Da Art Spiegelman udgav sin tegneserieroman om 11. september, fik den titlen Shadow of No Towers. Det er godt set, at World Trade Centers tvillingetårne kaster skygger ved deres fravær, for det er just i disse dystre skygger, vi har levet i de seneste 10 år, og nu er det på høje tid, at vi slipper ud af dem. Vi er nødt til at erklære æraen efter 11. september for forbi.

George W. Bush og Tony Blair er for længst væk fra deres embede. Og vel er de to 11. september-krige, i Irak og Afghanistan, ikke forbi, men begge har en tidsplan for troppetilbagetrækning, og selve udtrykket ‘krigen mod terror’ er i al fald sendt på pension.

Hvad al-Qaeda angår, er hovedet hugget af slangen. Foruden Osama bin Laden er også netværkets nye nummer to og operationschef likvideret, og så sent som i denne uge blev den islamistiske gruppes ‘udenrigsminister’ pågrebet af pakistansk politi. De fleste analytikere er enige om, at al-Qaeda i dag er så svækket, at det næppe kan iværksætte større aktioner.

Dermed ikke sagt, at vi så kan neddrosle sikkerhedsberedskabet til 10. september-niveau. Der er stadig brug for årvågenhed og agtpågivenhed. Politi og efterretningstjenester kan naturligvis ikke foregive, at 11. september eller attentaterne i Bali, Madrid og London aldrig skete. Truslen har ændret sig, men er ikke væk.

Også andre aspekter af den orden, som opstod i kølvandet på 11. september, varer ved: At interneringscentret i Guantánamo Bay endnu ikke er blevet lukket, er en af de største skuffelser ved Obamas præsidenttid. Og USA’s ministerium for ‘hjemlandssikkerhed’, der blev nedsat for et årti siden, er nu solidt forskanset i den administrative struktur.

I betragtning af sådanne bureaukratiers sejlivethed en mængde af USA’s militære strukturer fra Den Kolde Krig består den dag i dag er der kun ringe udsigt til, det kan lægges i mølpose i nogen nær fremtid.

Alt blev underordnet

Nej, det, som nu må forsvinde, er en hel måde at tænke på. I de fortumlede dage efter angrebene blev en ny udenrigspolitisk doktrin sat sammen i hast. Den proklamerede, at verden stod over for en enkelt, overordnet og afgørende trussel i form af voldelig jihadisme. Alle andre kampe måtte underordnes eller indordnes i denne. Selv kulturen blev indrulleret i et civilisationernes sammenstød mellem islamisme og Vesten, der ville rangere side om side med det 20. århundredes store kampe mod kommunismen og fascismen.

Midt i al gruen bekendte Christopher Hitchens, at han følte sig ‘opstemt’, da han så tårnene falde. For nu blev der omsider erklæret krig imod »den ondskabsfulde teokratiske fascisme« »jeg er forberedt på, at denne krig kan komme til at vare længe, men jeg vil aldrig blive træt af at føre den, for den er en kamp om det væsentlige,« skrev han.

Slig retorik var gængs i hele årtiet. Nu er dens tid omme. For det første, fordi den bygger på en grundlæggende fejlantagelse. Angrebene i 2001 var en afskyelig og ondartet forbrydelse, men en krigserklæring var det ikke. Som MI5-efterretningschef Eliza Manningham-Buller advarede imod, ville vi »legitimere terroristerne som krigere, hvis vi kaldte dette for en krig«. Det var præcis, hvad al-Qaeda ønskede, for det ville nære deres storhedsvanvittige fantasier og det var præcis, hvad vi gav dem.

For det andet har den dominerende tankegang efter 11. september medført skæbnesvangre fejlvurderinger. Den største og værste af disse er sammenfatningen af forskelligartede og komplekse trusler under samme letfattelige overskrift. Det mest skræmmende eksempel vil altid være Irak, som blev solgt som en del af krigen mod terror, selv om der ikke var nogen forbindelser mellem Saddam Hussein og bin Laden.

Men det kunne også fungere på mere subtil vis. Direktøren for den internationale tænketank Chatham House, Robin Niblett, minder os om, hvordan regimer i Afrika, Asien eller Latinamerika under Den Kolde Krig altid kunne regne med at vinde vestlig opbakning til stridigheder mod nationalt eller lokalt motiverede oprørere, hvis blot de iscenesatte deres modstandere som del af samme ‘globale kommunistiske fjende’.

I det seneste årti er Vesten faldet for samme trick. Egyptens Hosni Mubarak kunne igen og igen forlænge sit styre ved at insistere på, at han holdt det muslimske broderskab nede og fremstille dette som den egyptiske gren af global jihad. Oberst Gaddafi spillede samme spil, da han overtalte den britiske efterretningstjeneste til at blive medskyldig i hans tortur af dissidenter, og da han under den seneste opstand forsøgte at drapere den libyske opposition i al-Qaedas farver.

Seismisk virkning

At gøre krigen mod jihadisme til altoverskyggende prioritet fik andre endnu mærkbare konsekvenser.

Ifølge denne logik var makuleringen af de borgerlige frihedsrettigheder uundgåelig, da sådanne friheder måtte vige for vigtigheden af at værge for sig imod den allestedsnærværende trussel.

Alvorligere var det, at 11. september blev katalysator for omsiggribende islamofobi markant i Europa, dødbringende i Norge og stigende i USA. Også dette var en uundgåelig følge af at gøre islamismen til den største fare for den menneskelige civilisation.

Tony Blair erklærede efter 11. september de berømmelige ord, at »kalejdoskopet er blevet rystet. Brikkerne er i spil.« Men kalejdoskopet er siden blevet rystet endnu engang, mest dramatisk ved dette års arabiske revolutioner.

Uanset det landskab der blev skabt, da støvet fra World Trade Center lagde sig i 2001, er dette omskabt i 2011. Forandringernes vinde er kommet til Egypten, Tunesien og Libyen og bin Laden havde intet at gøre med det.

Dermed ikke være sagt, at faren er væk. Vordende terrorister lærte den 11. september, hvilke seismiske virkninger et spektakulært angreb kan få især når det udløser en massiv reaktion, der kan fremme terroristernes sag, sådan som Irak-invasionen gjorde det for al-Qaeda.

Slår en af de arabiske revolutioner slår fejl, kan en udløber af al-Qaeda måske vinde indpas i det pågældende land. Men årvågenhed er ikke det samme som unuanceret monomani.

Selv dem, der ikke var til stede, siger, at begivenheden står så prentet i hukommelsen, som var det i går. Men det var ikke i går. På søndag er det 10 år siden. Vi skal markere den dag med respekt og mindes dem, der døde. Men først og fremmest skal vi lukke dette sørgelige og blodige kapitel og begrave den mentalitet, det skabte.

Jonathan Freedland er journalist, forfatter og fast klummist

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: