldrende diva, der synger Strauss dirigeret af en kæk halvamerikaner, så er det alligevel svært ikke at møde op med lidt sommerfugle i maven, hver gang Strauss' Vier Letzte Lieder er på programmet. For det kunne jo blive utroligt. Et eller andet kunne ske, og selv en halvdårlig opførelse er stadig en opførelse af noget af sanglitteraturens største musik.

Men ak og ve og kryds for b, som Fedtmule siger det, så er der alligevel grænser for hvor meget, Strauss' mesterværk kan tåle.

Nu var Vier Letzte Lieder ikke det eneste på programmet ved Tivolis fødselsdagskoncert i mandags, hvor Tivoli havde pyntet op med selveste operadivaen Renée Fleming og den unge estisk-amerikanske dirigent Kristjan Järvi. De var snarere fyldet mellem to lagkagebunde bestående af Griegs to Peer Gynt suiter. Lige til listen over sjove programlægninger.

Dejlige suiter

Ikke desto mindre var Peer Gynt-suiterne aftenens musikalske højdepunkt.

Kristjan Järvi er en fascinerende musiker, der kan forvandle ethvert orkester til en zoologisk have, han kan spille på. Griegs musik blev absolut levende under hans hænder. Järvis »Morgenstemning« var frisk og detaljerig uden at stoppe op, »Åses død« var sprød og smuk, »Anitras dans« fik naturligvis en gang jazz, og ved festen i dovregubbens hal gav Järvi et hilsende blik over skulderen til et publikum, der havde svært ved ikke at klappe mellem satserne. Forståeligt nok.

Sådan. Nu skulle man så være klar til tysk romantik i lange linjer. Fra troldedans til Frühlingstraum. Med en stålsat form for professionalisme tog Järvi og Fleming springet og kløede på med Strauss' univers.

Renée Flemings stemme kan trods årenes effekt stadig lyde smuk, og læretiden hos Elisabeth Schwarzkopf klinger stadig i både hovedklangen og ordenes sødmefuldhed. Hendes sikkerhed klarede selv en overraskende turbulens i Järvis zoologiske orkester, men i længden var det umuligt for Fleming at nå ud. Jeg ved ikke om Järvi overhovedet har prøvet at dirigere vokalmusik før, men det lød ikke sådan.

Orkestret spillede levende, og Fleming sang så godt, hun kunne, men sammen gik det ikke. Strauss' musik var punkteret fra starten af en mangel på højromantisk puls og en mangel på mere garvet sanselighed, og der var intet til at bære de store linjer.

Det er trist, når en stemme begynder at blive gammel, men så galt behøver det ikke at gå. Det er endnu mere trist, når der bare bliver sigtet så langt ved siden af.

Så var det en lise at vende tilbage til mere Peer Gynt efter pausen. Det er næsten ikke til at holde ud, når man hører Järvis potentiale forløst i orkestermusikken, at han kan få lov at smutte udenom med resten af repertoiret. Jeg mener stadig, han skulle have været DR Symfoniorkesters chefdirigent. Udover den gevinst, det ville have været for os, ville det også kunne redde ham lidt fra ham selv, at få sat en teltpløk i jaketten og blive holdt væk fra den amerikanske showbizz og et opskruet karrieretempo. Og så skulle han ved siden af have nogle fordybelsesår på en opera for at få en kontakt med den menneskelige stemme til gavn for både den og musikken.

René Fleming fik en genoprejsning i aftenens anden Straussafdeling, hvor hun i den sidste sang, »Gesang der Apollopriesterin«, kom ind i kampen og fik overbevist om sin musikalske mission. Her var stadig masser af turbulens, men her mere på sin plads, så Järvis' dans med detaljen gik op med Flemings iver, der producerede en masse stjålne vejrtrækninger, men også et endeligt skridt udover showbizz' kedelige professionalisme og ind i en kunstnerisk energiudladning. Heldigvis.

 

Mandag den 15. august kl. 19.30. Tivolis Koncertsal. Tivoli Symfoniorkester Dirigent: Kristjan Järvi Sopran: Renée Fleming

Richard Strauss: 'Vier letzte Lieder' m.fl.

Edvard Grieg: 'Peer Gynt Suite 1 og 2'

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Tom W. Petersen

Kristjan Järvi er en frisk og kvik dirigent, ja, og absolut med publikumsappel. Men ikke en, der magter den helt store musik. Det fremgår jo af ovenstående anmeldelse, og det kunne man konstatere, da han og hans iøvrigt udmærkede ungdomsorkester spillede Sjostakovitsjs femte symfoni forrige lørdag.
Men Järvi som chefdirigent for RSO - nej. Det kræver et andet format.
Man kan altid diskutere, om Frühbeck de Burgos skulle have været det. Og det er blevet diskuteret, til tider på ret perfid måde; alder kan også i denne branche af nogle bruges imod folk.
Men hans format og mesterskab er uomtvisteligt.

anbefalede denne kommentar