Opslag til denne artikel

Emneord:fællesskab, identitet, multikulturalisme, nationalisme

Nu skal alle indse, at vi er blevet et multikulturelt samfund. Det er kaldt for ‘læren’ af terroren i Norge: Fordi massemorderen var ideologisk modstander af multikulturalismen, skal vi alle være tilhængere af multikulturalisme.

Det er et latterligt ræsonnement: Det antager, at massemordet er den yderste konsekvens af ideologisk modstand mod multikulturalisme.

Det svarer til ideen om, at den muslim, der realiserer sin tro radikalt, må blive terrorist. Det, ved vi efterhånden, er en forkert forestilling: Der går ikke en lige linje fra intens tro til terrorisme. Det er ikke sådan, at jo mere en muslim tror, jo tættere kommer vedkommende på volden. Millioner af intenst troende kunne aldrig drømme om at blive terrorister. Det vil de fleste tilhængere af det, de kalder et multikulturelt samfund hævde: Det afgørende er ikke, hvad man tror og tænker, og hvor meget man tror, men derimod springet fra ideologi til vold. Det spring kan selvfølgelig ikke forklares ideologisk. Og derfor kan man heller ikke gøre massemordet i Norge til et ideologisk argument for multikulturalisme. Der er mange gode argumenter imod racisme og nationalisme. Men attentatet i Norge er ikke et af dem; det er ikke en ideologisk konklusion.

Fejlslutning

Kravet om, at vi alle skal bekende os til multikulturelle samfund, bygger på en anden fejlslutning: Det antages, at flygtninge og indvandrere ankommer med færdige kulturer, som styrer dem. Man slutter fra folks race og oprindelse til deres livsform. Man slutter fra det banale sociale faktum, at samfundet er multietnisk til, at det også skulle være multikulturelt. Ræsonnementet slutter fra beskrivelse til norm: Eftersom samfundet nu er sådan, bør vi også føre en politik, der giver plads til forskellige livsformer og tilstår dem samme spillerum.

Der er det problem med analysen, at den ikke er rigtig. De mennesker, der kommer fra andre kontinenter, kommer ikke med en færdig kultur som en plante, der nu skal passes og plejes i den skandinaviske have. Og studerer man de indvandrere og flygtninge, hvis forældre er kommet til landet, gælder det, at langt, langt de fleste tilslutter sig fælles liberale forestillinger om rigtigt og forkert, og de deler den liberale velfærdsstats billede af det gode liv. En journalist, som arbejdede med de berygtede bandedrenge på Nørrebro, spurgte dem, om de ønskede, at deres børn skulle føre samme liv som dem selv. De svarede afklarede, at de ønskede sig, at deres børn tog sig sammen, læste deres lektier og fik en god uddannelse helst som læger eller ingeniører. De havde akkurat samme forestillinger om det gode liv som ministrene i regeringen. Men de havde ikke selv været i stand til at realisere de mål i deres egen tilværelse: Det kan være, at de ikke havde de sproglige og kulturelle ressourcer til at gøre sig gældende, hvilket kan hænge sammen med, at de er vokset op i hjem, hvor man taler et andet sprog, ikke selv har gået i den danske skole, ser tv fra hjemlandet og ikke kender koderne på det danske arbejdsmarked. Det kan også være, at de er opdraget med forestillinger om autoritet og stolthed som den naturlige attitude, hvilket ikke gør dem til vindere, men ofte tabere i det danske skolesystem.

Liberale tabere

Statistikker viser, hvordan flere og flere efterkommere af indvandrere og flygtninge får uddannelse, kommer i beskæftigelse og får færre børn. De fleste klarer sig bedre og bedre. Men statistikkerne viser også, at flere og flere unge mænd med indvandrerbaggrund fremstilles i dommervagten og tiltales for kriminalitet. Det er bare ikke det samme, som at disse unge mænd regner tilværelsen som ungdomskriminel for det rigtige liv, og at de i deres ‘egne’ kulturer hyldes som helte. Det antyder noget andet: Nemlig at også det liberale samfund producerer vindere og tabere. Der er nogen, der klarer sig, og nogen, der ikke klarer sig. Der er dyder, som værdsættes og belønnes i liberale samfund, og andre træk, som fordømmes som laster. De store kollisioner og konflikter handler således ikke om, hvordan man organiserer et samfund med forskellige selvstændige livsformer. Der er i de diskussioner altid kun én anden kultur, som kaldes ‘muslimsk’ eller ‘etnisk’. Integrationsdiskussioner drejer sig som regel ikke om forskellige lige kulturer, men derimod om sammenstødet mellem en majoritetskultur og en minoritetskultur

Og det er forbløffende sjældent, man ser folk, der klarer sig godt, insistere på, at man ikke må drikke, kvinder ikke arbejde, og børn gerne må opdrages med vold. De sætter ikke deres børn i fanatiske friskoler. De, der klarer sig i det liberale samfund, tilslutter sig så godt som altid liberale velfærdsforestillinger om frigørelse, selvstændighed og ligestilling. Men mange, som ikke klarer sig, hylder autoritære attituder, stammeidealer og maskuline symboler. Det er morsomt udstillet i den svenske forfatter Marjaneh Bakhtiaris roman Kald det hvad fanden du vil, hvordan unge indvandrerdrenge veksler mellem at dyrke de amerikanske hiphopperes voldskulturer og forestillinger om deres oprindelseskulturs maskulinitet og ære. Det er ikke en anden ‘kultur’, som de skabt af. Det er det liberale samfunds modkultur, som vi kender både fra den militante jihadisme, nationalismen og den amerikanske kulturindustri. Og vi kender det fra den norske terrorist, der hylder de samme forestillinger om det oprindelige fællesskab og den store mand og det samme had til feminisme og den bløde mand som amerikanske hiphoppere og radikale jihadister.

Det har ikke noget med multikulturalisme at gøre. Det afdækker, at unge mænds muskler, utålmodighed, vrede og energi, som tidligere har været kilde til stolte arbejdere, dygtige krigere og beundrede patriarker, i liberale kulturer bliver til taberattituder. Det betyder selvfølgelig ikke, at den norske terrorist er det sande ansigt på samtidens unge ridderlige tabermand. Det betyder blot, at det forrige samfunds overhoveder bliver det næste fællesskabs underhunde.