Det bliver i hvert fald en moderne velfærdsdansker

Uanset hvem der om to uger vinder, vil Danmarks statsminister være et privilegeret barn af et selvfølgeligt Velfærdsdanmark. Lidt mere begavet og noget mere målrettet end de fleste, men gennemsnitlig nok til at kunne favne flertallet. Den 15. september vil flertallet have valgt en statsminister, der er pragmatisk, ukontroversiel, uideologisk og midtsøgende

Det perfekte par. Hvis ikke lige det var, fordi der SKAL vælges mellem dem, kunne de to statsministerkandidater fremstå som det perfekte par. Børn af den velfærdsstat, de kæmper om magten over.

Uffe Weng

Ishøj og Græsted var sidst i 1960'erne ikke så forskellige, som de er i dag. To landsbysamfund i den spæde begyndelse af en selvvalgt forvandling til parcelhusforstæder med småindustri og tiltagende børnefamilieinvasion.

I disse år flyttede to familier på hver en far og en mor og tre raske børn til henholdsvis Ishøj og Græsted af nogenlunde enslydende årsager: Nyt hus med have og alle tænkelige moderniteter ventede, kort afstand til både job og fine sandstrande lokkede, og mest af alt var det trygge steder at lade børnene vokse op.

Inden for de tapetserede vægge blev der suppleret med sunde værdier: Vis respekt, pas på tingene, læs lektier, hold aftaler, hold gaden ren og fødderne fra S-togsæderne, lød parolerne fra en kontorchef og en lektor og kommende direktør i Ishøj. Sid pænt, spis ordentligt, man ved aldrig, om man ender til middag hos dronningen, læs avisen og tilgiv aldrig svenskerne deres laden stå til under krigen, lød rådene fra en kontorchef og en hjemmegående mor i Græsted.

Ingen af de to hjem var meget mere politiske end et gennemsnitligt, dansk parcelhus.

Livssynet var mere konservativt end progressivt, men begge steder blev der diskuteret ikke dikteret politik, og mens det i det ene hjem var den yngste datter, der allierede sig med et leksikon, når bølgerne gik højt, var det i det andet hjem den mellemste søn, der hurtigt viste interesse for ikke mindst selve argumentationskunsten.

Lå ikke i kortene

Få på Drosselvangen så vel for alvor den initiativrige og hypersociale lille-Lars, der var primus motor i alt fra genopførelsen af Ipswich mod Queens Park Rangers på fodboldbanen til Kon Tiki-ekspeditioner på den lokale mose, som leder af det dengang lidt støvede Venstre og landet i øvrigt. Endnu færre på Søvangen havde formentlig luret, at dygtige, lille Helle der både kunne synge, danse og skabe opmærksomhed om sig selv gik rundt og øvede sig på at være socialdemokratisk statsministerkandidat.

Set gennem en traditionel statsministerprisme kan det stadig være svært at få til at hænge sammen.

Bortset fra 'centraladministrations-vældet' med Kampmann og Krag i 1960'erne er socialdemokratiske statsministre som regel hærdet i regulære arbejderhjem de to seneste henholdsvis en lagerarbejder fra Sydhavnen og en esbjergensisk søn af en arbejdsmand og en rengøringsassistent mens Venstres regeringschefer plejer at være hentet på enten bonde- eller præstegårde.

Hvor Poul Nyrup Rasmussen nærmest så det som et kald at sikre sig, at ingen skulle vokse op i et hjem med samme kår som han selv, blev Anders Fogh Rasmussen drevet af noget, der mindede om et had til den politiske og kulturelle elite. Den, der havde marginaliseret og hånet de værdier, han var blevet opflasket med på gården uden for Viborg.

Anderledes er det med vores nuværende statsministerkandidater, hvoraf den ene i 1980'erne rendte rundt med lange, krøllede lokker, lyttede til Pink Floyd, arrangerede syrede jazzkoncerter og hurtigt fik øgenavnet 'statsministeren' på lærerværelset, efter han som elevrådsformand bl.a. havde vundet en armlægning med lokalpolitikere og skoleledelse om at få opført overdækkede cykelstativer.

