Opslag til denne artikel

Emneord:indfødsret, journalistik, statsborgerskab
Personer:Christian Jensen, Søren Espersen
Organisationer:Dagbladet Information, Dansk Folkeparti
Steder:Danmark, Norge

Det er sjældent, at jeg finder det værd at kommentere politiske slagsmål af typen ‘hvem sagde hvad’, og da slet ikke under en valgkamp, men i den her omgang er jeg dybt frustreret over Informations behandling af Søren Espersens (DF) elendige forslag til en stramning af indfødsretten.

Den 2. september rapporterer Information om et forslag fra Søren Espersen om en stramning af adgangen til dansk indfødsret. Artiklen indledes med en konstatering: »Der skal rulle dansk blod i dine årer, hvis du vil være statsborger i Danmark«, som hurtigt følges op af endnu en konstatering: »Det mener DF’s udenrigsordfører og medlem af gruppeledelsen, Søren Espersen«.

Forudsigeligt nok har dette kastet os ud i endnu en debat om DF’s uerkendte eller blot ikkeindrømmede racisme. Men sat på spidsen forekommer det mig, at de eneste synlige racister i denne sammenhæng er Informations Philip Egea Flores og Marchen Neel Gjertsen, bakket op af Informations chefredaktør, Christian Jensen. De er de eneste, der insisterer på at forbinde spørgsmålet om indfødsret med ‘dansk blod’.

Søren Espersen har påpeget, at hvad han sagde, var at indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger. Espersen er inspireret af USA og forestiller sig ved siden af den ene forælders statsborgerskab også en adgang til indfødsret baseret på en slags meritter.

Blod og statsborgerskab

Da Jyllands-Posten stiller Christian Jensen over for Espersens replik, svarer han, at Søren Espersen rigtigt nok aldrig talte om ‘dansk blod’, men at der er tale om konsekvensen af hans eget forslag. Information gør blot sine læsere den service at levere de nødvendige konsekvensbetragtninger.

Det forekommer mig, at vi nok engang kan blive klogere på situationen ved selv at vinkle Informations artikel. Enten er journalisterne og Christian Jensen inkompetente, fordi de ikke kender til forskellen på statsborgerskab og blod. Mennesker med forskelligt ‘blod’ en håbløs kategori kan godt have samme statsborgerskab, såvel som at en masse mennesker uden ‘dansk blod’ allerede har og i fremtiden vil få dansk indfødsret.

Alternativt og det tror jeg mere på udviser skribenterne en velovervejet kynisme, der håber på, at fremhævelsen af ‘dansk blod’ vil generere de rette nazistiske konnotationer hos læserne. En kynisme ikke ulig DF’s egen tradition for at sammenrode forholdet mellem etnicitet og politisk tildelte rettigheder.

Sagen ruller stadig, og jeg har ikke haft lejlighed til at høre, hvad Søren Espersen sagde til VG i Norge, men hvis der nogensinde har været noget om, at dele af pressen gør DF til en paria i dansk politik, så er det vist nu.