De nigerianske kvinder rykkede nordpå med krisen

De to kvinder, den ene sort med en pink minikjole, den anden en lille tæt roma pakket godt ind i en regnfrakke, kigger begge væk, når de i flere omgange, passerer hinanden. Den ene ser mod vinduet med de overdimensionerede dildoer og virkelighedstro silikoneskeder. Den anden mod gaden, hvor cykler med fastspændte børn og dinglende Netto-poser glider gennem sommerregnen.

Det er skiftetid på gaden. Og i Istedgades dybe ende betyder det, at det østeuropæiske daghold udskiftes af natholdet fra Afrika. Om dagen fra klokken 11-12 stykker til omkring ved 21-tiden er stykket mellem Gasværksvej og Hovedbanegården arbejdsplads for de østeuropæiske prostituerede. Men når mørket falder på, trækker kvinderne fra øst sig tilbage fra Istedgade til fordel for deres afrikanske medsøstre.

»Man kan næsten sætte sit ur efter det,« siger en politibetjent, der arbejder i området.

»Jeg tror ikke, at det som sådan er aftalt. Måske kan de østeuropæiske piger bare ikke overskue at være der, når afrikanerne rykker ind. De er ret vilde,« lyder hans ikke nærmere uddybede vurdering.

Nye ansigter

Vilde eller ej. De seneste 10 år har sexarbejderne fra Nigeria indtaget en meget markant rolle i gadebilledet. Og som det var tilfældet i Oslo, hvor det for små fire år siden resulterede i en ophedet debat med medfølgende lovændring, da kvinderne begyndte at arbejde med udsigt til slottet og på en af byens populære turistattraktioner, hovedgaden Karl Johans Gate, har de nigerianske kvinder også geografisk udvidet det københavnske prostitutionskort betydeligt. Det er i dag derfor muligt at finde prostituerede på hele det første stykke af Vesterbrogade. Selv ved Københavns børnevenlige turisttrækplaster Tivoli bliver der i dag udbudt voksenunderholdning, fortæller betjenten.

»De er bare mere modige og fremme i skoene. Det har ændret gadebilledet.«

Udenlandske kvinder

Og det understøtter forskningen. En ny rapport fra SFI konkluderer, at de danske gadeprostituerede stort set er forsvundet fra Vesterbro. Og mens thailænderne stadig udgør hovedparten af de udenlandske sexarbejdere, arbejder de i klinikker og ikke på gaden. Istedgades fortovsarbejdere har derfor i dag tre nationaliteter. Og kun tre nationaliteter: rumænere, ungarere og nigerianere. Trine Møller, leder af Gruppen mod Menneskehandel, Københavns Politi, bekræfter denne noget overraskende homogenitet.

»Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvorfor det er sådan. Vi vurderer, at når det kommer til de østeuropæiske kvinder, handler det om, at markedet er så styret af bagmænd fra de to lande, der har fået godt fat og derfor kan holde andre ude, mens de kan sikre sig nye kvinder,« siger Trine Møller, der tager imod besøg på et kontor i Politigårdens dybe mave.

Mere kompliceret er det at svare på, hvorfor de afrikanske kvinder med forsvindende få undtagelser alle er fra Nigeria. For det meste kommer de nemlig til Danmark alene. Og selv om de har betalt mellemmænd for deres rejse og lige så ofte ender i gældsfælder, er det ikke nær så styret og centralt organiseret, vurderer Trine Møller.

Men billedet er klart: »Jeg kan kun huske, at vi ud over nigerianere har haft at gøre med én fra Mali og én fra Ækvatorialguinea. Det er egentligt mærkeligt. Man skulle jo mene, at der ville være nok fattige afrikanske kvinder fra andre lande,« siger Trine Møller.

Ulighed

Så hvorfor er det vestafrikanske land så klart eneeksportør af gadeprostituerede til en gade i et land så langt væk mod nord?