Den anden, derimod, havde engelsk glamrock i walkman'en og på væggen plakater af Marc Bolan, var selv med til at oprette elevrådet på sit gymnasium og blev bl.a. lokomotiv for en stor antimobningskampagne. Altid i ivrig diskussion med folk omkring sig og på én gang både social og ambitiøs omkring det faglige.

Gæt selv, hvem der er hvem. Et tip er, at den første røg pibe.

De var begge, som gymnasieelever på den tid var flest, omend de var nogen man lagde mærke til.

Men ligesom der i disse år skete ting og sager, der rev Græsted og Ishøj i hver sin retning, blev Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen trukket ud ad hvert deres spor.

I den forstand skal en del af forskellen på de to statsministerkandidater måske ses en helt geografisk optik. Mens Ishøj som i de øvrige naboforstæder i 1980'erne ekspanderede eksplosivt både fysisk og befolkningsmæssigt i såvel antal som farverigdom for til sidst at blive den mest indvandrertætte kommune i landet, forblev det lidt mere afsidesliggende og nordlige Græsted et snapshot af et landsbysamfund. Nu blot med lidt færre får og kvæg og lidt flere pudsede murstensparceller med tegltage og symmetriske haver.

Den nye vestegnsvelfærd

Ishøj var et nybyggerprojekt. Helle Thorning-Schmidt var første årgang i både byens nye folkeskole og siden gymnasiet, så der var ikke noget miljø at blive opslugt af. I hendes nære kreds var udbuddet af venstreorienterede forbilleder isoleret til en enlig, socialdemokratisk tante Birthe.

Venstreorienterede, unge lærere, en storesøster og hendes ældre veninder på det noget større Greve Gymnasium fik alligevel sporet hende ind på samme linje som så mange andre gymnasieelever i en periode, hvor antiapartheid, fredsbevægelsen, kampen mod atomkraft, Reagan og Bertel Haarder var det nye sort.

Hverken de i tiden nærmest obligatoriske dannelsesrejser til Indien og Kina med den transsibiriske jernbane eller de kortere ekskursioner til 1. maj og Land & Folk-festival i Fælledparken skal dog formentlig overtolkes. Snarere synes Helle Thorning-Schmidt formet af noget langt mere dagligdags.

Langs hovedstadens sydvestlige grænsen voksede den særlige vestegnssocialdemokratisme sig stor i spændet mellem de velkomstarrangementer for nytilflyttede udlændinge, som hendes far var med til at arrangere og så de voksende og gensidige forståelsesproblemer, der åbenbarede sig efterhånden, som få blev til mange.

En kollektiv identitet opstod, hvor man på én gang følte sig som frontlinjen i et socialt toleranceeksperiment, stemplet som et tabersamfund og overladt til sig selv af den politiske elite.

Det var ikke bare det, at de nye børn ikke måtte komme med på lejrskole. I en interviewbog har Helle Thorning-Schmidt beskrevet, hvordan hun mærkede fordømmelsen i blikke fra de nytilflyttedes fædre, når hun med veninderne slikkede sol på forstadens grønne arealer. Det var en afmagt over, at Fru Jensen blev racist, fordi hun ikke var moden til at imødekomme de nye i opgangen.

Senere i livet har Helle Thorning-Schmidt i et forsøg på at nå skeptiske vælgergrupper heller ikke forsømt en lejlighed til at gøre opmærksom på, at hun er skilsmissebarn.

Sandheden er, at selv om hun måtte forlade Ishøjs strandside for i stedet at flytte ind i en mindre lejlighed med sin mor og bror på grillbar-siden, føler hun ikke, at hun har lidt nogen større nød.

