Fra gæstearbejder til muslim

Jeg er vokset op i en traditionel jysk kernefamilie … og dog helt traditionel var den ikke, for jeg er barn af gæstearbejdere. Den gruppe af fremmede, der kom til Danmark gennem 1960-70’erne for at arbejde, tjene penge og tage hjem igen. Som bekendt skete det sidste aldrig. Gæstearbejderne kom, de blev, og de formerede sig.

Selv om indvandring ikke er fremmed i dansk historie vi har haft jødiske, polske, hollandske immigranter er der mange, der mener, at Danmark blev forandret med gæstearbejderne fra ikke- vestlige lande i dag bedre kendt som muslimerne.

Jeg har aldrig selv sat spørgsmålstegn ved, hvem jeg var eller ved mit tilhørsforhold til Danmark. Jeg boede jo her og var en del af fællesskabet. Men et tilbageblik på de forskellige betegnelser og kategoriseringer af indvandrere fra de såkaldt ikke-vestlige lande (herunder Tyrkiet!) giver et godt billede af skiftende tiders integrationspolitik og -debat.

I 70’erne, da min mor kom til Danmark, blev hun som sagt betegnet gæstearbejderen. Jeg var dermed gæstearbejderens datter. I 1980’erne blev hun til fremmedarbejderen. Jeg var fremmedarbejderens datter. Fra at være inviterede gæster blev vi fremmede. Vi var dem, der kom udefra for at tage danskernes job.

Igennem 1990’erne kom slangudtryk, som slog på vores nationale og etniske herkomst. Nu var vi perkere, tyrkere eller sorte svin, ligesom den bolsjespiritus, der hittede dengang.

Værst blev det dog i 00’erne efter den tragiske terrorhandling 11. september 2001. Herefter blev både min mor og jeg reduceret til vores religion. Vi var muslimerne. Væk var ordet arbejderen, der i det mindste havde indikeret, at vi bidrog til samfundet. Nu var vi bare muslimerne. Den nye mørke trussel mod den oplyste vestlige verden. Vi havde fået den samme rolle som kommunisterne under Den Kolde Krig.

Muslim eller dansk?

Den berømte karikaturkrise gjorde ikke situationen nemmere for muslimen, for nu kunne man ikke nøjes med at tage afstand og fordømme de brutaliteter, der var rettet mod danske ambassader m.m. Man skulle garantere, at man naturligvis gik ind for demokratiet, at man naturligvis var loyal over for det danske samfund, og at man godt kunne være muslim og demokrat samtidig. Ved sidstnævnte var modsvaret ofte: »Vis mig lige et muslimsk land, hvor der er demokrati, eller hvor de ikke undertrykker kvinder?« Den slags spørgsmål bidrog ikke positivt til dialogen. Tværtimod. Især unge blev dybt berørt ja, nogle af dem kom endda i tvivl, om der ikke var en direkte sammenhæng mellem det at være muslim og potentiel terrorist.

Igennem 00’erne blev der i ytringsfrihedens navn sagt og skrevet en hel del om både muslimen og dennes religion ord der ikke efterlod noget til fantasien. Kræftceller, 5. kolonnevirksomhed, voldtægtsforbrydere, kvindeundertrykkere, nazister.

Ved DF’s landsmøde i 2004 lød budskabet: »Muslimer skal bo i Muslimland og det er ikke her.«

Den barske tone og den herskende diskurs om muslimen har betydet, at mange især unge, der er født og opvokset i Danmark, har gjort den identitet til deres egen. Det vil sige, at de først og fremmest definerer sig som muslimer og dernæst danske, palæstinensiske eller en anden national/etnisk identitet.

For nylig spurgte en 6-årig ‘dansk’ pige mig, om jeg var muslim eller dansk! Når landets politikere og medier netop definerer den ene gruppe ud fra religionen, mens den anden defineres ud fra nationalitet hvorfor skulle andre ikke gøre det?

Forbrydelse og straf

Gennem 00’erne blev der koblet en lang række egenskaber til ‘muslimerne’. Vi var dovne, ville ikke arbejde og nassede på den danske velfærd. Fra at have været gæstearbejdere var vi nu blevet det modsatte.

