En halt pony og en god læser

Om nogen var Vladimir Nabokov en mand, for hvem oversættelsen var et afgørende livsvilkår.

»Det er min private tragedie,« skriver han i efterordet til Lolita, »at jeg måtte opgive mit naturlige sprog, mit uindskrænkede, righoldige og uendeligt føjelige russiske modersmål til fordel for en slags andenklasses engelsk.« Født i en aristokratisk familie i Sankt Petersborg sendte Den Russiske Revolution ham til Europa, og Anden Verdenskrig sendte ham videre til Amerika. Derfor er forfatterskabet egentligt to: et russisk og et engelsk. Og derfor er spørgsmålet om oversættelse af Nabokov ikke blot en note værd det er på mange måder et springende punkt.

To af Nabokovs bøger er udkommet i den forgangne måned: Lolita oversat af Claus Bech og et udvalg af Nabokovs litteraturforelæsninger udvalgt og oversat af Henrik G. Poulsen. Den ene er utroligt vellykket, den anden ikke helt.

En krybbe, en pony

Oversættelser af litteratur var så afgørende for Nabokov, at han ofrede sit venskab gennem et årti med den amerikanske litterat Edmund Wilson, der ellers siden Nabokovs ankomst til USA havde taget sig af ham.

Det var oversættelsen af Aleksandr Pusjkins versroman Eugene Onegin, der udløste 1960’ernes nok mest spektakulære litterære fejde mellem Nabokov og Wilson. Nabokov voldkritiserede (som han havde for vane) den amerikanske oversættelse og satte sig for at lave sin egen. Det tog et årti. Det blev et monstrøst værk i fire bind, hvor noteværket fyldte langt mere end versromanen. Pusjkin blev ikke så meget oversat til engelsk, men snarere ud af russisk. Wilson mente på sin side, at Nabokovs oversættelse var absurd. Nabokovs Jevgeni Onegin var næsten uforståelig i sin bogstavelige oversættelse, men det var Nabokovs dybe overbevisning, at det ikke tilkommer andre at skalte og valte med en forfatters værk.

»Min oversættelse er naturligvis en bogstavelig oversættelse, en krybbe, en pony. Og for at være tro ved overførelsen har jeg ofret alt; elegance, vellyd, klarhed, god smag, moderne sprogbrug og sågar grammatik,« forklarede han i et interview i Playboy.

Det med ponyen var der, som med så meget i Nabokovs forfatterskab, en forklaring på. Pusjkin havde sammenlignet oversættere med heste, der blev udskiftet på civilisationens poststationer, og med vanlig forstilt ydmyghed forklarede Nabokov, at den største belønning ville være, at hans studerende brugte oversættelsen som en slags pony.

Claus Bechs oversættelse er mere end det. Jeg har læst Lolita et hav af gange, og ikke desto mindre viste oversættelsen nye og oversete detaljer. Den udfolder Humberts Europa og det omkringliggende USA og indfanger tørt Nabokovs udskejelser uden selv at gøre sig til. Jeg har kun en enkelt indsigelse: Hvis man oversætter »fancy prose« med det muntre udtryk »glitterprosa«, skal man måske overveje at skrive sin egen bog. Men ellers er der vel tale om en fuldblodshingst

Spidsborgerne

»Jeg vil blive husket for Lolita og for mit arbejde med Jevgeni Onegin,« forudsagde Nabokov, men han fik mere ret med Lolita end med oversættelsen. Det var ikke blot et forfængeligt anliggende, når Nabokov insisterede på den bogstavelige oversættelse, men en grundlæggende tro på vigtigheden af at iagttage og beskrive verden omhyggeligt og nøjagtigt.