Umiddelbart skulle man synes, at Nigeria var et umage afsenderland. Landet er målt i BNP pr. indbygger blandt regionens rigeste og har gennem de seneste år haft imponerende vækstrater. Mulighederne for at finde sig en plads i det hjemlige boom skulle derfor være større end i de fattigere nabolande. Men den særlige sammensætning af den nigerianske økonomi kan levere en del af forklaringen, fortæller Sine Plambech, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun har tidligere beskæftiget sig med de thailandske sexarbejdere, men arbejder nu primært med at samle viden om de nigerianske og er i den forbindelse netop hjemvendt fra et feltarbejde i Benin City, hovedbyen i Edo State, den region i det store land, hvorfra langt hovedparten af kvinderne stammer. Der bliver ofte i litteraturen på feltet beskrevet en form for ‘særlig’ promiskuøs kultur i Nigeria eller fremsat teser om, at det handler om, at Nigeria er et gammelt slaveland, der derfor har fået indkodet en kultur, hvor salg af mennesker er mere ‘naturlig’.

Sine Plambech er ikke så vild med den slags kulturelle forklaringer. »De holder sjældent ved nærmere eftersyn. Jeg mener, man får langt mere ud af at kigge på de økonomiske strukturer.«

Olie, olie … og olie

En ting, der adskiller Nigerias økonomi fra dets nabolandes, er den store andel som salg af olie og mineraler udgør i den samlede økonomi. 70 procent af BNP stammer fra olieprodukter hele 90 procent af eksporten. Det betyder, som det ofte er tilfældet for råstoføkonomier, at der er en meget skæv indkomstfordeling og gigantiske forskelle mellem top og bund. Noget tyder på, at det netop er økonomiers interne skævhed og ikke objektiv fattigdom, der får folk til at immigrere for at søge lykken et andet sted.

»Når man hver dag får viftet under næsen med alt det, andre har, er der vel en tendens til, at det øger ens egen lyst til at have mere,« vurderer Sine Plambech.

Gamle handelsruter

Men det er ikke kun viljen til at rejse, der afgør, om man gør det. Og da slet ikke hvor man rejser hen.

Når Nigeria og ikke mindst Edo State kaldes hjem af en så stor del af Europas prostituerede, er det, fordi immigranter om det er land-, industri-, service-, omsorgs- eller sexarbejdere meget ofte følger allerede eksisterende handelsruter mellem lande og regioner. Helt oplagt er det, at den thailandske sexindustri blev grundlagt under Vietnam-krigen, da der var brug for et sted, hvor soldaterne kunne ‘rekreere’ væk fra krigszonerne i nabolandene. Det var altså en industri, der blev etableret hjemme med udenlandsk støtte for så at begynde at eksportere sine arbejdere.

Anderledes hænger det sammen for Nigeria. Ifølge Sine Plambech er trafikken fra Edo State til Europas gader i højere grad udtryk for en økonomisk transformation, hvorunder en slags vare udskiftes med en anden. Edo State var nemlig under britisk kolonistyre udgangspunkt for en massiv handel med træ til Europa. I den forstand kan man sige, at i takt med at efterspørgslen ændrer sig i Europa, omlægges de varer i den her sammenhæng ydelser der handles med.

»Men ruterne er de samme,« fastslår Sine Plambech.

Fra 500 til 20 kroner

Men hvor det er de interne uligheder i Nigeria, der giver kvinderne drømme om et andet liv, er det de globale uligheder, der udstikker rejseruten. Og den hedder nordpå. En gang ‘almindelig dansk’ i Istedgade koster ifølge SFI omkring 500 kroner. For at sætte det i perspektiv er den mest udbredte rehabilitering, når kvinderne vender tilbage til eksempelvis Benin City, at sælge telefonkort. Her ligger en dagløn på det, der svarer til 10-20 kroner, fortæller Sine Plambech.

»Det er jo en kolossal forskel, der godt kan sætte tvivl ved effekten af de rehabiliteringsprogrammer.«

Og derfor vælger en masse kvinder at blive i Europa, da de penge, der kan sendes hjem, når rejsen, mellemhandlerne, alfonsen i de nigerianske miljøer for det meste en ‘Mama’ og de daglige fornødenheder er betalt, stadig langt overstiger, hvad man kan tjene derhjemme.

