Opslag til denne artikel

Emneord:kunst, udstillinger
Personer:Sandro Botticelli
Steder:Berlin

BERLIN – Det er 18 år siden, jeg stod over for hende sidst. Leonardo da Vincis Damen med hermelinen fra 1489-1490. Da var jeg purung, netop begyndt at studere italiensk og havde taget turen til Malmø (dengang uden bro) for at se Leonardo-udstillingen på Rooseum. Selv om hun kun måler 54,4x40,3 centimeter, husker jeg den enorme kraft, der udgik fra hende og billedet, og i år bagefter hang plakaten fra udstillingen på min væg.

Til daglig hænger hun på Czartoryski Museum i Krakow, men forleden mødtes vi igen.

På Bode Museum i Berlin til udstillingen Renæssancens ansigter med undertitlen Mesterværker fra italiensk portrætkunst. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Metropolitan Museum of Art i New York.

Dengang stod jeg i ærbødighed over for Leonardos geni, i dag bliver jeg ganske enkelt helt stille af bevægelse. En dame ved min side siger blot: »Ja, det er dog et forbavsende billede«. Det er netop ordet. Det er forbavsende i sin ro, sin komposition, sin næsten overjordiske suverænitet. Billedet hænger som det sidste på udstillingen. Jeg forlader den med en klump i halsen.

En time forinden har Keith Christiansen, udstillingens amerikanske kurator, fortalt flere hundrede journalister forsamlet i Bode Museets basilika, at »dette er en udstilling for seriøse tilskuere. Og hvis de ikke er seriøse, når de kommer, regner jeg med, at de er det, når de går«.

Det er dog ikke kun på grund af Damen med hermelinen, at man bagefter næsten ikke kan udholde mødet med den virkelige verden. De 170 malerier, tegninger, skulpturer og medaljer er en samling af det ypperste, renæssancen har at byde på. Kunstværkerne hænger og står som eneste lys i de mørke rum. Man får følelsen af at gå i Aladdins hule. I det 15. århundrede blev individet født, og udstillingen er som et velgørende bad for øje og sjæl. Skønhed og magt er i højsædet, mennesket iscenesætter sin personlighed og sit udseende, hierarki og herkomst betyder alt. Tro dog ikke, at portrætterne er ufarlige eller hule. Dertil er de for fremragende.

Overdådigt

Tag for eksempel Sandro Botticellis portrætrække af Giuliano de’ Medici malet posthumt, efter at den florentinske politiker blev offer for et sammensværgelsesattentat i 1478. Det er lykkedes kuratorerne at samle tre billeder fra henholdsvis Berlin, Bergamo og Washington, og denne overdådighed giver os mulighed for at granske forskellighederne i baggrunde og lyseffekter og dermed i Giulianos overlegne personlighed. Dertil kommer Andrea del Verocchios fornemme terrakottabuste af florentineren, der viser ham som en lidt pluskæbet yngling.

Botticellis portrætter er nogle af udstillingens stærkeste. Hans portræt fra 1497 af digteren Michele Marullo Tarchaniota, der oprindelig kom fra Grækenland, er helt usædvanlig intenst og klogt, mens hans to portrætter af den tidløst bedårende Simonetta Vespucci (begge 1475-80) viser renæssancen i dens overdådighed og overskud. Hans gravide, milde og beskedne dame ved vinduet, der er dateret 1470-75, viser, at datidens kvinder godt kunne gøre sig deres egne tanker.

Men her er også mesterværker af Giovanni Bellini, brødrene Antonio og Piero del Pollaiuolo, Filippino Lippi, Raffael, Lorenzo di Credi, Andrea Mantegna og mange mange flere. Man følger udviklingen i renæssanceportrættet fra de tidlige år, hvor det overvejende er som en buste i profil frem til midten af 1470’erne, hvor den afbildede oftere drejer ansigtet mod betragteren. En del af overkroppen og hænderne kommer nu hyppigt med i billedet, der dermed bliver mere personligt og individuelt.

Udstillingen er delt i tre. Udgangspunktet udgør Firenze, da det var her, det autonome portræt hyppigst forekom til at begynde med. Anden del er rettet mod de italienske hoffer i Ferrara, Mantova, Bologna, Milano, Urbino, Napoli og det pavelige Rom. Sidste del omhandler Venedig, hvor en portrættradition først opstod ret sent i århundredet.

Gesichter der Renaissance. Meisterwerke italienischer Portrait-Kunst’, Bode Museum til den 20. november 2011. Vil man se ‘Damen med hermelinen’, skal man komme inden den 31. oktober, hvor hun skal videre til Leonardo-udstillingen på National Gallery i London.

Denne artikel er anbefalet af: