USA – En fejlslagen nation

Bag New Yorks skyline, bag facaden af selvsikkerhed i amerikanske talkshows og Hollywood-produktioner, bag al politikerretorikken ‘we are the greatest nation on Earth’ lurer en skræmmende sandhed: USA, verdens største økonomi, er a failed state, en fejlslagen stat. Et dysfunktionelt samfund på vej mod afgrunden, dramatiske opgør og uforudsigelige omvæltninger.

Sådan ser en række iagttagere i og uden for USA situationen i en tid med eskalerende amerikansk gæld, voksende arbejdsløshed, stigende ulighed, fejlslagen klimapolitik og et paralyseret politisk system ude af stand til at træffe nødvendige beslutninger.

James Gustave Speth er en af iagttagerne. Tidligere rådgiver for præsidenterne Jimmy Carter og Bill Clinton, tidligere chef for FN’s udviklingsprogram UNDP, stifter af miljøorganisationen Natural Resources Defense Council og tænketanken World Resources Institute og i dag professor ved Vermont Law School.

»Det nuværende system leverer simpelthen ikke hverken økonomisk, socialt, miljømæssigt eller politisk,« skriver Speth i en opsigtsvækkende artikel i det seneste nummer af tidsskriftet Solutions. Den tidligere topembedsmand i FN og den amerikanske regering har samlet en række officielle indikatorer, der afslører USA som et sygt samfund hærget af problemer, men uden evne til at se dem i øjnene og gøre noget ved dem.

»I f.eks. gruppen på 20 større i-lande i OECD står USA nu dårligst eller næsten dårligst på næsten 30 centrale indikatorer for social, miljømæssig og økonomisk velfærd,« noterer Gus Speth.

Han bringer listen, der fortæller, at USA ligger dårligst af alle i den nævnte gruppe, når det gælder fattigdomsraten, indkomstuligheden, børnedødeligheden, den forventede levetid (bortset fra Danmark og Portugal), forekomsten af fedme, hyppigheden af mord og fængselsindsatte, CO2-udledningen og vandforbruget pr. indbygger m.m..

»Der er en stadig dybere fornemmelse af, at denne nations udfordringer har vokset sig så store, at de overstiger den aktuelle kapacitet. Selv en regering i Washington DC af god vilje og med stor kompetence ville have alvorlige vanskeligheder med at håndtere det nuværende katalog af store, uløste udfordringer. Og den gode regering, som det amerikanske folk behøver, er ikke den, som den har eller har udsigt til at få i overskuelig fremtid,« fastslår Speth.

»Realiteten er, at Washington netop nu end ikke prøver at forholde sig seriøst til flertallet af disse udfordringer. Forsømmelighed, stilstand og fornægtelse er dagens orden.«

Fejlslagen

Vurderingen deles af Erik Assadourian, projektchef i den amerikanske tænketank Worldwatch Institute og i tirsdags i Danmark for at tale ved et seminar arrangeret af Worldwatch’s europæiske afdeling med hjemsted i København.

»I dag er der to USA. Der er det USA, der fungerer ganske glimrende for en mindre elite, og så er der det USA, der afspejles i Gus Speths indikatorer, og som dels fortæller om en fejlslagen stat for en stor del af befolkningen, men også om en fejlslagen global aktør,« siger Assadourian med henvisning til, at USA trods den indre dysfunktionalitet fortsat præger den globale dagsorden kulturelt, økonomisk og miljømæssigt.

»Med sin globale indflydelse og sin livsstil undergraver USA ikke blot fremtiden for sin egen befolkning, men for milliarder af mennesker. Når vi udleder en fjerdedel af det globale CO2 for at opretholde livsformen for 300 mio. amerikanere i en verden med syv mia. mennesker, så er det ikke blot uretfærdigt det er en opskrift på fuldstændigt økologisk kollaps,« siger tænketankchefen.

Den elite, for hvem det amerikanske system fortsat fungerer fint, er den minoritet, der er økonomisk begunstiget og dermed politisk indflydelsesrig. Økonomen og nobelpristageren Joseph Stiglitz har påpeget, hvordan den rigeste ene pct. af amerikanerne i dag tjener 25 pct. af indkomsten mod 12 pct. for 25 år siden samt kontrollerer 40 pct. af de samlede værdier mod 33 pct. dengang.

Højere skat til rige, tak

En af de begunstigede er investoren og mangemilliardæren Warren Buffet, p.t. verdens tredjerigeste mand, som i søndags i New York Times nærmest tiggede de amerikanske politikere om at hæve skatten for de rige.

»Mens de fattige og middelklassen kæmper for os i Afghanistan, og mens de fleste amerikanere slås for at få pengene til at slå til, blive vi megarige ved at få ekstraordinære skattelettelser,« skrev Buffet, der afslørede en personlig skatteprocent på 17,4 halvdelen eller endnu mindre af, hvad de ansatte i hans kontor betaler i skat.