Igen opfordrer Sine Plambech til, at vi prøver at forstå sexarbejdet i et bredere globaløkonomisk perspektiv.

»Alt flyder i dag undtagen arbejdskraft. Og fordi der er globale uligheder, opsætter vi regler, der skal forhindre, at man kan komme ind. Problemet er bare, at det ikke forhindrer folk i at komme ind. Det gør det bare sværere og skaber en illegal industri af folk, der tjener penge på, at arbejde altid vil finde derhen, hvor det efterspørges,« siger Sine Plambech og understreger:

»Deres liv er jo lige så kort som vores, og deres vilje til at lykkes i det lige så stærk. Så man finder løsninger.«

Western Union til byfest

For det er ikke kun kvinderne, der tjener pengene hjem til Edo State. Prostitutionen har en stor afledt industri af rejsearrangører, mellemmænd, alfonser. Evangelister, der beder for en sikker rejse ud, voodoopræster, der beder for, at de kommer sikkert hjem igen. Korrupte politibetjente, der får penge for at se den anden vej, statsansatte, der tjener på at udstede de nødvendige papirer.

Sidste år sponsorerede en lokal samarbejdspartner til den amerikanske pengeoverførselsvirksomhed Western Union den årlige byfest i Benin City. I den forbindelse blev borgmesteren spurgt, om det skulle anses som tak for de mange penge, de prostituerede sendte hjem. Det afviste borgmesteren. Til trods for at der var kommet 10 millioner euro ekstra ind mellem 2009-2010, forklarede han stigningen med, at de læger og ingeniører, der havde forladt landet i 1970’erne, nu var begyndt at forstå, at de skulle sende penge hjem.

Og det er ikke kun som prostituerede, at kvinderne tjener penge. Ifølge Sine Plambech ved de kvinder, der rejser fra Benin City, godt, at salg af sex med stor sandsynlighed bliver en betydelig del af deres arbejde i Europa. De fleste beskriver, at de er villige til at gøre det i en periode. En del håber sikkert, at de kan undgå det og i stedet flette hår på en strand i Spanien eller få job på et hotel. Og flere har faktisk været igennem en række forskellige job i Europa, og i flere tilfælde gået til og fra sexarbejde.

Da Sydeuropa trak

Sine Plambech har under sine ophold i Nigeria mødt en del kvinder, der har arbejdet i København, men ikke mødt én eneste, der havde København som første mål. Historien om nigerianerne i Istedgade begynder faktisk et helt andet sted end i Nigeria. I begyndelsen af 1990’erne begyndte flere af de sydeuropæiske lande, herunder Spanien og Italien, at åbne op for udenlandsk arbejdskraft. Landene var optimistiske på fremtiden, der kom gang i byggeriet, turismen voksede, nye byerhverv så dagens lys, og alt sammen trak det arbejdskraft væk fra det mindre lukrative landbrug. Der blev brug for landarbejdere og billige hænder i servicefagene. En stor del af dem blev nigerianere.

Og er det stadig i dag. I Italien vurderes det for eksempel, at omkring 60 procent af de udenlandske prostituerede, der hvert år kommer til landet, stammer fra Nigeria. Ifølge den seneste undersøgelse fra 2002 var der mindst 30.000 nigerianske sexarbejdere i Italien.

Men intet varer evigt. Og da slet ikke optimisme. Da den økonomiske krise for alvor fik tag i Sydeuropa, begyndte kvinderne at se sig om efter nye græsgange.

»Da mulighederne randt ud, besluttede mange sig for at prøve længere nordpå. Eller en eller anden, som de skyldte penge, foreslog mere eller mindre insisterende, at kvinden skulle prøve for eksempel Istedgade. Da de i første omgang kom til Sydeuropa, før grænserne blev lukket, har mange af dem jo lovligt ophold, der gør det relativt nemt at trække rundt i Europa,« siger Sine Plambech.