Men særligt i møderne med det intellektuelle, venstreorienterede universitetsmiljø, da hun senere valgte cand.scient.pol. studiet på bekostning af interessen for biologi gjorde hende til et sociologisk interessant fænomen.

Det er svært at sige, om det var selvopfattelsen eller andres opfattelse, der kom først, men vestegnsidentiteten blev sat på spidsen i det møde: Det var hendes venner og familie, naboer og bekendte, de distancetolerante talte ned til og om.

Selv kunne hun derimod godt følge dem, der rykkede over blokgrænsen i 2001 i sympati med Foghs opgør med en fejlslagen integrationspolitik og det i hans øjne bedrevidende, teoretiserende, fordømmende, kulturradikale miljø.

VU'er ved et tilfælde?

I Lars Løkke Rasmussens Græsted var det andre udfordringer, der var på dagsordenen i 'statsministerens' ungdomsår.

Problemet var i mindre grad, at folk flyttede til. Faktisk snarere at de ikke gjorde. Men i mange år, inden Helsinge besluttede sig for at vokse sig stor og stærk, og Græsted begyndte at sove ind, var det den type by, Lars Løkke Rasmussens forældre havde håbet på.

Bortset fra at ungerne ikke måtte krydse den trafikerede Mårumvej, var der ikke mange bekymringer for Lars og hans søskende. Familien var intakt og klassisk med en far, der fem dage om ugen tog toget fra jernbanestationen kl. 6.40 og først tøffede ind igen ved 18.15-tiden, og en mor, der altid stod klar med lektiehjælp og smurte mariekiks.

Hvis Løkke gjorde sig store liberale eller for den sags skyld generelt politiske tanker op gennem skoletiden, var det langtfra tydeligt for enhver. Det vil måske være at overgøre det at påstå, at det var et rent tilfælde, at Venstres Ungdom løb med Løkke, for der er en grund til, at en VU-formand ved navn Flemming Oppfeldt i begyndelsen af 1980'erne netop lagde sin vej forbi Græsted Kro for at få lokale unge til at oprette en lokalafdeling.

Venstre var på daværende tidspunkt ved at blive marginaliseret i skyggen af den konservative Poul Schlüters fremmarch, men i landsbyer som Græsted, var Venstre stadig en magtfaktor, og kroen i gadekæret var ikke bare central for Græsted, men også for familien Løkke Rasmussen, der dengang som nu brugte Stalden til alt fra fyraftensfadøl til familie- fester.

VU'erne var mildt sagt ikke sikre på, at Løkke havde fundet sin rette hylde, men han var veltalende, en ledertype og mest af alt en forbilledlig og skruppelløs netværker, og efter en kort periode som leder af lokalafdelingen væltede han som den 'røde fløjs' kandidat for første gang i partihistorien en siddende formand af posten.

Kernen ligger i Græsted

Et kig i billedarkiverne kunne give indtrykket, at Lars Løkke Rasmussens internationale udsyn samtidig var mindst lige så udpræget som Helle Thorning-Schmidts i disse år.

Gamle DR-optagelser af en gruppe unge danskere, der har infiltreret en kommunistisk ungdomsfestival i Moskva og indtaget Den Røde Plads iført T-shirts med USSR out of Afghanistan på maven og USA keep your hands off på ryggen, afslører, at den unge Lars Løkke Rasmussen både var bevæbnet med humor og mod, og avisbilleder af Løkke i Afghanistan iført lokal klædedragt og Kalashnikov kunne antyde markant, internationalt engagement.

Reelt lyder fortællingen fra andre deltagere, at Løkke snarere så en mulighed i at score nogle point og noget opmærksomhed fra folketingspolitikere og landsdækkende medier på en Konservativ Ungdoms-idé om en alternativ og mere blå udgave af Operation Dagsværk.

Det kan ikke afvises, at meget kunne have udviklet sig anderledes for Lars Løkke Rasmussen, hvis en valgkamp til Europa-Parlamentet i 1989 var forløbet bedre, men heri ligger også en stor fortælling i det små om landets nuværende statsminister.