»I 1992 havde de 400 rigeste en samlet skatteindkomst på 16,9 mia. dollar og betalte 29,2 pct. heraf i statsskat. I 2008 var den samlede indkomst hos de 400 rigeste sprunget i vejret til 90,9 mia. dollar et chokerende beløb på 227,4 mio. dollar i snit men deres skattebetaling var faldet til 21,5 pct.«

Warren Buffet lægger sig i sin kommentar på knæ for at få lov at betale mere i skat til USA’s trængte middelklasse og voksende gruppe af fattige.

»Mine venner og jeg er blevet pylret om længe nok af en milliardærvenlig kongres. Det er på tide, vores regering bliver seriøs omkring deling af byrderne,« skriver verdens tredjerigeste.

Men blandt især republikanerne i den amerikanske kongres er der som de nylige forhandlinger om USA’s gældsloft illustrerede intens modstand mod skattestigninger. I stedet skal der skæres i de offentlige budgetter.

»I sidste uge blev de otte republikanske kandidater i Iowa i en tv-debat spurgt, om de ville gå med til en budgetaftale, der skar 10 dollar i det offentliges sociale udgifter mod én dollar i skattestigninger. De svarede allesammen nej på grund af skatteforhøjelsen,« fortæller Carl Pedersen, professor i amerikanske samfundsforhold ved Copenhagen Business School, men født og opvokset i New Jersey og p.t. bosat i staten New York.

Han peger på det lammende paradoks, at mange amerikanere forlanger de sociale programmer fastholdt, samtidig med at de ikke vil acceptere skattestigninger.

Erik Assadourian hæfter sig ved det samme.

»Amerikanerne er glade for ældreplejen og de sociale sikringssystemer, men ikke glade for at betale skat faktisk så lidt glade, at de er lette ofre for manipulerende budskaber om, at ‘regeringen stjæler dine penge og ødsler med dem’,« siger Assadourian.

Korruption

Dele af den velstående elite, der ikke mærker konsekvenserne af de sociale nedskæringer, har de økonomiske midler til at udbrede de manipulerende budskaber og gøre politikerne afhængige af sig.

»I USA kalder vi det ikke korruption, eftersom det er lovligt,« påpeger Assadourian med henvisning til virksomheders og rige enkeltpersoners ret til at betale ubegrænset til de politiske kandidaters kampagner. I januar sidste år fjernede USA’s højesteret de sidste restriktioner på virksomheders ret til at finansiere politikere.

»Den kendelse har åbnet et sort hul for finansiering af politiske kampagner,« siger Assadourian.

Det seneste eksempel på den legale korruption er den ‘superkomité’, der som led i sidste måneds gældsaftale i Kongressen er nedsat for at reducere det amerikanske underskud med 1.500 milliarder dollar. En opgørelse fra den uafhængige organisation MAPLight afslører, at der blandt de 10 største kampagnedonorer til de 12 politikere i komiteen er finansielle mastodonter som Goldman Sachs, Citigroup, JPMorgan Chase, Bank of America samt skattenægtergruppen Club for Growth, der alene har givet over en mio. dollar, heraf mest til republikaneren Pat Toomey indtil for nylig gruppens formand.

»For at rejse de enorme beløb, der i dag skal til for at gøre sig politisk gældende, må kandidaterne støtte dagsordenen hos de aktører, der er villige til at donere de mange penge. Det er åbenlyst, at det bereder vejen for et dysfunktionelt politisk system,« siger Assadourian.

Ifølge Carl Pedersen fortæller meningsmålingerne samstemmende, at flertallet af amerikanere i dag ser meget pessimistisk på fremtiden.

Der mangler p.t. 12 mio. amerikanske job så mange, at det selv med en tænkt jobskabelsesrate som den højeste opnået et enkelt år i perioden 2000-2010 ville tage 12 år at lukke hullet.

»Ligesom man netop nu i det terrorramte Norge kan registrere et stærkt nationalt sammenhold, oplevede man i USA umiddelbart efter 11. september 2001 en klar fællesskabsfølelse. Den er helt forduftet. USA er blevet et atomiseret samfund, hvor mange føler sig uden for samfundslivet, og hvor det politiske system er kørt så meget i hårdknude, at landet ikke kan fungere ordentligt.«

Carl Pedersen nævner et konkret eksempel fra sin egen hjemstat New Jersey, hvor den republikanske guvernør har skåret så kraftigt i skolesystemets økonomi, at Højesteret nu anklager guvernøren for at hindre skolerne i at opfylde deres uddannelsesmæssige forpligtelser.

»Man taler om, at USA skal komme ud af sine problemer via uddannelse af de unge, samtidig med at man skærer ned som i New Jersey det ligner en fejlslagen stat,« siger Carl Pedersen.