Brevkassen: Hvad skal jeg vælge jobbet eller bilen?

Carsten, 42, København

Jeg arbejder som mellemleder i en ngo med fokus på klima og miljø, og jeg vidste jo egentlig godt, at det er upassende, at jeg hver dag kommer kørende i min Citroën CX fra 1980.

Den bil er jo i virkeligheden et monstrum fra en svunden tid. I byen klarer den ikke otte km på literen, men jeg elsker den. Den accelerer stadig som en drøm, og hver morgen, når jeg sætte mig ind i den, trækker jeg lige vejret dybt. Jeg elsker dens duft af slidt kvalitet, dens hydraulik, som jo teknisk set er noget lort og har kostet mig adskillige tusind, jeg elsker dens lyd og den måde, den er formgivet på. Alt ved den. Den er tæt forbundet med mig som person, føler jeg.

Men forleden fik jeg altså at vide af min chef, at jeg ved at køre i den giver fingeren til alt, hvad der hedder personligt ansvar over for miljø og klima, og at han for alvor undrer sig over, hvad jeg egentlig vil med mit arbejde.

Han har jo ret. Men hvad skal jeg gøre? Finde et andet job, skille mig af med bilen eller bede min chef klappe i og blande sig uden om mine private forhold? Jeg vil helst bare have, at det hele bliver som det var. Men det er svært. Hjælp mig.

Svar I:

Det er da ved gud også en dejlig bil. Min far havde en, da jeg var barn. En fræk, sølvgrå sag bundbelagt med is og børnebræk, som vi skøjtede ned gennem Europa i. Det var dengang, der var et Jugoslavien at sætte kursen mod og et Østtyskland at køre uden om. Og hvor vi kunne bruge tiden i de latterligt korte køer på autobhanen til at hyggesnakke om mere overskuelige ting som a-kraftulykker og totalitarisme, kun de særligt smarte havde hørt om klimaforandringer og non-governmental organizations. Herlige uskyldige tider, hvor man på helt sydeuropæisk uprotestantisk manér bare nød de 10 minutter det tog den franske flyder at hæve og sænke sig før og efter en køretur. Alt dette har ændret sig. Men tre ting er, som det altid har været:

1) At en chef under ingen omstædigheder må blande sig i, hvad en medarbejder bedriver i sin fritid, så længe, det er lovligt. Jeg synes, det lyder vildt grænseoverskridende, at han endda sætter spørgsmålstegn ved din dedikation til dit arbejde, fordi du har en fetich for franske linjer. Spørg ham om hans kone så måske ikke skulle æde lidt mindre for naturgrundlagets skyld ( ej, det må du ikke!)

2) At vi hver især kan gøre så ulykkeligt lidt, når det kommer til verdens helt store udfordringer som f.eks. klimaforandringer. Jovist, stem da løs med den dér indkøbskurv, men i sidste ende kræver det politisk mod og vilje til at regulere de store syndere i det her tilfælde dem, der skal producere din nye bil. Fordi:

3) hydraulikken går i stykker i morgen.

Punkt 1 og 2 kan diskuteres. Punkt 3 kan ikke.

Anna von Sperling

Svar II:

Jeg har selv været chef for en miljøorganisation, så jeg kender til de krav om økologisk ansvarlig levevis, som man i den stilling bliver mødt med.Det ser unægteligt pænest ud, hvis man selv lever, som man præker. Med biler har jeg ikke haft så megen anledning til samvittighedskval, for jeg har aldrig haft kørekort og har derfor vænnet mig til at komme frem ved brug af cykel eller offentlig transport. Men i min tid som direktør for Naturfredningsforeningen måtte jeg indimellem bruge taxi for at kunne nå frem; det indrømmer jeg. Jeg trøstede mig med, at det ikke var ulovligt.

Med den bilglæde, du åbenlyst er grebet af, kunne man spørge, om ikke du snarere hører hjemme som mellemleder i Forenede Danske Motorejere eller en automobilhandlerkæde.

Hvis du alligevel helst vil blive i miljøet, foreslår jeg, at du laver dine vaner om. Det er ret provokerende, at du hver dag kommer drønende ind på dit arbejde i din benzinsnablende Citroën CX. Du bliver nødt til at finde en anden transportform: Cykling eller offentlig samfærdsel eventuelt i kombination.

Hvis du beholder din elskede Citroën, kan du bruge den til at belønne dig selv med søndagssusetur en sjælden gang, når du virkelig fortjener det. I 1990’erne tilstod de radikales daværende miljøordfører, Elisabeth Gerner Nielsen, at hun elskede at ræse rundt på landevejene i sin sportsvogn. Det blev hun gjort til grin for blandt andet i denne avis. Men hun endte jo som minister alligevel. For hun havde trods alt ikke gjort noget kriminelt.

David Rehling