Til at være ‘offentlig intellektuel’ hører et ansvar for at indføre minimal kompleksitet i argumentationen, dvs. påminde om, at tingene sjældent er, hvad de ser ud til. Hvad begivenhederne 11. september 2001 og den debat, der fulgte, på uafrystelig vis kom til at overbevise mig om, var imidlertid dette: Ignorer aldrig det åbenlyse. For USA’s regering og de fleste amerikanere var det åbenlyst, at deres land blev angrebet på en ualmindelig ondskabsfuld måde (fly- kapringer som metode til at maksimere civile tab) af en ualmindeligt ondskabsfuld gruppe, som havde svoret troskab over en middelalderlig dødskult, dyrkede et indædt had til jøder, hinduer, kristne, shiamuslimer og andre ‘vantro’ og drømte om at genoprette et hedengangent og despotisk imperium.

For mig er dette stadig den centrale pointe om al-Qaeda og dets surrogater og ikke nogen forsimpling. Jeg føler ikke behov for at føre mig frem ved at udtænke et mere originalt synspunkt. Desuden forekommer mange af bestræbelserne på at tilføre billedet større ‘kompleksitet’ mig at være forplumringer eller udenomssnak. De spænder fra de uforbederligt paranoide og foragtelige bestræbelser på at fastnagle ansvaret for angrebene til Bush-administrationen eller jøderne til de ofte trættende, men ikke nødvendigvis usande bedyrelser af, at islamiske befolkninger har lidt under stor undertrykkelse (som om dette var tilstrækkelig grund til at retfærdiggøre tilfældig vold fra islams selvbestaltede forsvarere.)

Ansvar alle andre steder

Bag disse og andre forsøg på at skifte emne lå og ligger fremdeles en pervers trang til at hævde, at den 11. septembers grusomheder på en eller anden måde var fortjent eller historisk set lader sig forklare ud fra amerikansk udenrigspolitiks mange forbrydelser. Hvis de da ikke ligefrem var sendt fra Himlen som straf for amerikanernes syndige levned, hvilket prædikanter såsom Jerry Falwell og Pat Robertson mente. (Disse to måder at tænke på, den ene af dem tilsyneladende ‘venstreorienteret’ og den anden ‘højreorienteret’, er i virkeligheden beslægtede.) At dette var et angreb på vores samfund, uanset ‘målenes’ kapitalistiske og militaristiske karakter, forekom som alt for banal en pointe til, at nogen højpandet person kunne være bekendt at fremføre den. Og selv om pointen blev mere indlysende for hvert af de efterfølgende nihilistiske angreb i London, Madrid, Istanbul, Bagdad, og Bali, stod der hver gang ‘intellektuelle’ klar til at fastslå, at Tony Blairs, George Bushs eller den spanske regerings politik var den dybereliggende årsag til massenedslagtningen af civile.

Ansvaret kunne på en eller anden måde aldrig placeres firkantet hos gerningsmændene selv.

Uventet sympati

Ikke kun i den muslimske verden nyder det synspunkt udbredelse, at begivenhederne den 11. september skyldtes jødiske komplotmagere eller CIA. Ej heller er det kun blandt forrykte randeksistenser, at sådanne fantasier cirkulerer i Vesten. En bog om, at Pentagon sprængte Pentagon i luften med et krydsermissil og på en eller anden måde formåede at trylle fly, besætninger og passagerer væk fra den stadig savnede Flight 77 blev en bestseller i Frankrig. I USA udgav velrenommerede John Knox Press Christian Faith and the Truth Behind 9/11, hvori det hed, at begivenhederne hin dag var arrangeret for at tilvejebringe et påskud for at intervenere i Mellemøsten. Og i Storbritannien udgav mit eget gamle forlag, Verso, sågar en antologi med Osama bin Ladens rablende prædikener, i hvilket redaktøren sammenlignede lederen af al-Qaeda med Che Guevara i en kontekst, der ikke var ugunstig for førstnævnte.

For mig blev oplevelsen af at deltage i de politisk-kulturelle krige efter 9/11 svimlende på mindst to måder. For det første måtte jeg for første gang i mit liv og uden ironi eller forbehold konstatere, at min sympati lå hos supermagtens ordensmagter. For det andet blev jeg dybt involveret i at forsvare USA imod en forbløffende bagvaskelseskampagne, hvor en stor del af den intellektuelle klasse forekom opsat på at minimere alvoren af, hvad der var sket, eller oversætte den til mere uskadelige termer (såsom ‘fattigdom er årsag til politisk vold’), som kunne efterlade deres verdenssyn uforstyrret.

Men min solidaritet med soldater og politifolk fik mig aldrig til fuldt at konvertere til politimentalitet. Jeg var blandt sagsøgerne i den rets-sag, som blev anlagt imod efterretningstjenesten NSA for dennes praksis med uhjemlet aflytning. Jeg lod mig sågar ‘waterboarde’ af tidligere professionelle torturbødler for at overbevise mine læsere om, at denne metode vitterligt udgør tortur. Jeg besøgte både Abu Ghraib og Guantánamo disse to groteske skamstøtter for amerikansk panikreaktion og skrev kritisk fra begge. Men jeg var også i Abu Ghraib umiddelbart efter Saddam Husseins fald i 2003 og kunne under ingen omstændigheder købslå med de moralske afhoppere, der ikke kunne indse, at dette mini-Auschwitz med massegrave ikke var uendeligt meget værre. Da Amnesty International betegnede Guantánamo som et ‘Gulag i vor tid’ følte jeg et sammenbrud af proportioner, som jeg har oplevet mange gange siden.

Løgne i overstørrelse

Al-Qaeda krævede det umulige en verdensomspændende implementering af den mest fanatiske fortolkning af sharia og fremførte dette krav med de mest hysterisk irrationelle midler. (Denne kombination kunne for øvrigt gøre fyldest som en rimelig definition på ‘terrorisme’). Heraf følger, at en tilflugt til paniske eller nedværdigende taktikker for at bekæmpe terrorisme er både umoralske og selvdestruktive.

For 10 år siden skrev jeg til en fortvivlet ven, at den tid ville komme, hvor al-Qaeda ville blive fortæret af sin egen paranoia efter at have afprøvet alle taktikker uden at kunne gentage en aktion i 11. september-skala. Nu er al-Qaeda vitterlig ved at implodere som offer for sit eget vildledte verdenssyn og manglende evne til selvkritik. Guldgruben af oplysninger fra bin Ladens temmelig triste gemmested i Abbottabad, synes at bekræfte, at hans skæbne er på vej til at opsluge hele al-Qaeda.

Jeg opfatter dette som et bevis på overlegenheden i ‘vores’ civilisation, som i det mindste er konstitueret på en sådan måde, at den er i stand til at lære af fortidens fejltagelser, snarere end at være taget til fange af en eller anden ‘tro’.

For 10 år siden på Manhattan, i Washington og i Shanksville, Pennsylvania, var der virkelig en direkte konfrontation med en totalitær idé, udtrykt i sin mest ondskabsfulde og usminkede form. Lad læren fra denne og andre konfrontationer styrke os til de fremtidige kampe, hvor det igen bliver nødvendigt at forkaste løgne i overstørrelse.

 

© Slate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: