Opslag til denne artikel

Emneord:erhvervsfolk, Grundloven, statskundskab, valg, velfærd
Personer:Asger Aamund
Organisationer:Folketinget

I bibelsk forstand er den mest vidtgående måde, hvorpå man kan bevare den truede landsby at påkalde Himlens ild og brænde alle husene ned evigt ejes kun det tabte.

Den mest hensigtsmæssige måde at bevare demokratiet er ligeledes at afskaffe det. Tiden er løbet fra folkestyret. Selve systemets idé betyder at folk deler sig efter interesser, og det er galt. Den enkelte vælger holder sig pr. definition ikke helheden for øje, men insisterer kun på egen lykke og velfærd.

I krisetider er det således nærliggende at folk med landets tarv på sinde, højt hævet over selviske interesser, optræder opofrende og tilbyder sig selv og ligesindede som nationens frelsermænd.

Med flammesværd stiller de sig skulder ved skulder i forsvaret af det undergangstruede fædreland, hint gyldne hus på bjergets top, som flertallet truer med at lægge i ruiner.

Store begivenheder som ved det forestående valg der kan medføre en regering vogterne ikke værdsætter og disse selvvalgte få stiger frem. Som uegennyttens sandsigere påtager de sig den ansvarsfulde gerning, og missionens bud fra de få gode mænd er klart: smalhans for de krævende mange.

Undergangen står nemlig for døren, og de uansvarlige politikere har hverken vilje eller mod til at drage de nødvendige slutninger, de tænker i folkestyrets depraverede ånd kun på egen magt med øjnene stift i meningsmålingerne.

Kyndige folk med rod i forretningslivet, hvor man kalder en spade for en spade og nu og da går ned med flaget, bør derfor tage fat. Et nyt system, hvor folket skal trimmes oven fra og ned til opgaven af nationale dimensioner ved lønnedgang og ydmyghed at sikre erhvervslivets konkurrenceevne og i ndtjening. Fremtiden og skattelettelserne rækker langt ud over den enkeltes fatteevne og ind i den evighed, hvor folkestyret er tabt lige så længe og derved bevaret.

Fortagsomme Aamund

En række erhvervsfolk og en enkelt universitetslektor har på det senere i den store krises tegn slået til lyd for forandringer der ikke blot kræver justeringer af Grundloven, men snarere dens afskaffelse. Hvad der forekommer mere bemærkelsesværdigt er at omkring ni procent af den danske vælgerbefolkning ifølge en vist nok troværdig undersøgelse ikke er fremmed for tanken om et alternativ til det handlingshæmmede kuglerammedemokrati, der kun kan tælle til 90.

Kort sagt: Den stærke mand søges. Den stærke mand i skysovs der skærer igennem al fnidder og fnadder og tænker stort og ikke ryster på hånden og tager udfordringen op og skiller skæg fra snot og ikke laver omelet uden at knække æggene. Den visionære stærke mand til frelse for nationen er på trapperne. Igen.

Asger Aamund, den meddelsomme erhvervsmand, har blandt andre opladt røsten:

»Jeg vil ikke ofre dette lands folkelige velstand til fordel for et demokrati, der ikke fungerer,« siger han og tilføjer at når halvdelen af befolkningen står uden for arbejdsmarkedet, og arbejdspladserne flygter ud af landet, mens samfundet ældes og bliver fattigere … »med politikere der nægter at være statsmænd og reformatorer og kun tænker på at rage magten til sig« … ja, så … »bør demokratiet tages op til debat«.

Det sidste lyder tilforladeligt, skønt løftet om debat i nogen grad dementeres af udsagnet ikke at ville ofre dette lands folkelige velstand til fordel for et demokrati, der ikke fungerer. Så er konklusionen jo klar, og der er ikke meget at diskutere, eftersom diskussion er selve demokratiet, og det skal jo ofres for den folkelige velstands skyld, det siger Aamund selv.

Fattige skal ikke stemme

Noget lignende, om end mere bramfrit, kommer fra andre halvstore og forhenværende erhvervsledere sekunderet af universitetslektor Søren Hviid Pedersen der i Berlingeren forlanger de demokratiske rettigheder, eksempelvis valgretten, indskrænket for folk der ikke kan forsøge sig selv.

»Vi har i mange år haft en forestilling om, at fordi man er over 18 år, er man automatisk berettiget til have stemmeret. Måske man igen skulle overveje dette. Måske er det mere betimeligt at fundere over, hvilke forudsætninger man, som borger, skal have for at kunne have stemmeret.«

Truslerne mod samfundet er mange, konstaterer den kronikskrivende Pedersen, initiativtager til en ny konservativ tænketank der kan koste Lars Barfoed (K) yderligere et par mandater.

»Man kan nævne et velfærdssystem, der er noget af det mest ukritiske der findes,« tilføjer universitetslektoren i statskundskab, »og som har decideret perverse (sic) konsekvenser (som) bistandshjælp, efterløn og folkepension etc.«

Forsørgelseskravet i forbindelse med demokratiske rettigheder er ikke just en ny tanke. Som Pedersen selv antyder, plæderer han for de tider, hvor man skulle være mindst lige så gammel som lektoren for at kunne stemme, men hvor hans indtægt som universitetslærer på den anden side næppe hamlede op med kravet fra det store vælgerhartkorn.

Man må gå ud fra at lektor Pedersen mener, at hvis han bliver fyret fra Syddansk Universitet, fordi hans dekan måske finder en begavet afløser, så er han nu uden egen forsørgelse parat til at afgive sin stemmeret.

Hviid Pedersen henviser til økonomen og sociologen Max Webers tanker om kapitalisternes ret til riget og den kristne protestantiske iværksætter som lig med velstand, duelighed, virketrang og ansvarlighed.

Interesseegoismen

Modsætningen er indvandrerne, som er endnu en anstødssten for Pedersen og et lykkeligere dansk samfund der alene bør regeres af kristne kapitalister og af folk der mener det samme.

Når det overhovedet giver mening at beskæftige sig med Pedersen og Aamund, er det, fordi man jo så småt aner en bekymrende tendens, noget man i sin uskyldsrene naivitet mente var fortids fortid.

Meget kan man sige om Dansk Folkepartis populistiske bud på neosocialnationalkonservatismen, men antidemokratiske er de ikke. I hvert fald ikke i den gængse facon.

En sådan tendens ville også være DF’s egen åbne grav: DF’s vælgere lever i høj grad ned til Hviid Pedersens og Asger Aamunds forestillinger om interesseegoisme og vælgeradfærd med partispidsernes studehandler som livsform.

Antidemokratismen kommer igen fra de traditionelle demokratiskeptiske cirkler, hvor holdningen, når vinden går imod, før har slået rødder blandt det store og større erhvervslivs spidser og i snævre nationalt orienterede, konservative universitetskredse.

Den nok mest berømte eller berygtede gruppe af antidemokrater eller antiparlamentarikere, var den såkaldte Højgaard-kreds fra begyndelsen af besættelsen. Den bestod af bl.a. ingeniører og erhvervsfolk som Knud Højgaard, Jørgen Saxild og A.P. Møller, samt af den ærkereaktionære historiker Vilhelm la Cour. Denne ranke kreds henvendte sig til Christian X for at få ham til at fyre Stauning, sætte Folketinget ud af spillet og danne en regering af gode danske mænd, dem selv, evt. med kongens fætter, prins Axel, som statsminister.

Christian X der under Påskekrisen i 1920 havde brændt fingrene noget så eftertrykkeligt, betakkede sig og sladrede til Stauning, der rullede sig ud, og så var det bal forbi.

Men tendensen blev hængende i visse borgerlige kredse: at landet bør regeres af uafhængige mænd med forstand på at drive Forretningen Danmark.

Nu kom den så igen, den gamle idé. Båret af erhvervsfolk, som selv falder ind og ud af direktionskontorerne i polkatakt, og som har bevist deres entydige effektivitet som med-iværksættere af en af de værste økonomiske kriser i efterkrigshistorien.