I 1989 havde han fået Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensens opmærksomhed, en flot opstilling som nummer tre på listen og et budget, der gav ham mulighed for at køre landet tyndt i sin valgbus.

Problemet var blot, at VU ikke mente at have sanktioneret den dyre valgkampagne, det endte i beskyldninger om lidt for lidt politik og lidt for meget druk, der bl.a. forårsagede, at Lars Løkke Rasmussen nåede at træde et par koryfæer fra det klassiske bonde-Venstre over tæerne, inden han altså kiksede selve valget.

Skal man finde ind til kernen i Lars Løkke Rasmussen, må man derfor nok tilbage til Græsted, hvor han allerede som 21-årig var blevet valgt ind i byrådet.

Som byrådspolitiker i en by uden de store, dramatiske problematikker bliver man hurtigt inddraget i folks hverdagsproblemer, og et eller andet sted mellem den løse snak på kroen og frustrationerne over en træg og tung administration i det daglige arbejde blev Løkke en meget praktisk orienteret systemkritiker.

Der går en lige linje fra hans første tur i brechen for de ældre, der gerne ville ned på kroen og spise deres aftensmad i stedet for at være tvunget til at sidde hjemme og vente på en foliebakke der kostede det samme til den velfærdsforbrugermentalitet, der har fået sit gennembrud i 00'erne.

Efterhånden som Løkke steg i hierarkiet forvandlede han sammen med en vis Peter Brixtofte et lille udsnit af Nordsjælland til et eksperimentarium med frit valg som omdrejningspunkt. At han var forud for sin tid kom bl.a. til udtryk, da det ellers søvnige Græsted trods appeller om besindighed fra Løkkes mor i protest mod planen om at udlicitere ældreområdet klyngede en Løkke-dukke op i en flagstang.

Færten af førerfeltet

Faktisk var Lars Løkke Rasmussen i denne periode også inde forbi Københavns Universitet og havde tilmed et vist overlap med Helle Thorning-Schmidt.

Der var dog stor forskel på miljøerne omkring henholdsvis jura- og cand.scient.pol.-studierne, og derudover kan det næppe overvurderes, at mens Løkke i denne periode måtte droppe drømmen om Bruxelles, rejste Helle Thorning-Schmidt til Brugge.

På universitetet havde hun et forhold til den senere forfatter, debattør og chefredaktør for bl.a. den legendarisk kortsigtede avis Dagen, Kresten Schultz Jørgensen, ført Helle Thorning-Schmidt i armene på en diskussionsklub og omgangskreds med bl.a. Ritt Bjerregaard og dennes mand, historikeren Søren Mørch; den senere forfatter, sociolog og samfundsdebattør, Henrik Dahl og Informations Annegrethe Rasmussen.

Som både det senere opgør med Ritt Bjerregaard, der skulle ende med at udfordre Helle Thorning-Schmidts linje som partileder med Den Røde Skole, og senest Henrik Dahls anklager om intellektuelt underskud hos den røde statsministerkandidat, skulle vise, så var det aldrig et perfekt match.

Man kan spørge, om det blot var en tilfældighed, at hun i det hele taget endte der, men man kan også sætte det ind i en større kontekst og konkludere, at hun både da og siden var begavet med en særlig evne til at placere sig, hvor der føres an.

Det er til gengæld ingen tilsnigelse, at det først var i mødet med den i hendes øjne usnobbede, britiske socialdemokratisme under nasterstudiet ved Europakollegiet i Brugge, at hun for alvor synes at være blevet bevidst socialdemokrat.

Her kommer man ikke uden om mødet med Stephen Kinnock, der udover at skulle blive Helle Thorning-Schmidts udkårne er søn af tidligere Labour-leder Neil Kinnock og den daværende EU-parlamentariker og senere minister i England, Glenys Kinnock.

