Hvad skal man gøre med Gaddafis mange milliarder?

Mens jagten går på at opspore topfolkene i det væltede libyske regime, er der en vigtig spiller i magtkampen, som er mindst lige så eftersøgt: pengene.

Der er reelt ingen, der vedhvor meget af 42 års samlede olieindtægter fra Afrikas største olieproducent, der faktisk kan spores.

Men mens rygter verserer om containere begravet i ørknen med fremmed valuta og et skinnende bjerg af 150 ton guld et eller andet sted i Tripoli, er der anderledes konkrete data, når det kommer til regimets værdier i først og fremmest Vesten, hvor de kendte formuer er fastfrosset: Omkring 168 milliarder dollar eller ca. 873 milliarder kroner er ifølge den tidligere og nu afhoppede libyske nationalbankdirektør Farhad Bengdara fastfrosset i udenlandske finansinstitutioner.

Oven i det kommer et ukendt milliardbeløb, der er investeret i diverse entrepriser rundt om i især Afrika, og som i disse dage bliver opdaget, nogle ganske tilfældigt, af den myndighed, som i mange af de pågældende lande allerede er blevet anerkendt som Gaddafi-styrets arvtager; oprørernes overgangsråd i Benghazi, NTC.

Banker, luksushoteller og store landområder dukker op i den libyske portefølje. Og indimellem også anselige formuer på konti, som kontiernes ejere ikke umiddelbart kan redegøre for.

Men det er ikke sikkert, at formuerne vender tilbage til det libyske folk lige med det samme. I slipstrømmen på Det Arabiske Forår er regeringer og organisationers økonomer efterladt med et udredningsarbejde og en omfordeling af velstand, som har store konsekvenser og også temmelig lange tidsperspektiver, hvis man spørger de folk, der følger det.

»Det er et gigantisk arbejde, og meget få har knowhow’en til at udføre det. Pengene er blevet flyttet rundt i hele verden og er ofte meget svære at opspore,« forklarer Mark Pieth, der er professor i strafferet ved Basel Universitet, bestyrelsesformand for OECD’s Working Group on Bribery in International Business Transactions og for Basel Institute on Governance, der har et center for såkaldt asset recovery opsporing af kleptokraters stjålne penge, hvor de vejleder og hjælper stater med at få deres stjålne penge tilbage.

Libyen er sværeste sag

»Grundlæggende kan man sige om pengene fra de faldne kleptokratregimer i Det Arabiske Forår, at det er relativt ligetil at spore de penge, der er forsvundet fra Tunesien, fordi den nye regering samarbejder om emnet og giver oplysninger. I Egypten er det sværere, fordi mange af det gamle styres folk omkring Mubarak stadigvæk er en del af magtapparatet. Og i Libyen er det allersværest, fordi der ikke eksisterer en stat,« forklarer han.

Problemerne skyldes ikke mindst, at det ofte er svært at udrede, hvornår formuerne på fremmede konti tilhører staten eller enkeltpersoner, og at konfiskering af enkeltpersoners formuer er en væsentlig mere kompliceret procedure, som kan tage mange år i modsætning til for eksempel konfiskeringen af regulære statsmidler, der i princippet kan overføres til et nyt regeringsorgan som de libyske oprøreres NTC med en simpel diplomatisk beslutning, forklarer Mark Pieth, der fremhæver det ellers ofte udskældte Schweiz’ lovgivning på området som et positivt eksempel.

»I Schweiz har vi en særlig lovgivning for det, man kan karakterisere som ‘fejlslagne stater’. Hvis formuer fra disse lande fremstår mistænkelige, får deres ejere tre måneder til at bevise, at pengene er retmæssigt erhvervet. Ellers kan de konfiskeres og overgives til styret i det land, de kommer fra, altså en omvendt bevisbyrde,« forklarer han.

Det er dog relativt få af det faldne Gaddafi-regimes midler, der befinder sig i alpelandet, der et stykke forud for oprøret havde en alvorlig diplomatisk strid med Gaddafi.

Mister penge hver dag

I tilfældet Libyen er det største enkeltstående beløb imidlertid bundet i en suveræn investeringsfond ved navn Libyan Investment Authority, der samlet anslås at råde over omkring 70 mia. dollar (364 mia. kr.). Penge som i dag er fastfrosset, først og fremmest i Vesten, på trods af krav fra de libyske oprørere om i hvert fald at få en del af pengene frigivet.

