Forskningen skal være relevant, også for kredse udenfor forskningsmiljøerne selv, skrev forskningsminister Jan Trøjborg i Informations kronik i går. Han ophøjede dermed relevanskriteriet til et afgørende omdrejningspunkt på lige fod med det kvalitetskriterium, der traditionelt dominerer på forskningsområdet. Med den tilføjelse, at forskning jo ikke behøver at udmøntes kommercielt - underforstået: Men det gør ikke noget, at den jævnligt henter et indbringende patent hjem.
Åbenbart vil ministeriet gerne styre og erhvervsrette forskningen, og mange forskere kan bevidne, at forskningspenge i langt højere grad end før øremærkes til bestemte projekter, mens den frie forskning nedprioriteres. “De ting, der forskes i, skal være til gavn for Maren i Kæret eller erhvervslivet…. spørgsmålet er, hvor klogt det er,” siger f.eks. lektor Peter Hansen, Niels Bohr-instituttet, i dagens Information på side 3.
At politikerne ønsker lidt hånd i hanke med, hvad der foregår i åndernes rige, er ikke i sig selv så nyt eller opsigtsvækkende som graden af detaljeret kontrol med stillinger, projekter, materiel osv. Alene det, at vi har fået en forskningsminister, indebærer jo, at vedkommende vil søge at legitimere sin eksistens med et mylder af tiltag. Føjer man hertil, at forskningen hører under Forskningsministeriet, mens undervisningen ved de højere læreanstalter hører under Undervisningsministeriet, er uoverskueligheden ved at være komplet.

Vi mener formentlig alle, at det ville være skønt, om al forskningsindsats umiddelbart gav afkast i form af miljøforbedringer, nye nærende afgrøder til tørkeramte områder samt kure mod folkesygdomme som Alzheimer, kræft og paradentose, for slet ikke at tale om det evige liv. Men så let defineres relevans som bekendt ikke i virkeligheden. Man tør næppe tænke på konsekvensen, hvis ministeriets vagthunde slog op i lektionskataloget for at se nøjere på nytteværdien af Gyldne Altre - Jysk Metakunst fra Valdemarstiden, Jernalder i Vestasien, Kvindelige realister gennem 200 år, Elliptiske punkter og kryptosystemer samt Politik-netværk i teori og praksis. Ikke umiddelbart sager, som kommercielle interesser står i kø efter - til gengæld er de med til at gøre Danmark til en kulturnation. Som en klog mand har formuleret det: “Fortiden ændrer sig hele tiden.” Det maner også til varsomhed med kulturarven, at 5000 års civilisatorisk indsats statistisk set må rumme tanker, som også nulevende ministre og embedsmænd kunne lære af.

Problemet med overhovedet at udsætte forskningen for systematisk politisk styring er nemlig, at man sjældent ved, hvad der fører præcist hvorhen. En naturvidenskabelig far blev engang spurgt af sin humanistiske datter, hvilken gavn ‘almindelige mennesker’ nogensinde havde haft af kvantemekanikken?! “Transistorradioen,” oplyste han efter et par sekunders betænkningstid. Af hvilket man kan lære, at systematisk, seriøs og kvalificeret viden om verdens forhold stort set altid repræsenterer en værdi. Også i de tilfælde, hvor først eftertiden får det fulde udbytte. Galileis iagttagelse af Jordens bevægelser resulterede først 350 år senere i en mand på Månen, skønt opdagelsen jo satte sig omfattende filosofiske spor længe før.

Alt i alt udløser forskningsministerens kronik flere interessante spørgsmål, end den selv besvarer. Blandt andet, hvem der i sidste instans afgør, hvad der er relevant forskning. Er politisk defineret relevans for f.eks. kræftforskning vigtigere end forskerens kvalifikationer, mod og intuition inden for genteknologi? Og hvad hvis genteknologien mod forventning skulle rumme et gennembrud i netop kræftforskning?
Faktisk risikerer regeringens egen politik at spænde ben for det, der ironisk nok ligger ministeren mest på sinde, nemlig rekrutteringen af unge talenter. For hvordan vil man motivere unge mennesker for en forskerkarriere, hvis de alligevel ikke har megen indflydelse på, hvad de kommer til at lave? Hertil kommer de mange kvalificerede, som Forskningsrådene allerede nu må afvise, fordi projektet ikke passer ind i de politisk fastsatte interesseområder. Den slags kan let føre til, at de kvikke hoveder udvandrer til industri og erhvervsliv. Her er det ganske vist også chefen, der bestemmer. Til gengæld stikkes hensynet til patentmuligheder og produktion ikke under stolen, lønnen er dobbelt så høj og miljøet ofte mere levende. Blot vil det så ikke blive lettere for forskningsinstitutionerne at tackle generationsskiftet, når “lektorpuklen” af 55-60-årige fastansatte forskere går på pension omkring 2005. I værste fald risikerer man at reproducere lektorpuklen ved endnu engang at ansætte 30-årige i hundredvis, frisk fra eksamensbordet.
Inden da burde forsknings- og undervisningsminister faktisk drøfte forskningsinstitutionernes fremtid. Sammen.mlk