Og det blev ikke ved retorikken, men udmøntede sig i konkrete lovtekster og skrappe regler. Love rettet mod udlændinge er i løbet af regeringens 10-årige regeringstid blevet skærpet hvert halve år. I stedet for ret og pligtaspektet gør din pligt som borger og kræv din ret har den politiske tilgang været straf. Tilgangen er, at du som muslim er en potentiel forbryder, ballademager og samfundsnasser. Du koster samfundet mange penge. Derfor skal du straffes økonomisk.

300-timers-reglen, som netop er rettet mod nydanske borgere på kontanthjælp har haft store konsekvenser. Reglen kræver, at et ægtepar, der er på kontanthjælp, minimum skal have 300 timers ordinært arbejde inden for to år, ellers falder hjælpen bort. I aftalens kapitel 4 hedder det »Det skal kunne betale sig at arbejde«.

Selv om reglen har fået international opmærksomhed bl.a. fra UNHCR, der advarer mod at overvurdere brugen af sanktioner som et redskab til integration, er netop denne regel strammet yderligere. Først til 450-timers-reglen, som kræver at begge ægtefæller skal have arbejdet i 450 timer for at bevare deres kontanthjælp. Og senest til 225-timers-reglen, som kræver at ægtefællen skal finde et arbejde inden for et års tid.

Umiddelbart lyder det rimeligt, at man skal arbejde for at få støtte. Problemet er blot, at mange af dem, der rammes, er de meget svage nydanskere. Flere af dem har meget lidt eller slet ingen danskkundskaber enten pga. manglende skolegang fra hjemlandet eller traumatiske oplevelser, der gør det svært at lære et dansk. I økonomisk krisetid er det svært for dem at finde et arbejde.

Ghettobørn

Der er ingen tvivl om, at DF har været bannerfører for både retorikken og regelstramningerne igennem 00’erne, men faktum er, at de har fået opbakning fra et flertal i Folketinget.

Venstrefløjen, som qua deres såkaldt slappe linje har brændt fingrene med integrationspolitikken, har igennem 00’erne gjort alt, hvad de kunne for ikke at blive stemplet som halalhippierne eller dem, der vil forvandle landet til et multikulturelt samfund.

Denne berøringsangst har desværre haft voldsomme konsekvenser. Sociale og uddannelsesmæssige aspekter blev negligeret til fordel for en ‘fast, men fair’ udlændingepolitik.

Tilbage står unge mennesker, der føler sig fortabte og uden for fællesskabet. En del af dem søger nye fællesskaber og identiteter i form af religiøse eller kriminelle miljøer. Selv om en lille gruppe af unge piger klarer sig godt, falder et markant flertal af de unge især drengene igennem uddannelsessystemet og kommer aldrig videre.

De såkaldte ghettoer, som regeringen ønskede at åbne for resten af samfundet, er ikke åbnet de er derimod blevet større, fattigere og mere marginaliserede. Oven i den stigmatiserende mærkat ‘muslim’ har børnene i disse områder nu fået en ny betegnelse: ‘ghettobørn’.

Oven i købet har den ulidelige og ekskluderende debat om danskheden bevirket, at mange unge ikke føler sig danske, selv om de er født og opvokset her og knap nok taler deres oprindelige modersmål. Man behøver ikke have en ph.d. i psykologi eller sociologi for at forstå denne modreaktion. Alligevel går den forbi mange politikere på Christiansborg.

Terrorhandlingen i Norge begået af en højrenationalist, som retfærdiggør sine barbariske handlinger ved at henvise til muslimer og det multikulturelle samfund har ikke kunnet rette op på debatten. De eneste, der prompte reagerede var højrefløjen, og en enkelt kommentator retfærdiggjorde endda terroristens handling ved at referere til netop det farlige ved et multikulturelt samfund og islam.

Hvis Danmark skal ud af denne selvtilstrækkelige politik er en ny dagsorden med en ny politisk kurs nødvendig og det haster!

Yildiz Akdogan er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne