Slutspil i Tripoli

Mens de libyske oprøreres væbnede styrker i både øst og vest i weekenden gjorde fremskridt, begyndte de første alvorlige kampe mellem tilhængere og modstandere i landets hovedstad i går at manifestere sig. I en række kvarterer rundt om i Tripoli kæmpede civile libyere mod Gaddafis tungere bevæbnede styrker og tog kontrol med enkelte bydele som et tegn på, at en væbnet kamp om Gaddafis vigtigste bastion er indledt.

»Nultimen er startet. Oprørerne i Tripoli har rejst sig,« sagde Abdel Hafiz Ghoga, viceformand for oprørernes overgangsråd i Benghazi i en udtalelse, hvor han også sagde, at opstanden var koordineret med oprørstyret i Benghazi og de oprørsstyrker, der kommer stadig tættere påfra byerne Zlitan i øst og Zawiyah i vest. Samtidig bekræftede oprørernes overgangsråd forlydender om, at både fra oprørsbyen Misrata havde sat oprørere i land i selve Tripoli til at støtte de lokale beboeres kamp.

Ny fase

I det komplicerede gætværk om krigens udfald er de fleste fornuftige iagttagere forsigtige med at sætte en tidsramme på, hvornår den borgerkrig, der har raset siden januar, endelig vil være afsluttet. Adskillige gange har politikere og eksperter erklæret, at Gaddafis fald ikke var et spørgsmål om måneder, men uger, dage, timer for derefter et halvt år efter at sidde tilbage med et langt ansigt, og selv kampene i Tripoli går satte ikke en definitiv dato på Gaddafis fald. Det ventede kollaps hos Gaddafis styrker er endnu ikke indtruffet, modstanden er stadig voldsom og tilbageslag for oprørerne i den østlige by Brega og umiddelbart udenfor Tripoli har demonstreret, at Gadaffis styrker kan være presset helt i bund og stadig slå tilbage. Gaddafis fald kan ske om få dage, som oprørsrepræsentanter i går spåede og det kan vare meget længere tid.

Opstandene i Tripoli viser imidlertid, at krigen vitterlig har bevæget over i en ny fase, hvor spørgsmålet ikke længere er, om Gaddafi vil falde, men kun hvornår og ikke mindst hvordan.

Samtidig har oprørernes relative styrke og fremskridt overbevist tvivlere i og uden for Libyen om, at de løst skitserede planer for et fait accompli mellem Gaddafi og oprørere, hvor Gaddafi på en eller anden måde kunne bevare en position i fremtidens Libyen, ikke længere er en mulighed.

Forudsætningen for en militær sejr til oprørerne har ifølge de fleste iagttagere været betinget af, at Gaddafi ikke blot blev tvunget til at kæmpe en konventionel krig mod væbnede oprørsstyrker uden for Tripoli, men også en indvendig krig i hovedstaden, hvor civil modstand skulle få styrets militære infrastruktur til at kollapse. At den kamp nu i større eller mindre grad er indledt, indikerer med uomgængelig logik, at slutspillet er indledt, og at oprørerne i hvert fald har bevæget slaget ind i deres sidste fase.

Hvor stor støtte?

Det er imidlertid et slutspil, der kan blive både langtrukkent og blodigt, medmindre Gaddafi overrasker og flygter, som rygter i går indikerede, men som styrets egne udtalelser i stærk grad modsagde.

Reelt ved ingen, hvor stor støtten er bag styret, og om de vil være i stand til holde de væbnede styrker sammen og samtidig samle folkelig støtte bag kampen mod oprørerne.

De foreløbige kampe har indtil videre vist, at kampviljen hos Gaddafis soldater og støtter til en vis grad er intakt, og at strategiske erkendelser ikke har fået hans styrker til at opgive at kæmpe om hver eneste centimeter i byer, der på forhånd syntes tabt i det ganske langsommelige tilbagetog mod Tripoli.

Allerede tidligt i borgerkrigen begyndte rygterne at løbe om et slags final stand i Tripoli med mineringer, by-guerillakamp, snigskytter og blodig kamp i et territorium, der favoriserer den forsvarende part. Og i en pressebriefing til de internationale journalister i Tripoli fortalte en talsmand for Gaddafi, Moussa Ibrahim, at de væbnede styrker »af hjertet tror, at hvis byen bliver erobret, vil der løbe blod alle steder, så de lige så godt kan kæmpe, til det hele er slut.«

NATO på sidelinjen

Spørgsmålet er også, hvad der bliver NATO’s og resten af omverdenens rolle i slutspillet. NATO’s rolle i krigen har hele tiden været en slags let maskeret og nølende støte til oprørerne, men fremgangen udfordrer atter NATO’s distancerede rolle både i den sidste fase og i den umiddelbare periode efter Gaddafi. Oprørernes offensiv har været koordineret med NATO, men på paradoksal vis måtte alliancen i går også erkende, at dens luftstyrker ikke længere var i stand til at operere i Libyen, fordi de to parters styrker reelt var smeltet sammen. Forlydender inde fra alliancen melder om en vis rådvildhed og tvivl om, hvordan situationen skal gribes an, og den vestlige allierede må i hvert fald foreløbig påtage sig en iagttagerrolle i den fase af krigen, der potentielt kan blive den mest blodige og samtidig afgørende for eftertidens Libyen.