Den særegne, selvironiske, britiske antiheltefacon var for Helle Thorning-Schmidt den diametrale modsætning til universitetsvenstrefløjen. Den indkapslede det modsætningsfyldte i at komme fra et trygt, økonomisk sikkert, dannet og uddannet hjem og udstråle noget elitært, men alligevel føle, at man tilhører noget bredere og kunne se det absurde i det uden at skamme sig over det.

Hun fik arbejde i det socialdemokratiske sekretariat i EU-parlamentet for siden at tage det naturlige skridt ind i politik ved at sprænge listen ved valget i 1999 og bl.a. slå den erfarne John Iversen med 38 stemmer.

Var mødet med de socialdemokratiske tænkere på universitet, et kultursammenstød, var gruppefællerne i form af den tidligere Nakskov-smed Freddy Blak et clash of civilisations. Freddy Blak, der var en karikatur på en klassisk socialdemokrat, lå lige så langt fra Thorning-Schmidts 'almindelige' forstadsdansker som det intellektuelle parnas, og da han opfandt Gucci-Helle på grund af hendes dyre tøjvaner, fik han svaret, at ikke alle kunne gå rundt og ligne en pose lort. En anden kollega, Torben Lund, blev taberen i den først styrkeprøve, Helle Thorning-Schmidt kastede sig ud i som politiker, da den hjemlige ledelse annekterede hendes mere proeuropæiske linje.

Hun mener selv at have sat aftryk på forfatningstekster om ligestilling og børnerettigheder, mens andre mere har bemærket hendes evner i det benhårde magtspil.

Løkkes gyldne arm

Noget lignende, men også mere, kan siges om Lars Løkke Rasmussen, der efter det kiksede EU-valg nøjedes med at udskifte byrådet med Frederiksborg Amtsråd.

Her festede og samarbejdede han ligeså godt med socialdemokrater som konservative, hvis det var det, der skulle til for erobre amtsborgmesterposten. Han lagde sig ud med endnu et hold bureaukrater og udliciterede på livet løs både hospitaler og redningstjeneste, indtil statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2001 hentede ham ind som indenrigsminister i sin ny regering uden at Løkke af den grund løftede blikket fra danskernes praktiske hverdag.

Som minister tog han fat i prioriteret rækkefølge. På at banke ventelister til hospitalerne ned ved inddragelse af private aktører, der måske nok blev overbetalt, men fik jobbet gjort, og Lars fra Græsted fik med den såkaldte Løkke-pose en flyvende start. Mens Fogh, Claus Hjort Frederiksen, Brian Mikkelsen og alle de andre førte værdikamp, nyfortolkede Lars Løkke Rasmussen synet på og brugen af det offentlige Danmark, han siden Græsted-dagene havde undret sig over.

Kommunalreformen gled trods udsigt til lokalt politikerblodbad relativt glat igennem Venstres bagland efter flittig brug af 'den gyldne arm', som vennen og integrationsminister Søren Pind fra den liberale DGI-klub har kaldt Løkkes talent for at besnakke folk.

Det hele var dog langtfra rosenrødt. Løkke blev forfulgt af et økonomisk rod i amtet, og når ubehagelige sager som en skidt håndteret kræftbehandling og historierne om bilagsrod og drukmanerer ramte ham hårdest, var både han selv og Anders Fogh Rasmussen stærkt i tvivl om, hvorvidt Løkke havde, hvad der skulle til. Men da Fogh forlod den synkende skude til fordel for NATO, satte lille-Lars fra Græsted sig alligevel til rette i kontoret på anden sal i Christiansborgs nordøstlige hjørne.

I tiden op til magtskiftet havde Løkke nedsat arbejdsgrupper, der i al hemmelighed skulle forberede et nyt regeringsgrundlag, og ganske sigende var Foghs fokus på den aktivistiske udenrigspolitik, sikkerhed, udlændinge, kulturkamp, storfinanser og globalisering erstattet med temaer som sundhed, familiepolitik og ældrepolitik.

