Unaturlig sex og uhyggeligt had

For nogle år siden, under en skiferie i Utah, oplevede jeg noget uhyggeligt. Jeg besøgte et tempel af grå granit. Det var koloenormt og nygotisk, lå midt i hovedstaden, Salt Lake City, og tilhørte The Church of Jesus Christ of Latter-day Saintsbedre kendt som Mormonkirken. Templet med dets himmelhøje tårnspir var skræmmende i sig selv, men det var intet imod de venlige unge mennesker, der bød velkommen og viste rundt.

Jeg husker dem som unge kvinder omkring 20 år gamle. De var konservativt klædt i lange, uldne nederdele og mørke vinterfrakker, huden var hvid, håret mørkt, skulderlangt og nydeligt, makeuppen diskret, og så smilede de rigtig meget. De smilede, når man stillede dem spørgsmål om mormonernes historie, og de smilede, når de argumenterede for nødvendigheden af flerkoneri og det syndige ved sex uden for ægteskabet, som naturligvis skulle forblive en institution forbeholdt heteroseksuelle par.

Fraværet af passion?

Alt hvad de sagde lød indøvet, hvilket matchede deres ansigtsudtryk: Deres blanke øjne syntes kun sjældent at blinke, og smilet så underligt stift ud. Det virkede på en måde som om, der ikke var noget menneske inde bag alle ordene og forklaringerne. På den måde var der midt i al uhyggen alligevel noget betryggende over hele seancen en bekræftelse af, at ideologisk indoktrinering nødvendigvis formidles uden sjæl.

Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg forleden på DR 2 så BBC-dokumentaren Verdens værste sted at være homoseksuel. Den var der intet betryggende over. Scott Mills, dj og radiovært, er rejst til Uganda for at se nærmere på landet, der siden 2009 har overvejet et lovforslag, som skal gøre sex mellem to mænd eller mellem to kvinder strafbart med døden eller livstidsfængsel. Han snakker med folk på gaden mænd, kvinder, unge, ældre der uden undtagelse fortæller, at de hader homoseksuelle. Han besøger en håndfuld mænd og kvinder, der på grund af deres seksualitet bor i det argeste slum med afføringsfyldt kloakvand løbende langs husmurene, udstødt af deres familier og forfulgt af samfundet. Han interviewer en avisredaktør, der forklarer, hvorfor det er hans samfundspligt at assistere politiet ved at infiltrere homomiljøet og under f.eks. en overskrift som »Hæng dem« publicere navne og billeder af formodede homoseksuelle med opfordringer til læserne om at ringe ind med yderligere oplysninger om de navngivne syndere.

‘Korrigerende voldtægt’

En af dem er Stosh Mugisha, en kvinde, som lever i skjul efter, at stenkastende naboer har fordrevet hende fra hendes hjem. Hun viser Scott Mills sit barndomshjem og fortæller, hvordan hun som ung pige legede gemmelege med sine søstre og kusiner, indtil familiens gartner blev mistænksom. Han besluttede sig for at lære hende at have sex med mænd korrigerende voldtægt, som det udbredte fænomen kaldes.

Det kontroversielle lovforslag er fremført af parlamentsmedlem David Bahati. Han bliver også interviewet. Bahati, habitklædt og med roligt stemmeleje, forklarer, hvorfor homoseksualitet er et samfundsproblem, afviser at bøsser og lesbiske skulle være udsat for chikane og bliver helt tavs, da Scott Mills fortæller, at han er bøsse.

»Sørg for, at du ikke bliver taget med bukserne nede, for så bliver du sat (i fængsel),« siger en grinende Bahati, inden han afbryder interviewet og straks efter underretter myndighederne, der efter sigende forsøger at tilbageholde Scott Mills og konfiskere hans optagelse. Til BBC-reporterens held får de oplyst et forkert hotel.

Alle forskrækkelighederne til trods var det mest uhyggelige ved dokumentarfilmen og det, der sendte mine tanker til Utah noget så fredeligt som et besøg på et gymnasium. Her møder Mills en flok unge mennesker; umiddelbart nysgerrige, lyttende, grinende og i det hele taget begejstrede drenge og piger, der tålmodigt og ydmygt og tilsyneladende helt fra hjertet forklarer med fagter og livlige smil, hvorfor kødelig kærlighed mellem mennesker af samme køn er ondt, moralsk forkasteligt, uafrikansk, og at lande som USA og Storbritannien snart vil gå under, som Sodoma og Gomorra gjorde det.

Det er had og intolerance med et alt for menneskeligt ansigt. Det er ideologisk indoktrinering formidlet med sjæl.

Svært at slå ihjel alene

Den amerikanske journalist Jeff Sharlet beskriver noget lignende i sin artikel Straight Man’s Burdeni Harper’s Magazine. Han snakker med en pige, Sharon, uden for Makerere University i Kampala. Hun synes, at dødsstraf for homoseksualitet er en god ting. Sharlet spørger, om hun selv ville dræbe, hvis hun mødte et menneske, der var homoseksuel.

»Det er svært for mig at slå ihjel. Det er svært for mig at gøre det alene. Men sammen?« svarer hun fnisende, mens hun nikker.

Sharlets artikel går også i dybden med et aspekt af homofobien i Uganda, som Scott Mills skøjter let hen over i sin iver efter at kontrastere det homoparadis, som er hans hjemland, og hvor »det er lige meget, hvem du er hetero, homo, det er ikke et tema« (i London alene anmeldes der ellers i gennemsnit tre hadforbrydelser mod homoseksuelle om dagen) med det tilbagestående Afrika. Det viser sig nemlig, at Ugandas homofobi har vestlige rødder. At den nuværende lov mod homoseksuel adfærd blev indført af det britiske kolonistyre for at straffe diverse former for »unaturlig sex«.

Det viser sig, at David Bahati har lært sine kampagnemetoder i USA. Det viser sig, at amerikanske missionærer, præster, konservative politikere, evangeliske forretningsfolk, rejselystne anti-homo-aktivister og millioner af dollar har været med til at institutionalisere homofobien blandt Ugandas politikere, lærere og præster, som så bliver inviteret på besøg i amerikanske kæmpekirker for at gæsteprædike om deres succes. Man ser for sig unge amerikanere sidde med stive smil på kirkebænkene. Sådan går homohadet i ring.