Et juletræ er den direkte vej til assimilering

Hm, må jeg nok sige til Stephan Mendel-Enks roman Tre aber og dernæst forsøge at holde dens to ærinder adskilt, det skønlitterære og det formidlingsmæssige. Med hensyn til det sidste er der nemlig noget at hente. Det drejer sig om at videregive en indsigt i den jødiske menighed i Gøteborg cirka i slutfirserne med glimt tilbage til 1970’erne. Hermed tegnes også et større billede af den jødiske kultur i en moderne verden, idet den lille menighed sammenligner sig selv med og orienterer sig mod jøderne i Israel og USA.

Som skønlitterært værk er Tre aber ikke sindsoprivende eller bare raffineret. Dens fortæller er det velkendte observante og ordknappe barn, der forsøger at se klart i de voksnes brogede verden. En voksenverden, som teenageren selv er på vej ind i.

Utryg med svenske ekkoer

Stilen er lidt naiv og registrerende og kan slå over i højstemthed eller blive direkte klodset i sin underspillede iver efter at male kontrasterne tydeligt op. Romanen kunne lige så godt eller faktisk bedre være udkommet som ungdomsroman. Så ville jeg sandsynligvis også være mindre forbeholden, for gode romaner udkommer der jo masser af, men gode ungdomsromaner kniber det lidt mere med. Med til det rent litterære hører også, at romanen er blevet noget medtaget i overleveringen fra den svenske original til den danske udgivelse. Der er for mange svenske ekkoer i det danske, til at jeg føler mig i trygge hænder, og rigeligt med korrekturfejl kunne tyde på, at noget er gået hurtigt. Men den slags brok siger selvfølgelig intet om det væsentlige, nemlig Stephan Mendel-Enks arbejde.

Jacob når lige at træde ind i de voksnes rækker og fejre bar mitzvah, og så skal hans forældre skilles. Det skaber uro i hele menigheden. Skilsmissen er en direkte trussel mod det jødiske, hvilket naturligvis især bedsteforældrene er opmærksomme på. Faren for assimilering truer alle vegne. Et juletræ kan måske virke harmløst, men i næste øjeblik befinder man sig i Västerås. Uden menighedshus eller synagoge.

Godt stof

I det jødiske familieportræt med tre generationer er bedsteforældrene de mest iøjefaldende og komiske. Deres insisteren på at leve i den gamle verden midt i en moderne afføder en lang række paradokser, hvoraf det største selvfølgelig er, at de overhovedet bliver boende i Gøteborg eller i Sverige i det hele taget, når nu det er det værste af de skandinaviske lande, og når nu Skandinavien er det dårligste sted i Europa at befinde sig, og Europa er det dårligste sted i verden. »Dårligere film. Dårligere humor. Dårligere mad.« Sveriges antisemitisme ses bl.a. tydeligt af, at man gav Israel og »A-ba-ni-bi« nul point i det internationale melodigrandprix i 1978.

Det jødiske er her som i et hav af andre moderne fiktioner virkelig godt stof. Det nye er så, at familieportrættets baggrund er Gøteborg og ikke New York for eksempel, men den litterære oplevelse er til at overse.