De almindelige mennesker

Helle Thorning-Schmidt gjorde sin entré på Christiansborg fire år efter Lars Løkke Rasmussen, men behøvede til gengæld kun få måneder til at bringe sig i position til partilederposten.

Selv om hun lige så sigende var blevet vraget som folketingskandidat i Amagerkredsen, der var på udkig efter den mere ægte vare, var Helle Thorning-Schmidt alligevel strøget ind i Folketinget.

»Dont take the shirt,« lød rådet fra svigerfar, da den erfarne Henrik Dam Kristensen efter Mogens Lykketofts katastrofevalg nægtede at stille op som 'højrefløjens' oplagte kandidat i et kampvalg mod 'venstrefløjens' naturlige kronprins, tidligere justitsminister Frank Jensen, men hun var en kvinde med en mission.

Det underliggende budskab i kampvalget, der havde ligget i hende siden Ishøj, var et opgør med den disrespekt for almindelige mennesker, der bare står op om morgenen og gør, hvad de skal, som Helle Thorning-Schmidt mente både prægede venstrefløjen i partiet og venstrefløjen generelt.

»Man skal ikke brandbeskatte folk. Når folk går på arbejde og tjener penge, så skal de ikke være til grin for deres penge,« lød en af parolerne, »nænsomme reformer for at bevare velfærden« var en anden, og en tredje: »Huspriserne stiger, og hvis nogen samtidig får en lille gevinst, så har jeg ikke nogen problemer med det.«

Men det var en hårfin balance, og som det gengives i Jakob Nielsens bog Helle for magten måtte løjtnanten både nu og da, Henrik Sass Larsen, i et konkret tilfælde kigge Helle Thorning-Schmidt direkte i øjnene og langsomt med tryk på hver stavelse og med knyttede næver, der bevægede sig op og ned beordre hende til at gentage: »Jeg er de-mo-kra-tisk so-cia-list.«

Men det selvsikre »jeg kan slå Anders Fogh« var det, det socialdemokratiske bagland ville høre.

Skeptiske partifæller som den altid tørre beskæftigelsesordfører Bjarne Laustsen bemærkede, at Helle Thorning-Schmidt aldrig sagde 'vi', men 'jeg', men der var ikke meget at stille op, når Nyrup Rasmussen gik ud og kaldte hende den fødte leder:

»Hendes navn giver genlyd over hele Europa.«

Attituden rakte dog ikke til at overbevise danskerne i almindelighed, og hun sad med det samme problem som forgængerne: en splittet folketingsgruppe.

Længe holdt hun fast i sin erklærede ambition om at »arbejde regeringen ud af kontorerne« med en midtersøgende og reformvillig linje, hvor hun udover udlændingepolitikken annekterede eksempelvis skattestoppet, men som hun selv beskriver det i samtalebogen Den første med den senere personlige rådgiver, Noa Redington, så førte det blandt andet til, at den svenske statsminister Göran Persson ved et skandinavisk S-topledermøde efter et par snaps pludselig råbte hen over bordet:

»Hvad fanden er det, du gør med de velfærdsforhandlinger? Det kan ikke være rigtigt, I skal sidde og forhandle med en borgerlig regering om den danske velfærd. Du er jo i opposition, Helle.«

Hun kunne heller ikke slå Anders Fogh Rasmussen. Nederlaget den aften i 2007 i Cinemateket i København var dramatisk.

Men i stedet for at give op levede Helle Thorning-Schmidt måske snarere op til et eget udsagn om at være mere resultatorienteret end venstre- eller højreorienteret. Allerede i valgkampen op til valgnederlaget leverede hun med de stort anlagte velfærdsrettigheder lidt af en kovending i forhold til en bog fra 2002 ved navn Forsvar for fællesskabet, hvor hun netop kaldte til et opgør med rettighedsegoismen.

