Drama queen nr. 417

En thriller skal vel først og fremmest og i det mindste skræmme læseren, og jeg mærkede et vist ubehag i brystet og der omkring efter at have læst Hotel Rudolph, så hvad kan jeg sige? Thrilleren virkede på mig. Men undervejs i læsningen tænkte jeg over, hvorfor mon Malene Kirkegaard udgiver en thriller med en række velkendte billeder af kvinder i lad os bare sige pænt pressede situationer. Hvad vil hun sige med disse billeder? Hvad vil hun undersøge? Hvis hun altså vil andet end blot at få sine læsere til at gå urolige i seng.

Første kvindebillede forestiller Anna, der efter flere gange at være blevet voldtaget af sin ægtemand flygter fra ham, det andet en kvinde, som bliver gruppevoldtaget i et lillebysamfund i 70’erne som en slags straf for sin promiskuitet og kvindesagskamp, tredje billede forestiller Lis, som engang stak en kniv i sin mand for at stoppe hans vold mod hende og børnene, og som nu lever som invalidepensionist og fastligger på en campingplads. Især Lis er et socialrealistisk indslag. Det fjerde billede er taget fra populærkulturen og er tegneserieheltinden Modesty Blaise, det femte er hentet fra den danske kulturarv, heksen på Sankt Hans-bålet.

Modesty Blaise med barn

Alt kan lade sig gøre i fiktionen også at forbinde disse kvinder. Anna er illustrator med Modesty Blaise som forbillede. Hun forsøger at handle som hende, men har lidt upraktisk et barn på armen, og her kommer campisten, Lis, til undsætning som barnepige. Det er også Lis, der syr førnævnte lillebysamfunds årlige heksedukke til Sankt Hans-bålet. Lillebyen har i øvrigt et virkeligt navn, Korsør. Dukken har en vis lighed med kvindesagskvinden fra dengang i 70’erne, der også er Annas mor, og som ligger begravet på den lokale kirkegård under en navnløs sten. Der er virkelig mange mysterier og tråde, og ikke alle ender mødes. Dog, plottet holder, historien er o.k. spændende og modbydelig, som den skal være.

Tilbage bliver spørgsmålet om, hvorvidt Malene Kirkegaards roman har mere at byde på end plot og oh ve, oh skræk. Jeg fik den tanke, fordi 70’ernes kvindesag blandes ind i en nutidig historie med mange molesterede kvinder. Ønskede forfatteren ydmygt, at denne fiktions afklædte kvinder med blod ned ad benene måske kunne give anledning til interessante samtaler? I romanens værste scene f.eks. mærker den voldsramte kvinde en heftig lyst inden den hårdhændede behandling tipper over og bliver et mareridt. Men det var vist bare det. Lidt gejl og så lidt gru.

Træt af svulstige verber

Hotel Rudolph er ikke meget andet end endnu en thriller med lemlæstede kvinder, der hævner sig. Forfatteren napper lidt retfærdig harme fra rødstrømperne, nupper kvinden som ond maskine fra populærkulturen og lidt lir fra pornoen. Ensom kvinde, der ankommer til øde hotel er heller ikke Kirkegaards opfindelse, hvilket naturligvis ikke gør spor, men en dygtig tyv er hun ikke.

Jeg blev morderligt træt af de listige spørgsmål inde fra Annas hoved, der skal drive handlingen frem: »Var det bare noget, hun havde forestillet sig?«, og »var der et ekstra åndedræt?«

Og jeg blev træt af de svulstige verber, hvis funktion er at skabe stemning. Med andre ord: Fyrretræer står ikke bare, de rejser sig mod nattehimlen, havet strækker sig, det gør gårdspladsen, parkeringspladsen og markerne også, kirken hæver sig, stemmer løfter og rejser sig i natten, og tusmørket vokser. Hvem orker i øvrigt at tænke på Freud i den forbindelse? Men svulstigheden og de listige spørgsmål viser også, hvad det er, Malene Kirke- gaard kan og ikke kan. Hun kender de billige tricks, men har ikke den lidt mere sjældne sproglige sensibilitet.