Det er den amerikanske filosof Richard Rortys påstand, at ondskab for Nabokov kommer til udtryk som en sløset omgang med virkeligheden. Og selv om langt de fleste kender Lolita for dens beskrivelse af Humberts pædofili, har forbrydelsen aldrig interesseret forfatteren. Tværtimod, da han bliver spurgt, om han opfattede Humberts forhold til Lolita som umoralsk (det rigtige svar ville ifølge den bredere offentlighed have været ja), svarede han: »Humbert er stærkt optaget af, men jeg er bedøvende ligeglad med den offentlige moral i Amerika eller andre steder.«

Nabokov interesserer sig ikke for forbrydelsen, men for de sproglige handlinger, der gør det muligt for Humbert på en gang at være sygeligt optaget af, hvad andre mener, og alligevel begå overgrebet på Lolita. På sin vis er det masturbationen frem for pædofilien, der interesserer Nabokov, for det er i den »ensomme tilfredsstillelse«, at Humbert skaber sit eget billede af Lolita.

Til en begyndelse er det udtryk for en slags omsorg: Lolita skal ikke udsættes for den virkelighedens vulgære seksualitet, og Humbert beskriver sit forhold til Lolita som en gravid kvindes forhold til sit ufødte barn. En af de mere udfoldede masturbationsscener resulterer i billedets løsrivelse fra sit afsæt: »Lolita var trygt blevet solipseret,« siger Humbert og kommer.

Bagefter konstaterer han fornøjet:

»Jeg var stolt af mig selv. Jeg havde tilranet mig spasmens honning uden at anfægte en mindreårigs moral. Der var absolut ingen skade sket.«

Lolita bliver til et æstetisk objekt, som Humbert kan gøre med, som han lyster. Siden skrider virkeligheden for ham: Han omtaler billedet af Lolita som livløst, men det viser sig, at det ikke er billedet, der er livløst, men Lolita selv: Humbert havde fyldt hende med sovemedicin og tilfredsstillet sig. Spidsborgerens moral er intakt, forbrydelsen fuldbyrdet.

Og den dårlige læser

Flere af Nabokovs romaner er udstyret med en dårlig (men fiktiv) læser i forordet. I hovedværket Pale Fire er det den sindsforvirrede Charles Kinbote, der helt bogstaveligt har tilranet sig den tekst, det hele drejer sig om, og i Lolita er det John Ray Jr., der i forordet udlægger romanen blot for i efterordet at blive latterliggjort af Nabokov selv. Det er, som om Nabokov parodierer den dårlige læser for at opdrage sine egne læsere til bedre vaner. Og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at oversætter Henrik G. Poulsen var forfatter til endnu et af Nabokovs fiktive forord.

Det kan næsten kun være tænkt som en ironisk kommentar til dårlig oversættelsespraksis, at Lectures on Literature oversættes til »Timer i litteratur« (hvilken time? Klavertime, klassens time?), når lectures nu så let lader sig oversætte til ‘forelæsninger’. Man kan næsten ikke tænke andet, end at Poulsen har ofret præcision for at fange en snert af bogstavrimet i den engelske titel. I ‘Oversætterens bemærkninger’ bliver det endnu morsommere, når Poulsen oplyser, at de russiske tekster er oversat fra engelsk, og at han har skelet til de forhåndenværende danske oversættelser. Det lyder fuldstændig som Charles Kinbote, når Poulsen skriver, at der »her og der er hapset en sproglig godbid.« Nabokov griner i mørket.

Nabokov er en fremragende og meget tekstnær læser. Oplevelsen ved at læse med ham er ikke de store perspektiver derimod et væld af præcise iagttagelser. Men Nabokov var også en meget holdningsstærk læser. Og udvalget i Timer i litteratur lider under den sære opfattelse, at Nabokov skulle være opbyggelig og underlagt konsensus. Derfor har Poulsen fravalgt læsningen af Dostojevskij (fordi den er »negativt håndteret«) og Jane Austens Mansfield Park (fordi den »næppe læses så meget mere«).

Det er sjældent dårlige forklaringer. Netop derfor skulle udvalget lade Nabokov illustrere, hvorfor det er værd at læse Mansfield Park, og korrigere den herskende opfattelse af Dostojevskij som kongen af russisk litteratur. Som Nabokov belærte sine studerende:

»Vi kan anbringe de største mestre i russisk prosa i denne rangorden: Nummer et Tolstoj, nummer to Gogol, tre Tjekhov, fire Turgenjev. Dette er lidt som at give karakter til de studerende, og der er ingen tvivl om, at Dostojevskij og Saltykov står uden for min dør for at diskutere deres lave karakter.«