Siden 2007 har linjen da også været markant anderledes. Danmark står pludselig over for det rødeste regeringsalternativ i adskillige årtier. På nogle stræk er den midtersøgende linje forladt til fordel for knaldrøde mærkesager som millionærskat, højere overførselsindkomster, længere dagpengeperiode, store offentlige satsninger, bevaret efterløn og afgifter på bankdrift, bilkørsel i storbyer og usunde vaner.

Valget

Noget lignende, men modsatrettet kan siges om Lars Løkke Rasmussen. Indtil valgkampen kom helt tæt på og de for valgkampe obligatoriske sidste minuts-mil- liarder til værdigt trængende vælgere blev kastet på bordet, har regeringen vel leveret den mest rendyrket borgerlige og konfrontatoriske politik i mindst et årti:

Efterlønsforringelser, hævet pensionsalder, dagpengeforringelser, nedskæringer i den offentlige velfærd, den ultraliberale Peter Christensen på skatteministerposten og den nationalkonservative Søren Pind som selvudnævnt assimilationsminister.

For både Thorning-Schmidt og Løkke gælder det dog, at de færreste i partierne for alvor fornemmer, at midlerne er det væsentlige.

Men der er et valg.

Det er kun sådan cirka hver anden dansker, der om mindre end to uger vil stemme på enten Socialdemokraterne eller Venstre, men alle, der går i stemmeboksen den 15. september, bliver nødt til at tage stilling til Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Der er markant længere fra Ishøj til Græsted i dag, end der var i 1960'erne, hvor landets to statsministerkandidater blev formet af tiden og omgivelserne og forberedt på en fremtid, som de færreste kunne ane, men tilbage står to statsministerkandidater af det samme velfærds-Danmark.

Danmarks kommende statsminister er hverken presset på barrikaderne mod ulighed og overklasse eller drevet i kamp mod maksimalstat og meningstyranni, men en moderne flexicuritydansker. En der tidligt havde talentet og hurtigt fik smag for magten, veltalende, tiltalende, vant til at vinde og måske vigtigst af alt overbevist om, at han eller hun kan gøre dette land til et endnu bedre land at leve i for den helt almindelige dansker.

Billedteksten fra 1995 fortæller til engelsk avis, at Helle Thorning-Schmidt skal giftes med med en søn af den britiske labourleder.

Foto: 
Jakob Dall

Billedteksten fra 1994 fortæller at Venstre-manden, Lars Løkke Rasmussen er ny viceborgmester i Græsted-Gilleleje

Foto: 
Bjarke Ørsted

Fakta

Lars Løkke Rasmussen
Født 15. juni 1966 i Vejle, opvokset i Græsted i Nordsjælland. Folkeskole i Græsted, studentereksamen i Helsinge.

Landsformand for Venstres Ungdom 1986-1989.

Byrådsmedlem for Venstre i Græsted-Gilleleje kommune 1986-97, viceborgmester 94-97

Uddannet cand.jur. fra Købehavns Universitet i 1992. Selvstændig konsulent 1990-1995.

Valgt til Folketinget i 1994.

Amtsborgmester i Frederiksborg Amt 1998.

Indenrigs- og sundhedsminister 2001-2007. Finansminister 2007-2009.

Statsminister og formand for Venstre siden 2009.

Gift med Sólrun Løkke Rasmussen, der selv er medlem af byrådet i Græsted-tGilleleje. Sammen har de tre børn.

Helle Thorning-Schmidt
Født 14. december 1966 i Rødovre, opvokset i Ishøj vest for København. Folkeskole og studentereksemanen i Ishøj

Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 1994. Herunder MA i europæiske studier ved Universitetet i Brügge i 1993.

Sekretariatsleder for de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet 1994-97.

International konsulent for LO 1997-1999.

Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne fra 1999 til 2004.

Valgt til Folketinget for Østre Storkreds i 2005.

