Over spærregrænsen

Ak ja, valget. Altså ikke det med at stemme, det er dog en overkommelig gene, men derimod valgaften. Ak ja. Så skal man bælle bajere på en hverdag, indtil engang hen ad klokken halv fire, for hvad nu hvis de sidste vælgere på Læsø vælter læsset? Det kan hurtigt blive træls, især dagen derpå, men det duer jo heller ikke at lytte på Ask Rostrup i seks timer uden kemisk assistance og hvad gør man så?

Det er netop her, at en gimlet kommer til sin ret. Det er en drink så let at lave, at det næsten er unfair at give den et navn, så man behøver ikke lave valgaften om til et cocktailparty, og den er både styrkende og forfriskende: Rør en del limejuice op med en halv teskefuld sirup, tilsæt en del gin og en masse is, ryst grundigt, og hæld i et frosset sjusglas. Voila.

Så simpel en drink kræver naturligvis en særlig type gin, og derfor har vi testet fire af de mest krystalklare på markedet. Som for eksempel Hammer Gin fra Norge. Det er dog ikke en fuselspruttende hjemmebrændt, men derimod en klar sag med meget enebær i aromaen. Allerede ved åbningen mærker man en let og frisk duft med en anelse citrus, og smagen er meget standard, men stadig behagelig. Den er brygget med vilde krydderurter sic! men det giver den en meget sart balance, og det er godt, at den ikke er stærkere. Producenten kalder den sprød og fyldig; kun det første synes dog at passe; den er snarere legesyg og smutter lige så hurtigt fnisende væk, som den kom. Hvis gin var en alf (altså en af Heibergs, ikke ham fra Melmac, der æder katten), var det denne; den er næsten for diskret til limesaft, så der skal ret meget gin til en gimlet. Godt det samme.

For let til lime

Beefeaters high end-gin, 24, har en krydret, bitter aroma, der minder lidt om eksklusiv parfume. Smagen er mørk og eksotisk uden at overdøve den grundlæggende enebær. Der er nuancer af kakao, muskatnød og figner, og eftersmagen er lang og intens. Det karakteristiske ved denne gin er, at den er krydret med te, og det kan smages, men er slet ikke så dominerende som frygtet. Den er virkeligt fremragende alene, men det mystiske præg bliver let mudret eller forsvinder helt ved mødet med lime og kulde. Snarere end at understøtte ginnens grundkarakter udglatter det forskellene, og det er derfor svært at forsvare prisforskellen til den ordinære Beefeater; dens målgruppe er simpelthen for snæver.

Anmeldermareridt

Man skal passe på med den franske Citadelle, for flasken hælder overraskende meget hurtigere, end faconen giver anledning til at forvente. Rammer man glasset, har den en smuk, blomstret aroma, ikke som f.eks. Hendrick’s, men stadig distinkt. Smagen starter besynderligt løgagtig og skarpt pebret, men den bliver efter kort tid blød og rund i munden. Der er alenlang eftersmag af kanel, valnød og en let saltet smag som mælkebøttesalat. Den er overraskende kultiveret, når den er blandet op; her kommer elementerne med et behageligt fravær af løg til deres ret, og støtter den ellers noget spage enebærsmag. Det er testens mest interessante gin, med mod på at drille ganen uden dog helt at være klassens frække dreng.

Man må gerne runde af på et klimaks, når det er et klimaks som Fifty Pounds Gin. Den har en udsøgt ubesværet aroma med fejlfri og let skødesløs perfektion, som Henri Lecontes kun præcist tilstrækkelige, men altid nonchalant venstrehåndsslice tæt under nettet, eller som måden, man går hen over en båd, der ligger fortøjret. Smagen er pretty damn tæt på at være komplet: Ingen af de talrige krydderier får lov at dominere, men tilsammen er de i elegant harmonisk balance, hvor kun citrusskal, enebær og koriander er mulige at spore selvstændigt. Det er et ægte anmeldermareridt at møde noget, som overholder alle normer og klart afstår fra ethvert eksperiment, men stadig fremstår som en oplysende oplevelse, men det er, hvad vi har her: Sådan skal gin smage.