»Ingen håndterer disse investeringer, så vi taber penge hver dag,« sagde den tidligere libyske centralbankdirektør Farhat Bengdara tidligere på sommeren og efterlyste, at pengene i det mindste kunne administreres af en uafhængig, udpeget bestyrelse.

Oprørernes overgangsråd har ikke fået adgang til denne fonds penge eller nogle af de andre store formuer, der er blevet fastfrosset uden for landet, men er i stedet indtil nu blevet tildelt mindre millionbeløb ‘i forskud’ fra lande, der støtter dem og i visse tilfælde råder over de indefrosne milliarder. Og mens oprørernes sejr i Tripoli til en vis grad vil ændre situationen og frigøre dele af pengene, vil de næppe få noget, der minder om de fulde beløb lige foreløbig på trods af tab og store forretninger, der reelt er lukket ned på grund af usikkerheden.

»Det kommer til at tage rigtig lang tid, årevis sandsynligvis. Der er behov for at dæmpe forventningerne, både i Vesten og i de berørte lande,« forklarer en højtstående person i en af de organisationer, der arbejder med at opspore regimernes penge, til Information.

Også hos uafhængige ngo’er advarer de mod at være for optimistiske.

»Processen med at få pengene sendt tilbage til landene er meget kompliceret. Det internationale system er ikke gearet til en situation som denne, slet ikke« siger Awa Hassan, programkoordinator i Transparency International Mellemøst-afdeling.

Et umiddelbart eksempel, der kan skræmme, er Irak, hvor store dele af olieformuen forsvandt i den kaotiske reorganiseringsproces efter Saddams fald, og Awa Hassan mener også, at det måske er meget fornuftigt, at det tager sin tid.

»Det kan godt være, man er i krig, men derfor er der stadig behov for at holde styr på de mange penge. Situationen er noget rod, og at overlevere pengene nu er opskriften på katastrofe. Der er behov for et sæt kontrolmekanismer med hvem, der får pengene og fuld transparens. Lige nu mangler der noget tillid og så er det måske det bedste at vente,« siger hun.

Vestlige banker i syv sind

En ordning til udlevering af pengene findes ellers nu den såkaldte Temporary Financial Mechanism, som opsætter et sæt spilleregler for overlevering af penge til det unge ledelsesorgan i Benghazi via landene organiseret i den libyske kontaktgruppe. Men selv om reglerne fungerer godt lige nu, gør de det ikke nødvendigvis i en større skala, advarer iagttagere.

»Det er et midlertidigt system og slet ikke beregnet på så store beløb. Jeg tror, det er vigtigt at gå det nøje igennem. I øjeblikket er jeg ikke sikker på, at det er klart og gennemskueligt nok, selv om reglerne for så vidt er ganske fornuftige,« siger økonomen Brendan O’Connel fra den finansielle vagthunde-ngo Global Witness. Organisationen følger den økonomiske situation i Libyen nøje og har udgivet en rapport, der gennemgår Gaddafis penge i Vesten og kommer med ganske hård kritik af en række store finanshuses ageren både før og efter krigen. En kritik, de ikke står alene med.

»Mange ting burde have været gjort anderledes. Bankerne burde have stillet en række spørgsmål omkring pengene, og det har de ikke gjort. Der er tale om grov uagtsomhed fra bankernes side,« siger Awa Hassan.

»Jeg er skuffet over de finansielle organisationers ageren. De ved, de ikke må opbevare forbryderes penge, så hvorfor har de ikke underrettet myndighederne?« spørger Mark Pieth.

»Selv om de hævder, at de regnede med, at Gaddafis penge var gode nok efter hans forlig med Vesten, er reglerne fuldstændig klare på det område,« siger juraprofessoren.

»Bankerne er i syv sind: På den ene side vil de ikke erkende, at de har ageret forkert og er uvillige til at udlevere oplysninger. På den anden side vil de nok blive nødt til at gøre det og samarbejde villigt med myndighederne, hvis de ikke vil have ødelagt deres ry fuldstændigt.«