Formand for Socialdemokraterne siden 2005 efter kampvalg mod Frank Jensen.Tekst u. streg:Gift med Stephen Kinnock, der er søn af tidl. leder af det britiske Labour-parti Neil Kinnock og tidl. britisk minister Glenys Kinnock. Sammen har de to døtre.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dan Johannesson

"Uideologisk"?

Den tror jeg må være gledet i korrekturen.

Lykke har da i høj grad arbejdet med adskillige stærkt borgerlige ideologier om privatisering, dansk deltagelse i krigsprojekter og hertil medvirket til voldsomme reduktioner af civile og demokratiske rettigheder, hvilket er et neokonservativt projekt, over de sidste ti år.

Hertil er der hele filosofien om centralisering af magt som har været og er ekstremt udtalt i alt hvad VKO, herunder naturligvis også statsministeren har rørt ved.

Og det kan godt være han er barn af velfærdsstaten, men hans politik har jo indikeret at han foretrækker forsikrings og overvågningssamfundet som erstatning.

Håber i lige gir mancheten en tur med retteblækket. :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Krog

Du har misforstået Dan Johannesson. Der findes virkelig et uideologisk standpunkt. Det er rigtigt. Man kan godt føre politik uden at den er politisk. Det er fordi vi i dag er et videnssamfund, hvor produktion slet ikke betyder noget. Og i sådan et lille land som vores er alle så tæt på hinanden, at vi kan lide hinanden og derfor bare er søde ved hinanden og så er der ingen modsætninger mellem klasser og så er der ikke behov for ideologi. Hørte du ikke efter i samfundsfag i skolen. Tsk. Unge nu til dags.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

Denne indre kløft fører altså til den anden store bevæggrund ( den første var adskillelsen fra moderen) for >>totale<< løsninger i livet, grundet på det enkle og dog så skæbnesvangre tese, at intet er vanskeligere at bære end skyldfølelsens uvisse spænding. Af denne grund forsøger nogle personer af og til at overvinde al moralsk uvished ved at blive filendt gode eller helt igennem onde - løsninger, der afslører deres ambivalente natur derved, at >>fuldendt gode<< kan komme til at udøve tortur ad majorem Dei gloriam, mens de >>totalt onde<< undertiden udviser betydeligt loyalitet mod ledere og kliker.
Det er indlysende, at autoritær propaganda bærer ved til dette konfliktens bål ved kollektivt og ugenert at indbyde mennesker til at projicere det totalt onde på en indre eller ydre >>fjende<<, som staten gennem dekret og propaganda udpeger som et umenneskeligt uhyre, samtidig med, at de omvendte kan føle sig totalt gode i deres egenskab af medelemmer af en nation, race eller klasse, som historien har velsignet.

det religiøse, - tilintetgørelsen af konkrete rigdomme >>til Guds behag><<
lønen i den anden verden efter det >>virksomme liv på jord<<
det abstrakte menneskes, kapitalejerens, uhæmmede luksus, private og hellige konsumtion.
Hegels identifecerende sentimalitet ( i arbejdet vender mennesket tilbage til sig selv)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Olsen

citat: '..et priviligeret barn af et selvfølgeligt Velfærdsdanmark'.

Det er hovedparten af vælgerne også. Af denne årsag er det for dem umuligt at indsé eller erkende, at det fremover nu vil gå ned af bakke for 'Velfærdsdanmark'. Derfor foregøgler man fra alle sider, at man kan skabe vækst, selvom man godt ved, at det er en umulighed, sådan som Danmark idag er skruet sammen. Men det går ikke et valg mere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Information er ulidelig i sin angst for at tage en holdning.

Selv midt i en valgkamp tør de ikke dele vandene., I stedet kommer de med en biografi af de to kandidater og antyder, at det er et fedt, hvem man stemmer på.

Information, nu må I altså mande jer op! Vi er midt i en valgkamp, og det eneste, I tør udmelde, er en 11 sider, ja, en 11 sider lang beskrivelse af de to kandidaters barndom og ungdom.

Det er simpelthen rystende sølle.

anbefalede denne kommentar