Del af bred tendens

Meget ofte er de skiftende nationaliteter blandt de kvindelige sexarbejder i Europas gader, herunder Istedgade, udtryk for, at en specifik nationalitet enten har akutte årsager til at forlade deres land, eller endnu mere udpræget at de europæiske lande har egne grunde til at lukke dem ind. Lige med undtagelse af thailandsk migration, der stort set udelukkende udgøres af kvinder, følges mænd og kvinder ofte ad i migrationsbølgerne. Det er i høj grad tilfældet for de nigerianske immigranter, fortæller Sine Plambech.

Og det øgede antal kvinder på Istedgade, der stammer fra andre lande, skal også ses som del af en markant tendens i den globale økonomi, der for alvor satte sig igennem omkring årtusindeskiftet: Det forhold, at der nu er lige så mange kvinder som mænd, der immigrerer.

»Man taler derfor om en ‘feminisering’ af de globale migrationsbevægelser. Kvinder har altid forladt deres hjemlande, men forskellen er, at der er flere, der i dag rejser alene og ikke bare følger efter som kone,« fortæller Plambech. Da det ofte er omsorgsarbejde, der tilbydes kvinder, ser vi, at kvinderne arbejder som enten børnepassere, med rengøring eller sex.

»Man taler i dag derfor i højere grad om ‘care-drain’ end ‘brain drain’ Sat helt på spidsen skulle man måske også overveje, hvor ægteskabshandel fra f.eks. Thailand og Østeuropa indgår i det billede,« foreslår Sine Plambech, der fortæller, at det forhold har skabt en helt ny klasse hjemme i landsbysamfundene. Det er særlig tydeligt i Thailand, der har haft en stor gruppe sexarbejdere i udlandet, og man derfor kan se effekterne tydeligst. »Man kan se i ellers fattige landsbyer, at der pludselig står et flot nybygget hus. Og ofte er det en kvinde, der har betalt for det. På den måde er den globale prostitution med til at ændre de økonomiske magtforhold. Vi lever nu i en verden, hvor omsorgsfulde hænder er en mere eftertragtet vare end muskler.«

Arbejdsmigration

At nigerianerne endte på Istedgade er altså i høj grad historien om et Europa, der åbner op for arbejdskraft, lukker ned igen efter en økonomisk krise, men ikke kan udviske dem, der kom med optimismen.

Ifølge Sine Plambech er det vigtigt at anse de sexarbejdende kvinder netop som det: en del af en bredere migrationsbevægelse, nært knyttet til bevægelserne i vores egen økonomi.

»Vi bør bevæge os videre end den ofte meget følelsesladede og moralske diskussion og i stedet fokusere mere på den rolle, de spiller som arbejdsmigration. Jeg siger ikke, at det at sælge sex ikke er noget andet end f.eks. at plukke tomater, men jeg siger, at de kvinder, der sælger sex på f.eks. Istedgade, har historier, der minder meget om de mænd, der arbejder på det sydeuropæiske marked,« siger Sine Plambech.

Mod nye markeder?

Tre nigerianske kvinder har taget sig en pause på hjørnet af Lille Istedgade og dens storebror. I hvert fald er de vendt mod hinanden og ikke mod de forbipasserende mænd. De griner, mens de smider osterejer efter hinanden. De ligner nogen, der synes, de lugter. Pludselig spredes gruppen og bevæger sig målrettet i forskellige retninger. Og måske rykker de snart videre fra gaden ved banen.

Og hvor de bevæger sig hen, er en god indikator for, hvor verden som helhed er på vej hen, mener Sine Plambech. I dag sætter stadig flere nigerianere nemlig kurs mod de nye store økonomier.

»Blandt andet er Kina jo meget aktive i Afrika. Det betyder også, at en stigende del af arbejdskraften søger mod Kina. Også kvinderne, der derfor måske helt glemmer Istedgade.«